Podie under opførelse i den nye kirke.

BaptistKirkens partnere i Rwanda og Burundi har de senere år deltaget i et projekt – eller rettere en proces – hvor udvalgte kirker og lokalsamfund bliver trænet i at bruge de ressourcer, der allerede findes lokalt. Denne ’hjælp-til-selvhjælp’-tilgang tager udgangspunkt i kirkernes eksisterende arbejde, deres lokale tilstedeværelse og deres rolle som aktive aktører i lokalsamfundet. I Danmark kalder vi det menighedsbaseret diakoni.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er et diakonalt udviklingskoncept, der bygger på en enkel, men grundlæggende tanke: Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har. Metoden er dermed en struktureret måde at omsætte diakoni til praksis – som konkret hjælp til selvhjælp.

Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har.

Metoden bruges i dag i mange lande, herunder Rwanda og Burundi, hvor BaptistKirken i Danmark sammen med lokale kirker og med støtte fra CKU[1] har været med til at implementere tilgangen. Erfaringerne viser, at kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret, har relationer til både mennesker og myndigheder og nyder høj tillid i lokalsamfundene.

Kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret.

Efter hans hus brændte, har en indbygger fået et nyt hus med hjælp fra kirken, der deltager i projektet.

Diakonale aktiver – mere end penge

En helt central del af processen er at arbejde med holdninger og selvforståelse. Her spiller begrebet diakonale aktiver en vigtig rolle. I stedet for at tage udgangspunkt i det, der mangler, begynder processen med at identificere det, der allerede findes. Det gælder både de synlige aktiver som bygninger, jord, menigheder, frivillige og lederskab – og de usynlige aktiver som tro, håb, relationer, konflikthåndtering, tillid og ansvarsfølelse. Derved styrkes troen på, at man selv kan gøre en forskel og har ansvar for – og indflydelse på – en positiv udvikling.

I den proces bliver diakonien konkret, fx når fællesskaber organiserer spare- og lånegrupper – noget, mange i forvejen kender fra andre indsatser. Her sparer man små beløb op og låner til helt jordnære formål: skolepenge til børnene, frø til næste sæson eller smådyr, der kan skabe en indtægt. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen er stor. Når mennesker opdager, at de sammen kan mobilisere ressourcer, sker der et markant skifte i selvforståelsen. Afhængigheden af ekstern hjælp mindskes, og oplevelsen af ansvar, ejerskab og fælles handlekraft vokser.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering (CCMP)

Tilgangen er inspireret af den kristne udviklingsorganisation Tearfund, som arbejder med metoden Church and Community Mobilisation Process (CCMP) – på dansk menigheds- og lokalsamfundsmobilisering. Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er en menighedsbaseret, diakonal metode, der hjælper kirker og lokalsamfund med at identificere og mobilisere deres egne ressourcer. Metoden bygger på hjælp til selvhjælp og tager udgangspunkt i både synlige aktiver (fx menigheder, frivillige, bygninger, jord og lederskab) og usynlige aktiver (fx tro, fællesskab, relationer, tillid, ansvar og håb). Formålet er at styrke lokalt ejerskab, fælles handlekraft og bæredygtig udvikling – med kirken som katalysator for social og åndelig forandring.

https://learn.tearfund.org/en/resources/series/church-and-community-mobilisation-process-ccmp

Spare- og lånegrupperne er mere end et økonomisk redskab. De bliver et læringsrum, hvor tillid, samarbejde og gensidig forpligtelse styrkes. Netværk, relationer og fælles økonomi danner grundlag for større initiativer. Det er hjælp til selvhjælp i praksis.

En deltager fra Burundi formulerede det sådan: “Hvis vi tror, vi er fattige, er vi det allerede. Hvis vi tror, vi har noget, kan vi handle – det er en indre styrke.”

Kirken som katalysator

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering starter ofte med det, der kaldes en church awakening – en proces, hvor menigheden reflekterer teologisk over sin rolle i samfundet. Diakoni forstås ikke som et projekt ved siden af kirkens liv, men som en integreret del af kirkens identitet. Tro og handling hører sammen.

Erfaringerne viser, hvordan tilgangen skaber konkrete resultater: menigheder organiserer spare- og lånegrupper, bygger huse til udsatte, bidrager til sundhedsforsikring og styrker relationerne i lokalsamfundet. Samtidig vokser fællesskabet i menigheden, og flere tager ansvar.

Processen viser, at menighedsbaseret diakoni ikke handler om store budgetter, men om at frigøre det potentiale, Gud allerede har lagt i mennesker og fællesskaber. Når kirken tager sine diakonale aktiver alvorligt, kan den være med til at skabe håb, værdighed og forandring – indefra og ud.

Menighedsbaseret diakoni er i sidste ende netop det: tro i handling – hjælp til selvhjælp – båret af fællesskab, ansvar og håb.

Nye toiletter finansieret af egne midler som en aktivitet i projektet.

[1] CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Tak for et fantastisk år. Det vil jeg gerne starte med at sige, for overordnet har det været intet mindre end fantastisk. Når jeg nu senere i min tale begynder at pille lidt i det, så kan det lyde anderledes og måske negativt: Så jeg vil gerne igen sige, at året har været fyldt med gode oplevelser og samtaler.

Det tidligere konferenceår var indadvendt. Ledelsen bad om forståelse for, at vi havde brug for mest at lytte og tale internt om den opgave, som vi havde påtaget os. Den forståelse fik vi fra menighederne, og det er vi stadig meget taknemmelige for.

Jeg vil alligevel i en parentes sige, at dette betød, at vi afbrød de kontinuerlige menighedsbesøg, som havde været kutyme tidligere. Ledelsen kommer gerne, når vi blev bedt om det, og det håber jeg, at vi har gjort: Men udmeldingen om behov for et ledelsesbesøg skal komme fra jer. Det nævner jeg kun fordi, jeg har hørt, at nogen har manglet os. Men husk – kald og vi kommer! Det behøver ikke være et eller andet alarmerende. Kald på os – parentes slut.

Henry synger for på lovsangen til åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

Det lyttende år fortalte ledelsen, at vi havde brug for at skabe fælles værdier for det fremtidige arbejde i vores kirkesamfund, og at de værdier senere skulle danne basis for, at vi i større grad handler sammen. BaptistKirken skal ikke være et holdningsfællesskab, hvor vi er enige om alting. Det har vi aldrig været, og det bliver vi aldrig i fremtiden. En god baptistisk ven sagde til mig, at ville jeg skabe enighed i BaptistKirken, skulle jeg have flere liv – og så ville det nok alligevel ikke lykkes. BaptistKirken skal være et handlingsfællesskab, som sammen er i mission for Jesus Kristus. Derfor har dette konferenceår været samtalens år. Jeg havde på et tidspunkt en meningsudveksling med et medlem af vores kirke, som sagde: ”Du kan da ikke mene, at samtalen er det vigtigste i vores kirke.” Det vigtigste er selvfølgelig vores fælles tro på den treenige Gud og Kristi opstandelse, men jeg vover alligevel at påstå, at samtalen om vores tro er meget vigtig – specielt i vores kirkesamfund.

Vi beskriver i værdierne: Alle har ansvar for at læse og lytte, og derfor er der frihed til fortolkning i fællesskab under Helligåndens vejledning og i lyset af den kristne tradition, vores fornuft og erfaring. Vi har ingen lærestole, dogmer eller mennesker med en særlig position, som udlægger sandheden for os. Vi har hinanden under Helligåndens vejledning. Så samtalen er vigtig i alle dele af vores kirke.

Vi har i indeværende år holdt præstesamlinger, møder med menighedernes ledere og i sidste ende synoden i pinsen. De fleste møder med stor deltagelse fra alle dele af vores kirkesamfund.

