Vi ventede en præst, men de sendte en dame…

Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen