Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Mangler vi kant?

Bent L Hansen

Kronik

Mangler vi kant?

Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistmenighed stiller spørgsmålet. Christian ønsker, at BaptistKirken skal være et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening. Han efterlyser en åben og fordomsfri debat om emnet.

 

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vindue

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

  • Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
  • Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
  • Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
  • Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
  • Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
  • Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
  • Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
  • Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
  • Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
  • Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”

Christian Peter Heldgaard Bylund
Cand. theol.

Cand.theol. og præst i Tølløse Baptistmenighed

5 kommentarer til "Mangler vi kant?"

Jan Kornholt

Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!
Vi har ‘kant’ når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med. Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst. Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund. Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!
I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. Vores kirkesamfunds struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, misionsuger mv. – I dag er vi flere menigheder, men små menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere menigheder er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission. Det er derfor på tide, at vi får et opgør med vores kirkesamfunds struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og menighedernes behov.
Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.
Kærlig hilsen Jan

2. juni 2023 kl. 14:52
Christian Peter Heldgaard Bylund

Hej Michael, Lars og Thomas,

Først og fremmest tak til jer alle for at tage bolden op. Det er en svær samtale, men hvis ingen svarer, begynder den aldrig. Så tak for jeres engagement.

Først til Michael.
Jeg er helt enig i, at samtalen er vigtig og nødvendig. Hvis du skulle have indflydelse på, hvordan samtalen skulle fortsætte, hvordan forestiller du dig så, at det skulle foregå?

Til Lars,
Jeg tror, vi er enige langt hen ad vejen. For mig er et baptistisk kirkesamfund, der ikke er en bevægelse, ikke et rigtigt kirkesamfund. Det var sådan, vi startede som en bevægelse, og det er, når vi står sammen om sager, at vi blomstrer.
Når det kommer til mangel på ledelse, så er det en af de mange mulige veje at gå, og hvis man vælger at have en “stærk” ledelse, der peger i en retning. Vil det uden tvivl skabe mere kant og give vores fællesskab en retning. Udfordringen er dog den, som Steen Andersen også påpegede: “Det er desværre lidt ironisk, at når lederne viser retning, bliver der råbt “topstyring” fra bænkene…”. Vi står over for en stor udfordring i forhold til menighederne. Ledelsen er blevet skubbet i baggrunden, og menighedernes selvbestemmelse tager næsten alt fokus fra en ledelse, der vil have mod på at tegne en retning. Det er nok også derfor, vi mangler ledelse. Hvem kan lede en flok får, der går i hver sin retning og måske ikke ønsker at blive ledet? (Groft sagt)

Til Thomas,
Jeg har selv flere forslag til, hvilken vej vi kan gå. Steder, hvor vi kan skille os ud fra andre kirkesamfund og stadig bevare en del af vores baptistiske ophav. Men jeg har valgt at lade spørgsmålet være åbent for at starte en samtale og ikke lukke den ned fra begyndelsen.
Det er fantastisk at høre, at du har mod på at finde en vej for fællesskabet! Dog må jeg nok skuffe dig på ét punkt. Så længe vores vedtægter er som de er, vil den endelige beslutning ligge hos landskonferencen, og det kan vi ikke komme udenom. Men samtalen op til den beslutning kan foregå på mange forskellige måder. Har du nogle gode idéer til en proces, som du kan se dig selv i?

Til sidst vil jeg blot udfordre jer alle tre. Ville I have modet til at komme med jeres bud på kant/ledelse eller hvad I mener, der er brug for? Måske som en kronik til baptist.dk, så samtalen kan fortsætte i det store fællesskab.

14. maj 2023 kl. 22:30
Thomas Kofoed Lundegaard

Hej Christian,
Hvordan kan vi i fællesskab finde vejen og retningen fremad i en proces, der indgyder liv og håb? Har du et forslag til hvilken retning vi skal i?
@Lars: Hvem skal lede bevægelsen? Har du nogen i tankerne? Og hvad skal bevægelsen gå ud på?

Jeg har lyst til at være med til at finde vejen frem, men hvis det bliver til landskonferencer el.lign. så kan jeg desværre ikke den dag. Fordi landskonferencen er noget af det mest kedelige jeg kunne forestille mig, og ikke, som jeg ser det, et arrangement, der indgyder liv og håb.
Beklager brokken.

Knus

12. maj 2023 kl. 08:12
Lars Midtgaard

Tak for din kronik, Christian. Jeg er også enig i vigtigheden af det, du tager op.
“Mangler vi kant?”, spørger du. Jeg savner ledelse. Du efterspørger ikke en historie- eller missionsforening, men et kirkesamfund, som blomstrer. Jeg efterspørger i højere grad at vi igen må blive en bevægelse. En bevægelse, som blomstrer. Og dertil kræves – tror jeg – ledelse og ledere. Mænd og kvinder, som fyldte og inspireret af Helligånden kan, tør og vil udpege en kurs, som er ønskværdigt for fællesskabet at følge efter.
Kh Lars

11. maj 2023 kl. 15:40
Michael Frost

Hej Christian.
Tak for at du tager hul på et svært, men også meget vigtigt emne.

Du har fat i noget, som jeg tror er vigtigt at få afklaret, så jeg håber ikke at samtalen slutter her.

Igennem kirkehistorien har alle vigtige diskussioner skabt uenighed, og til tider også splid, men de har været nødvendige, da de har skærpet troen, skabt nyt liv og ny dybde.

Mvh Michael

11. maj 2023 kl. 09:13

Giv din mening til kende