BaptistKirkens ledelse har aldrig været bange for uenighed. Uenighed, som bliver taklet konstruktivt og positivt, kan danne grobund for ny erkendelse og nye veje fremad. Ledelsen var mere bange for manglende interesse eller manglende overskud til at deltage. Vi har fuld forståelse for, at det at være både ledelse og engageret lokalt er en krævende opgave. For nogen fordi menigheden skranter lidt, og den lokale ledelse arbejder meget hårdt på at holde skuden i vandet – andre steder fordi menighedslivet blomstrer med mange aktiviteter, som der skal holdes styr på.

Det lokale arbejde og store engagement kan nogle gange få behovet for at samarbejde ud over menighedsgrænsen til at synes uvigtigt eller ressourcetungt. I ledelsen var vi derfor urolige for, om I havde kræfter til den samtale, som vi så som nødvendig for vores fremtid som et samlet kirkesamfund.

Den angst blev gjort grundigt til skamme. I havde både lyst og tid til at tale om vores fælles fremtid. Det er derfor jeg i starten har brugt et meget u-jysk ord: Fantastisk. For det var, hvad jeg følte.

Ledermøderne i Rebild og Tølløse havde deltagelse af så mange menigheder, at vi ikke har set lignende i mange, mange år.  Personligt blev jeg blæst lidt bagover ved at se jer alle, og jeg vil altid bringe jeres engagement med mig i mit fremtidige arbejde.

Baptistkirkens ledelse havde inden udsendt 4 emner med spørgsmål til menighederne:

1. Forpligtigelse
2. Præster
3. Inklusion
4. Bibelautoritet og -tolkning

Og igen var vi måske lidt nervøse. Ville I, i alt det andet arbejde I sidder i, finde tid til forberedelse?

Det havde I gjort. Tusind tak for det. Vi oplevede på lederdagene både engagement og at det havde været drøftet hjemme i menighederne. Ledelsen fik fra lederdagene et kæmpe materiale, som skulle bearbejdes til de kommende fælles værdier. Igen fik vi selvfølgelig også vores uenigheder stillet til skue, men vi kunne alligevel konkludere, at der er enighed vedrørende de centrale dele af vores kirke.

Igen vil jeg fremhæve de vedtagne 8 teser som vi vedtog for nogle år siden og som beskriver vores kerneværdier som kirkesamfund.

På synoden oplevede vi det samme. Her havde vi andre udfordringer. Vi holdt synoden et dejligt sted – tak til Sæsing for jeres kæmpe arbejde – men det fordrede, at I som deltagere skulle finde logi et andet sted. Vi, som har deltaget i Himmelske dage ved, at her skal vi selv finde et sted at bo. Det er fremmed for BaptistKirkens synodedeltagere, da vi enten mødes enkelte dage eller kan bo og campere, vhis vi mødes flere dage. Ledelsen vil gerne takke for, at I fandt ud af det. Der var repræsentation fra et bredt spektrum af BaptistKirkens menigheder.

Dirigenterne på arbejde (Foto: Henrik Andersen)

Selve synoden blev også et godt samtaleforum. Den lange forberedelsestid gjorde, at vi alle var velforberedte. Ledelsen oplevede, at vi via samtaleformen, som vi kalder ”lytte-grupper” – det hedder ”conversation in the spirit” – eller på dansk: ”samtaler under Helligåndens vejledning” har givet os mulighed for samtaler om svære spørgsmål. Det er en gave at kunne det, så det skal vi fortsætte med.

Synoden tilkendegav en stor tilslutning til værdierne. Det er derfor, vi i dag tør bede om, at de bliver vores nye fælleserklæring. Det vil Christian Bylund sige mere om senere på Landskonferencen.

Vi fik et enkelt punkt, som vi ikke blev enige om – det berømte pkt. 4c. ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet”. Ledelsen valgte at trække dette punkt helt, og derfor er der et tomt pkt. 4c i den foreslåede fælleserklæring.

Da der i vores vedtægter står, at fælleserklæringen skal revideres mindst hvert 5 år, er der ingen problemer i at revidere den næste år med tilføjelse af pkt. 4 c

Det vil I høre mere om, når ledelsen senere fremlægger sin procesplan.

