Vi sad dybt under Rold Skov i regeringsbunkeren REGAN Vest. Året var 1982, og den kolde krig truede med at blive varm: Russerne var allerede gået i land på Bornholm. Vi var regeringen – og vi skulle træffe beslutninger med store konsekvenser for befolkningen.
Heldigvis deltog jeg bare i et dilemmaspil på museet en almindelig onsdag eftermiddag i september i år. Men efterhånden som spillet stillede os over for stadig vanskeligere beslutninger, gik det op for mig, at uanset hvad vi valgte, fik vores beslutninger uoverskuelige konsekvenser for tusindvis af mennesker.
Der var ingen nemme løsninger. Måske ikke engang nogen gode.
Da jeg senere reflekterede over oplevelsen, læste jeg Jakobsbrevet: ”Men hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede om at få den fra Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.” (Jak. 1,5)
Vi mennesker vil gerne have kontrol og vide, at vi vælger rigtigt. Men vi kan ikke altid overskue konsekvenserne af vores beslutninger.
Måske begynder visdom med erkendelsen af vores begrænsninger. At vi må handle efter bedste overbevisning, lytte til andre og bede Gud om vejledning.
Da vi forlod museet, var spillet slut. Vi kunne vende tilbage til vores hverdag. Og vi slap for at leve med konsekvenserne af vores beslutninger.
Den luksus har verdens ledere ikke.
Jeg håber, de tvivler en gang imellem. Og at de søger visdom hos Gud. For verden har ikke brug for flere magthavere, der er skråsikre på, at de altid har ret.
Giv din mening til kende