En lille glød

Lyt til artiklen her:

I efteråret fandt jeg mig selv siddende til det første af en række mødedøgn, vi har planlagt i BaptistKirkens ledelse. På Landskonferencen sidste sommer blev jeg valgt ind i ledelsen sammen med to andre nye medlemmer. Jeg var egentlig ret overrasket over at befinde mig dér. Helt ærligt må jeg sige, at jeg havde opgivet Baptistkirken i Danmark. Jeg har slået mig gevaldigt på arbejdet i kirken, og de seneste næsten ti år har jeg ikke blandet mig synderligt – jeg troede ikke rigtig på projektet og kastede i stedet mit engagement i min lokale menighed. Det var som om alting, der havde med Baptistkirken i Danmark at gøre, var besværligt, konfliktfyldt og aldrig rigtig virkede alligevel. Lidt som at sidde til en familiefest, hvor deltagerne i grunden ikke rigtig brød sig om hinanden, og alle vil helst være alle andre steder, så det hele bliver lidt akavet. Jeg manglede gnisten, gejsten og glæden.

Gammel kærlighed

Sådan en gnist kan forsvinde af mange grunde. Forholdet til det store fællesskab i kirken kan blive problematisk, eller det kan gå i stå. Det kan blive overdøvet af alt det andet, der fylder i livet, eller det kan lige så stille bare dø ud. Nogle gange er det bare nemmere at tage familien med til Gardasøen om sommeren end på Sommerstævne på Lindenborg. Gammel kærlighed ruster aldrig, siger man – men nogle gange har kærligheden også brug for at blive støvet af og antændt for at flamme op igen. I årene kort før jeg blev valgt ind i ledelsen, var der noget, der havde forandret sig for mig. Særligt to oplevelser blev vigtige på min vej til at finde gnisten for BaptistKirken igen.

Her kunne vi tale tro og ikke vedtægter.

For nogle år siden blev jeg en del af et nyt projekt, vi kaldte BASIS. Det er en teologisk grunduddannelse for alle de engagerede frivillige, der holder hjulene i gang i menigheder over hele landet. Sammen med de nysgerrige medstuderende mødte jeg en oprigtighed og en kærlighed til fællesskabet, der i høj grad fik mig til at gentænke mit eget forhold til kirken. Her kunne vi tale tro og ikke vedtægter. Her kunne vi være nysgerrige og trygt stille de spørgsmål, der egentlig betyder noget, og lige så stille kunne jeg mærke, at hjertet igen begyndte at banke for det at være kirke sammen. Gejsten og glæden vendte tilbage.

Gamle sår begyndte at blive helet.

Den anden oplevelse kom, da en ven fra kirken opsøgte mig og ud af det blå sagde noget i retning af: “Jeg har været med i nogle sammenhænge, hvor vi ikke har talt særlig pænt om dig og din tro. Faktisk har vi bagtalt dig rigtig meget, og det vil jeg gerne sige undskyld for.” Det kom helt bag på mig, da han sagde det, for jeg vidste slet ikke, vi havde en konflikt, og jeg synes ikke, jeg havde noget at kritisere ham for. Men oplevelsen og hans oprigtige undskyldning rørte noget i mig, og gamle sår begyndte at blive helet. Vi fik en god og lang snak om, hvad der var sket, og det blev klart for mig, hvordan en del af mit forhold til kirken også var blevet formet af gamle konflikter og frygt for, hvad andre gjorde, tænkte eller sagde om mig.

Min historie – vores historie

Kirken er aldrig kun en grå upersonlig masse, men er rigtige levende mennesker.

Jeg begynder med min egen historie – ikke fordi den er noget særligt eller skal fremhæves, men fordi jeg tror, mange har eller har haft det lidt ligesom mig. Af forskellige grunde kan vi komme på afstand af det hele, og kirken kan synes som en grå masse, det kan være svært at forholde sig til. Måske er vi endda blevet såret af nogen eller noget i forløbet, og det har bragt os på endnu større afstand. Eller måske er vi forblevet engagerede i kirken, men vi har tabt meningen af syne. Men når vi bliver mindet om, at kirken aldrig kun er en grå upersonlig masse, men er rigtige levende mennesker ligesom mine medstuderende og min ven, der søgte forsoning, så sker der noget med os. Når vi ser hinanden i øjnene igen, lytter til hinandens historier og passion, deler vores spørgsmål og søger at forsone os med hinanden, så skaber vi grobund for, at gnisten kan fænge.

En flamme bliver til flere

Nu sad jeg så der omkring bordet sammen med de andre i ledelsen. Min historie om, hvorfor jeg sad der, blandede sig med de andres, og der skete noget nyt imellem os, mens vi lyttede til hinanden. Jeg kunne se det i deres øjne, da vi begyndte at dele drømme, tanker og idéer. Vi fortalte om, hvad vi brændte for, og vi insisterede sammen på, at kirke er mere end dagsordner, budgetter, udvalg og landskonferencer. Kirke er først og fremmest mennesker, der er blevet grebet af noget, der er langt større end os selv. Fællesskaber, som har erfaret, at nåde, kærlighed og forsoning er langt stærkere end andre redskaber til at håndtere livet. En bevægelse, der har mødt en levende Gud, og som brænder for at bære den gnist videre ud i verden.

Kirke er først og fremmest mennesker, der er blevet grebet af noget, der er langt større end os selv.

Videre herfra

Derfor er jeg med, og derfor har jeg engageret mig i Genstart2025. Jeg tror, vi har brug for at lytte til hinanden og genopbygge tilliden til hinanden, til Gud og til os selv. Genstarten kan ikke løse alle problemer, men vi er nødt til at begynde et sted. I BaptistKirkens ledelse har vi besluttet at begynde her – og vi håber du vil være med.

Andre artikler om samme emne

Genstart2025 – med blik på menighederne
Genstart2025 – Har du prøvet en genstart?
Genstart2025 – med fokus på børn og unge
Genstart2025 – med blik på præsterne
Genstart2025 – Er der brug for en genstart?
Mangler vi kant? 
Blev kanten for blød?
Fremtidens præster
Opråb fra en sofavælger
BaptistKirken er nødt til at finde en ny vej