Vibekes formandstale (Foto: Henrik Andersen)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige lidt om vores etniske eller migrantmenigheder – hvad vi nu kalder dem. Vi har en del menigheder, som har rod og sprog fra andre steder end etnisk dansk. De fleste kommer fra Myanmar. Vi holdt også møde med disse menigheders ledelser om Genstart-processen. De kom alle, og det var igen en gave. Ledelsen har gennem flere år brugt en del arbejde på at knytte disse menigheder tæt til kirkesamfundet. Vi må erkende, at det ikke altid er ligetil at bygge bro over både sproglige og kulturelle forskelle. Vi har haft Chin Chin ansat og vi vil gerne takke dig for din indsats. Vi hylder dig senere – jeg vil kun her meget personligt sige tak fra hele vores kirkesamfund.

Vi skal også huske, at vi har skiftet generalsekretær i perioden. Torben Andersen hyldede vi på Sommerstævnet i 2024 og Bodil Højbak Møller blev modtaget i oktober 2024. Bodil er ansat på fuld tid og jeg kan da roligt sige, at det er også hendes arbejdsindsats. Heltidsstillingen var med de ekstra timer rettet meget mod præsterne, og det tror jeg, en del af jer har fundet ud af. Jeg takker her på hele kirkesamfundets vegne for dit store arbejde.

I et menneskeliv og et kirkeliv kan året beskrives som givende og endog fantastisk, men der er altid knaster. Den største knast, BaptistKirken har haft i det forløbne år, har været Sommerstævnet.

Ved Sommerstævnet 2024 havde Købnerkirken regnbueflag med som markering af deres arbejde med lgbt+ personer i deres menighed. Det stødte en del af vores menigheder. Ledelsen har forståelse for begge holdninger. Vi sætter stor pris på Købnerkirkens arbejde, men vi ved også, at regnbueflaget støder nogen. Regnbueflagene blev brændt af, og der blev udøvet hærværk på Købnerkirkens menighedstelt. BaptistKirkens ledelse tog allerede under sommerstævnet afstand fra dette. Heldigvis viste det sig at være unge drenge, men det minder os voksne om ikke uforvarende at animere til ekstreme handlinger.

Efterfølgende har vi i ledelsen erkendt, at der skete en del fejl, da vi skulle håndtere den udfordring. Var det formændene, generalsekretærerne, ledelserne, stævneudvalget eller stævnekoordinatoren, der skulle håndtere det? Det var ikke defineret, og det faldt lidt i et ”hul”, hvor håndteringen nogle steder blev skidt. Jeg havde i hvert fald selv en stor fornemmelse af eget svigt, som mest kom af rent faktisk at være i tvivl om, hvor ansvaret hørte hjemme. Det vil vi aldrig stå i igen, og det betyder, at ledelsen i øjeblikket arbejder på en samtale- og samværspolitik, som også vil beskrive ansvaret i tvivlstilfælde. Igen – det gør ikke noget, at vi er uenige, men vi skal tale sammen uden at gribe til yderligheder. Sker der ting, som kræver handling, skal vi vide hvem, der har kompetencen og ansvaret.

Lovsang til Landskonferencens åbningsgudstjeneste (Foto: Henrik Andersen)

Nogen af jer tænker måske, at det blev enden på vores samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark (EFD) om Sommerstævne. Det er ikke korrekt – men ærligt, så var det måske den berømte dråbe. Baptistkirken og EFD havde forinden haft mange drøftelser om tilrettelæggelse og program. De to kirkesamfund var helt enige om, at det, som vi var fælles om om formiddagen skulle være samlende og ikke kontroversielt – hvad det så end betyder. BaptistKirken ville gerne, at der var events om eftermiddagen, som satte fokus på relevante emner af måske en mere samfundsrettet karakter eller spændende nye teologiske retninger og tolkninger. Vi blev aldrig helt enige om det.

