Inspireret af Jerikos mures fald og i en erkendelse af, at jeg er bedre til at bede, når jeg er tilpas aktiveret, er jeg på mine fridage begyndt at gå syv gange rundt i mit boligområde og bede.
Jeg beder ikke om, at boligblokkene må falde sammen, men om at barrierer mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud – må falde.
Jeg læste i efteråret Jackie Pullingers “Den lovløse by”. Hun oplever efter et fornyet bønsliv, at mennesker, som hun møder i Hongkongs slum, pludselig selv opsøger hende for at komme til tro. Det gav mig en ny motivation for at finde en ny måde at bede på.
Jeg har på det seneste oplevet at møde flere mennesker, som nærmest inviterer sig selv med i kirke – ikke nødvendigvis til gudstjeneste først, men ind i fællesskabet – før jeg selv har fundet lejlighed til at invitere dem.
Nicky Gumbel er kendt for at sige noget i retning af, at bønnesvar kan bortforklares som tilfældigheder, men at de tilfældigheder har det med at ske oftere, når man beder. Jeg kan kun være enig.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Mega spændende og inspirerende! ❤️ Jeg gør noget lignende, men har ikke været bevidst om det på den måde du beskriver. Det vil jeg prøve at blive! 💪🏼🙏🏼
Hvis det har interesse, så er det her min ‘gangbøn’ oplevelse:
Efter min rygmarvsoperation, mistede jeg følefornemmelse med over 50% af min krop og var kørestolsbruger. Jeg kunne ikke længere gå eller løbe som tidligere.
Jeg bad selvfølgelig meget for helbredelse, mens jeg begyndte at visualisere den kontakt mine fødder havde med jorden, men som jeg ikke kunne fornemme. Jeg overtalt min krop til at jeg ikke ville falde, men havde kontakt.
Jeg kiggede på løbere langs Søndersø mens jeg var indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskader, og i min bitterhed bad jeg for dem… at de måttet mærke den velsignelse det var at kunne frit bevæge sig.
Med tid, intensiv genoptræning og en cocktail af smertestillende og neuropatologiske recepter begyndte jeg at kunne bruge benene igen og visualiserede den kontakt med jorden som jeg ikke selv kunne mærke.
Jeg nåede faktisk dertil, hvor jeg godt kunne løbe omkring Søndersø igen, men denne gang med en bevidsthed om den velsignelse og MIRAKEL det var!
Så hver gang jeg går forbi Vestdansk Center for Rygmarvsskader, beder jeg intensivt for de indlagte og sundhedspersonalet. Og den bøn blev udvidet til Psykiatrisk Bosted og Psykiatrien, der ligger også langs søen på min rute.
Og til sidst inkluderede det gæster på Golf hotellet og forbigående personer, samt hele byen.
Og det er netop i år lykkes mig at få råbt kommunen op (jeg har været i gang i noget tid) om de mangel og fejl jeg observerer ang. handicapparkering og tilgængelighed rundtomkring i byen.
Og udbedringer er på vej.
En ny psykiatriskhospital bygges…
Sikkert tilfældigheder, men.. 😉☺️
Jeg har ikke rigtig tænkt over det billede du nævner – Jerikomuren. Men det vil jeg gøre nu. ❤️🙏🏼
Tak!