Som formand for BBU har jeg set og oplevet lidt forskelligt de seneste år om vores kære kirkesamfund, og den udvikling der er sket, og derfor har jeg også gjort mig mange tanker.
Arbejdet mod 2025 og den store plan for BaptistKirken er i gang. Jeg fornemmer dog, at der nogle steder ikke virker til at være den samme villighed til at lægge så mange kræfter i det. At man nogle steder stadig har en historik, som bremser ens engagement i denne proces. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er ærgerligt.
Ikke bare for den enkelte, men faktisk for vores fællesskabs skyld. Vi må lægge fortidens skænderier, udfordringer og uenigheder til side, hvis vi skal lykkes med denne proces. For vi skylder hinanden, vores kirkesamfund og menigheder, at vi en gang for alle kan sætte os ned og sætte en retning i fællesskab.
Denne retning vil måske betyde, at der er nogle, der beslutter at gå en anden vej, og måske kommer der nye til – om ikke andet så må det være resultatet for, at vi som baptister og kirkesamfund forsat må have en betydning for den enkelte og for vores samfund.
Så spørgsmålet er, hvad er den gode historie for BaptistKirken? Hvad vil vi? Hvorfor er vi stadig relevante?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
100% ENIG!!! Både i dine observationer OG i dit ønske om fokus på den [fælles] gode historie og relevans!!!
Det kræver dog, at nogen er villig til at erkende og arbejde med deres egne hykleriske og nedværdigende syn på andre – meget gerne med konkrete kursus i nutidig konstruktiv kommunikation og den kognitive model, samt adfærdspsykologi.
Følgende udtalelser skal lægges i graven sammen med Kristus, så nyt liv kan opstå, HVIS vores lid lægger oprigtigt i en levende Gud, der er større end al vores frygt og kontroltab:
• “Hun er ikke åndelig nok!”
• “Hvem er du til at sige sådan? Jeg har været præst i … antal år!”
• “Min tro er afhængig af … (indsæt noget, der kræver at andre tror og lever akkurat på samme måde)!”
• “Den form for lovsang har ingen indhold, fordi man gentager de samme tomme sætninger!”
• “Gamle salmer er kedelige og irrelevant!”
• “Taizé sange føles som hjernevask!” (MIG SELV!! – jeg synger dem gerne for fællesskabets lovprisning, bare man ikke forventer, at jeg kan fralægge mig mine traume fra den kristne sekt jeg var tvunget i som Tween!)
• “Vi vil ikke betale til mursten!” (kommer ikke i kirke)
• “Vi vil ikke betale til en ledelse, der er mest en flok lærer/akademikere og ikke er åndelig!”
• “Du har ikke en teologisk brede!”
• “Vi venter på de dør!” (kommer ikke i kirke)
• “De er bare en klub uden ånd!”
•”Vi kan ikke tillade ledere, der ikke er som os!”
(aktuelle og virkelige
eksempler!)
………………….
Hvorfor våger vi at tro, at vi selv er perfekte i vores egne tro og forstår Bibelen eller Ånden bedst? Hvorfor har vi så lidt tillid til, at Gud kan skabe vækst i en eller flere personer, hvis vi giver hinanden tillidsposter?
Hvorfor tror vi at netop vi selv har evnen til at dømme om nogen er egnet eller ej????
Jeg har hørt danskere sige til mig igennem 27 år, at jeg bor i et tillidssamfund, så jeg skal blot have det blinde tillid til dem, der siger sådan… øøøøhhhhhh, hvor er deres tillid til mig og til andre, som er lidt anderledes end dem selv????
Vi SKAL skabe tillidsrelationer, og det kræver, at vi er NYSGERRIGE på hinanden frem for fordømmende!
Vores kirkesamfund fortjener ikke at overleve, hvis ikke vi kan det. Punktum.
Og jeg ønsker i aller højeste grad, at vores baptistsamfund finder hinanden påny. ❤️❤️❤️❤️🕊️🕊️🕊️🕊️🕊️🕊️🕊️
Den eneste mulighed jeg ser er hvis vi fralægger vores teologiske forskelle og koncentrerer os om at følge vores fælles retningslinjer og vedtægter (som bunder i at ALLE er ligeværdige!) for at være enige om, hvordan vi taler til og om hinanden (og at vi taler med hinanden og ikke vender ryggen til i larmende tavshed!)
Jeg er SÅ træt af at høre om baptisters kritik af andre baptister, som de SLET IKKE er nysgerrig på og kun fordømmer ud fra deres egne stykkevis erkendelse.
Så træt…