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) havde også udfordringer, da de ugen forinden holder deres teenagelejr Skyway. Der havde derfor gennem et par år været store udfordringer i at stille frivillige til ungdomssporene til Sommerstævnet. I det hele taget havde vi kæmpe udfordringer i forhold til frivillighed på alle hylder samtidig med, at vi kunne se, at deltagerantallet fra BaptistKirken faldt støt og havde gjort det gennem nogle år. Hvorfor kom folk ikke? Det ved vi ikke. Vi kan lave undersøgelser blandt mennesker, som har deltaget, men ikke spørge mennesker, som ikke deltager – selv om det ville være ganske interessant.

BaptistKirken ønskede ikke sommerstævnet stoppet, da det skete. Vi trak os ikke ud af samarbejdet – andre lukkede det. Vi havde ønsket, at de fire organisationer var fortsat og måske sammen havde fundet nye veje – men sådan skulle det ikke være. Vi er i ledelsen meget bevidst om, at der i vores kirkesamfund er mange, som er utrolig kede af, at der ikke længere er Sommerstævne – møde med gode venner, hygge, samtaler og fællesskab. Vi skal selvfølgelig også mødes i vores kirkesamfund nationalt i fremtiden.

Formans og generalsekretær arbejder koncentreret (Foto: Henrik Andersen)

Der er en gammel talemåde, som siger, at når en dør lukker sig, åbnes der andre. Vi vil gerne prøve i de kommende år at åbne nogle nye døre. Vi skal have en læredag sidst i januar om inklusion, som vi har lovet synoden. Vi får besøg af Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken som indledere og håber også, at der kommer gode indlæg fra vores eget kirkesamfund. Det vil I høre mere om senere. Ledelsen tror, at læredage bliver en fast aktivitet i årene fremover, hvor vi taler med hinanden om vitale dele af vores tro.

Vi vil også gerne lave andre mødesteder for os nationalt. Vi har i støbeskeen et forårsmøde med fokus på mission. Det er ikke helt færdigt – eller det var det ikke, da jeg skrev dette, men vi tror det bliver godt. Det vil der også blive sagt mere om senere på Landskonferencen.

Ledelsen vil gerne de kommende år lave andre arrangementer end Sommerstævne. Vi afviser ikke, at det kan komme på tale igen – men når vi gennem flere år har oplevet en faldende deltagelse, så er tiden måske til noget andet. Vi kan ikke gå disse nye veje uden jer. Vi beder jer derfor give gode ideer til, hvad vi kan arrangere og gerne konstruktiv respons på, hvad vi finder på. Som jeg har sagt: Det er vældig svært at tolke i, hvad I ikke deltager i, men meget bedre at høre fra jer med både stort og småt om det vi laver eller det I synes, vi skal lave.

Se jeg gør alting nyt – siger Gud i Johannes Åbenbaring. Vi vil også gerne her i vores tid gå nye veje, men vi gør det ikke uden jer. Menighederne er kirkens grundvold. I er vores faste fundament og ledelsen er jeres tjenere – det kan vi kun være med jeres hjælp. Vi har fået den til fulde i det forløbne år. Vi håber det fortsætter.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen:

Ved en fejl er Emil Bredahl Lavsens navn skrevet forkert i portrættet, der er trykt i baptist.dk nr. 3, 2025. Lydfilen indeholder ligeledes det forkerte navn. Redaktionen beklager meget!

Emil Bredahl Lavsen er 40 år, har boet og stiftet familie i Korea, hvor han tog en bachelor og master i teologi, og han er nu trods anden kirkebaggrund blevet præst i Kristuskirken på Nørrebro i København.

Alvorlige sygdomsforløb

Efterskole, uddannelse til social- og sundhedshjælper og rejsen til Korea kom til at forme ham. Sygdommene fyldte meget, men Preben Kochs bog: ”Skæld ud på Gud” gav ham nye indsigter, og Emil forstod, at det var ok at være ked af det og være vred på Gud: ”Egentlig troede jeg, at kristendommen var en performance, at man skulle være en bestemt person. Men da jeg opdagede, at det ikke var sådan, oplevede jeg en enorm frihed. Glæden kom til at fylde, og det er ikke længere traumatisk at tænke tilbage.”

