Det som livet er…

Med reference til Niels Hausgaard indledte Hanne med at fortælle, at hendes far var ”alt andet end praktisk begavet.” Det var ordet – det skrevne ord – der blev omdrejningspunktet i Børges liv. Salmer, spejdersange, digte om naturen, livet og kærligheden er det, vi kender Børge for. Men Børge var meget mere: Ægtemand, far til fire, skolelærer, forkynder og spejder. På forunderlig vis skabte Børge en næsten magisk forbindelse mellem skaberværket, spejderlivet og den enkelte spejderdrengs personlige tro.

Troen på livet

For de af aftenens tilhørere, der i forvejen kendte til Børge Andersens omfattende produktion, var det næsten naturligt at begynde med at synge ”I Guds verden”. Når man sammen synger:

”I Guds verden skal du leve,
på Guds jord der skal du bo,
gå blandt blomster, træer og fugle,
alt Guds værk skal om dig gro”

– breder der sig en forunderlig optimisme og tro på livet. Salmens sidste ord: ”… ved hans nåde tør du tro, i hans kraft du helt må være, evigt skal du hos ham bo” sender mange af tilhørerne sendt tilbage til ungdommens sene aftener omkring lejrbålet.

Opvækst og uddannelse

Børge Andersen blev født udenfor ægteskab i 1925 af en enlig mor, og de første ti år af sit liv boede han hos bedsteforældrene. Der var ikke meget, der pegede i retning af den Hausgaardske definition på ”boglig begavelse”. I dag taler man om ”de syv intelligenser”: For de fleste af aftenens cirka 30 tilhørere virkede det oplagt, at Børge Andersen var ”sprogligt / verbalt” intelligent. Ikke desto mindre fortæller Hanne Kiel, til de flestes overraskelse, at lærergerningen omfattede både formning – i varianten papirsløjd – og gymnastik. Begge fag inspirerede til digte, henholdsvis ”Formning” og ”Springet”.  Digtet ”Regning” fulgte, da netop dette fag blev en del af lærergerningen.

Et åbent hjem

Fra barnsben var Børge en del af den første spejderkreds i Aalborg. Han kom til tro gennem spejderarbejdet og blev døbt i 1944. Da Aalborgmenigheden blev delt i 1952, fulgte Børge med til den nye menighed, Karmelkirken. Sammen med Else skabte Børge et hjem, der var åbent i mere end en forstand.

”Døren var aldrig låst,” fortæller Hanne, ”man gik altid bare ind. Hvis mine forældre var gået tidligt i seng, skete det, at samtalerne blev ført på sengekanten.” Det var også i Else og Børges hjem, man kunne diskutere Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”. Et værk, der ikke var velkomment i alle baptisthjem. I digtet ”Gæster” reflekterer Børge over ægteparrets gæstfrihed og deres altid åbne hjem:

Gæster
Tobaksrøg og snak
hænger i gardinerne.
Fyldte askebægre,
tømte kaffekopper og glas.
Ikke en dråbe
i kanden.
Timerne er små nu.
Sikke en aften.

Yndlingssangen

Spejdersangene er mange fra Børges hånd. Hanne driller sit publikum ved at annoncere, at vi skal synge Børges bedste spejdersang. Alle slår straks op på ”I vindens sus i høje graner” – Børges kærlighedserklæring til baptistspejdernes træningscenter Øksedal vest for Nibe. Men nej – Børges yndlingsspejdersang var den lystige vise om ”Ole og Pløk og Palle”, der viser vejen for deres spejderkammerater. Vi synger, og det ser ud som om, mange tænker på deres egen spejdertid.

Børge og Elses fire børn beretter om en barndom, der nok var fattig på penge, men rig på kærlighed og sjove oplevelser. Hannes foredrag er fuld af historier: Om hverdagens udfordringer og ”økonomi-ferie”, når børnene hver dag skulle vælge mellem jordbær og is. Det var ikke noget let valg!

Det svære valg

Børge skrev også kærlighedsdigte. ”Børge sagde, at kærlighed er kærlighed, uanset hvem kærligheden er rettet mod,” fortæller Hanne. Siden teenagealderen havde Børge vidst, at han var homoseksuel, og kærlighedsdigtene var også rettet mod hans eget køn. Børge valgte at leve efter samfundets normer, indtil han ikke længere kunne klare det. I 1981 skrev ægteparret et brev til familien, nære venner, Karmelkirkens menighedsråd og baptistspejdernes korpsråd, hvor de hver for sig redegjorde for situationen. Der var stærke reaktioner, men langt de fleste bakkede familien op, selv om det for mange var grænseoverskridende at kende et homoseksuelt menneske.

”Bekendelse”

Efter ønske fra publikum slutter aftenen med salmen ”Bekendelse”. Salmen er skrevet i 1958, men fjerde vers blev aldrig rigtig godt. ”Det holder ikke” sagde Børge. Og fjerde vers forsvandt, så salmen i mange år sluttede med:

”…
På den jord, der skulle være Edens have,
har vi sået had og griskhed langt omkring.”

Det var en slutning, der plagede Børge i mange år, men han havde opgivet at få ændret den. I 1990 overbeviste Hanne sin far om, at han skulle skrive et nyt fjerde vers. Børge nægtede, han var blevet for gammel, synet dårligt og hørelsen elendig. Men han overgav sig og det endte med, at han dikterede et nyt sidste vers til Hanne i telefonen, så vi nu kan synge:

”…
Giv os kærlighed til alle jordens tabte,
så at hele verden ånder i din fred.”

Arven

Børge døde i 2010 efter mange år med dårligt helbred. Denne aften på Sommerstævnet var der ubetinget glæde over, at vi har del i arven efter Børge.

Efterskrift

En samling af Børge Andersens udvalgte digte, ”Det som livet er” kan fås som pdf-fil ved henvendelse til Hanne Kiel, e-mail hanne_kiel@hotmail.com. Hanne kommer også gerne ud i din menighed og fortæller om Børge Andersens liv og digte.