Er der en plads?

Kirken er ikke Gud, men den måde, vi opfører os på i kirken, former de tanker, vi kan have om, hvem Gud er. Vi kan ikke se Gud, men vi kan se kirken, og vi kommer til kirken for at lære mere om Gud i håbet om at blive mødt med den kærlighed, vi tror, Gud har til alle mennesker, og med den nåde og de åbne arme, vi finder hos Gud. Det er let at komme til at sætte lighedstegn mellem det, vi møder i kirken, og hvordan vi tror, Gud er.

Hvis vi oplever, at der er en plads til os, er det let at tro på, at der er plads til os hos Gud. Hvis vi derimod ikke føler, at kirken har plads til os, eller hvis vi bliver mødt med afvisninger og lukkede døre, så kan det føles, som om Gud heller ikke vil os. Selvom intet kunne være mere forkert.

Vi må som kirke se ind ad

Vi må se på, hvilken version af Gud, andre ser, hvis de ser på os. Er det en kærlig Gud, der byder alle velkomne? Eller er det en Gud, der stiller krav til, hvordan man skal være, før man må være en del af fællesskabet?

Søndagens prædiken er ikke nok. Uanset indhold, så vil det aldrig betyde mere, end hvordan vi opfører os. Uendelige prædikener om Guds kærlighed kan ikke rette op på det, hvis vores fællesskab er ekskluderende og usundt.

Da jeg var allermest skuffet over kirken og over Gud, var det ikke alt det, jeg har lært, der fik mig overbevist om, at Gud vil have mig hos sig. Det var min præst, der pegede på det kirkefælleskab, jeg er en del af til daglig. Han hjalp mig med at se, at der er plads til mig, og mindede mig om, at jeg – ligesom alle de andre – er vigtig. Så kunne jeg se Gud mere klart igen. Fordi jeg blev mindet om, at jeg er en del af et fællesskab, der er fyldt med uperfekte mennesker, som forsøger at ligne Gud.

Vi skal som kirke være lige så radikalt inkluderende som Gud. Hvis ikke vi stræber efter det, så vil der være mennesker, der ser på kirken, og ser en Gud, der ikke vil dem.