Jan Kornholt indleder sit svar på Christians debatoplæg med ordene:
”Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!”
Foto: Bent L. Hansen
Jans indlæg fortsætter:
”Vi har ‘kant’, når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger, så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med.
Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst.
Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver, at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund.
Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!
I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. BaptistKirkens struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (for 40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, missionsuger mv.
I dag er vi flere, men mindre menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed, som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission.
Derfor er det på tide, at vi får et opgør med BaptistKirkens struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og behov.
Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.”
Tag del i debatten – her på siden eller hvor der er mulighed: Forteltene på Sommerstævne ’23, menighedsmøder, grillaftenerne med vennerne fra kirken eller over en kop kirkekaffe.
Jo, vi mangler kant. Ikke en menings- og holdningskant, men en indholds- og bibelsk kant. Jesus var ikke blød og eftergivende, men hård og kærlig. Han var ikke bleg for at sige tingene ligeud, men samtidig havde han en ufattelig kærlighed til alle, han mødte.
Vi mangler denne Jesus-kant – at alting ikke er lige godt, men at det skal vurderes ud fra Jesu ord og Bibelens ord.
Ud fra menigheden i Odense har vi startet arbejde i Kolding og Vejle. Begge steder oplever vi en længsel efter at lære Jesus og Bibelen at kende. Vi har mødt disse menneskers længsel med åbent bibelstudie, hvor alle meninger er velkomne, men hvor vi som det mest naturlige kan spørge hinanden, hvor i Bibelen vi finder støtte for vores meninger.
Vi skal ikke være forenet i vores holdninger, men forenet i vores grundlag – Jesus og Bibelen.
Baptistkirken startede i en åndelig vækkelse med studie af Bibelen, dette ser jeg stadig som det mest forenende fællestræk, der bør kendetegne alle vore menigheder. Et studie af, hvad Jesus sagde, og en tolkning af, hvad det betyder for vores liv i dag. Det er en stor del af vores DNA.
K
Hvis den enkelte menighed mener noget med at være kristen, så handler det ikke om baptistkirkens størrelse og antallet af menigheder. Det kan siges med et gammelt ord: “Hver baptist en missionær”. Det er i menighederne at livet leves og kanten skabes. Og “kanten” jeg nævnte i torsdagstanker 20.04 handler om menneskelig tydelighed – personlig kristen tydelighed – for det begynder nedefra ved at turde stå ved, hvad du tror på. Kristenliv er ikke at sidde på række for at lytte til evangeliet, men når forkyndelsen/vidnesbyrdet har lydt at lade sig inspirere til at gøre. Og de anledninger til at fortælle om Jesus – at gøre som han – kan du selv være medskaber af.