Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Det er ikke en selvfølge

Torsdagstanke

Det er ikke en selvfølge

Livet igennem har jeg kunnet spise mig mæt. Jeg har været sulten, men jeg har aldrig sultet. Det er ikke en selvfølge – det er et under.

Foran supermarkedernes bugnende hylder er det meget let at komme til at tage maden for givet. Maden ligger der jo i overflod, og vi skal bare vælge.

Tegn på Guds kærlighed

Varerne i supermarkedet og brødet på vores bord kommer ikke af sig selv. Mennesker har arbejdet for at frembringe det, og vi har selv arbejdet for at betale det. Vi har altså medvirket, men det blev kun til noget, fordi Gud skaber og giver vækst.  Det gror kun, fordi Gud skaber. Hvert eneste korn, der sætter aks, og hvert træ, der bugner af frugt, er resultatet af Guds skaberevne og -vilje.

Maden på tallerkenen er tegn på Guds kærlighed. Dagligt strømmer Guds kærlighed til os, og vi oplever, at Gud har omsorg for os og sørger for os. Vi er ikke ladt i stikken midt i skaberværket, men Gud sørger for os.

Der er god grund til at takke for høsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Giv din mening til kende