Korea – Danmark

Emil Lavsen kommer fra en ikkekirkelig diskussionslysten glad familie. Det har givet ham en fantastisk ballast, og den bekymring, forældrene bar, da Emil var så engageret i pinsekirken i Korea, er nu forsvundet: ”Alle forældre ønsker jo bare, at deres børn har det godt, og de kan se, at min familie og jeg er glade, at kirken er sund, og det er et godt sted at være.”

Fra en begyndelse i en metodistkirke i Korea, kom Emil til en kæmpestor pinsekirke, hvor han sammen med sine venner følte sig hjemme: ”Der skete altid noget – jeg elskede det, og det blev min familie.”  Emil var med til at udvikle menigheden, ”og det begejstrer jo”, og sprogstudierne blev konverteret til teologistudier. Undervejs blev han flydende på koreansk, og Emil arbejdede under studiet som gadepræst og som konsulent for danske firmaer, der ville etablere sig i Korea.

Emil fandt Yu-min Seo og blev gift med hende, da han afsluttede sin master. Efter studiet blev han en del af det pastorale team og var med til at etablere den udenlandske afdeling. Men det fik desværre en ende, da coronaen kom: ”Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede. Alt lukkede ned, og en lukket kirke betød intet arbejde, ingen indtægt og ingen muligheder. Vi besluttede at flytte til Danmark for at komme væk fra det kaos, der herskede.”

Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede.

I Korsør forsørgede Emil familien som lærervikar, som SOSU-hjælper og med en kvarttids ansættelse i Korsør Pinsekirke. Emil og Yu-min Suo, som er violinist, er gift på 13. år og har Lina på syv år, som er født i Korea, og Loa på fire år, der er født på Slagelse Sygehus.

Kristuskirken i København

Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces.

”Jeg elsker mennesker og dialogen”, er Emils hurtige svar på spørgsmålet om hans stærke sider. Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces. Vandringen involverer også menigheden, idet alt handler om, hvordan han og menigheden kommer fremad i forhold til drømmene og ambitionerne: ”Man må lytte, lære, indgå i relationerne og være ydmyg i forhold til, hvad Gud ønsker.”

Inden Emils ansættelse havde ledelsen været i en konstruktiv proces, og nu søger de sammen med Emil at finde Guds planer for menigheden. Der er en baptistisk historie, som ledelsen har stor respekt for og ønsker at tage ved lære af, og der er mange, der løfter forskellige opgaver: ”Ja, og så har Gud placeret denne kirke på dette fantastiske sted, fordi Han har en plan.”

Maduddeling, bibelundervisning, ungdoms- og seniorarbejde, børnekirke, og gospelkor med ca. 250 unge en gang om måneden er nye elementer, ligesom antallet af gudstjenester er øget til fire med to eftermiddagsgudstjenester.

Udfordring og styrke

Emil Lavsen har med sin uddannelse på et reformert universitet en traditionel tilgang til evangeliet: ”Det stimulerer mig og giver mig ro.” Emil arbejder på at blive mere organiseret, og han har mennesker omkring sig, der kan hjælpe og tale ind i hans liv: ”Det er godt for sådan en som mig, der har så meget energi og lyst til at deltage i alt, og det giver plads til, at jeg kan være mig selv og være hyrde.”

Menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle.

Emil bestræber sig på tilgængelighed og ægthed: ”Folk må gerne møde den trætte præst. Der er et behov for at møde det hele menneske, og jeg er meget taknemmelig for alle dem, der er med til at løfte de mange opgaver.” Emil har lige været på prædikantkursus, og oplever, at ”menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle. Vi ønsker at se fremad, og kun Gud kender vejen.”

Mange drømme

Emil har tidligere udtrykt sig om at turde tage ubehagelige beslutninger, og beskriver, at det handler om at turde stå ved, hvad Gud har lagt på ens hjerte: ”Her er en ledelse, der har respekt for hinanden, og en menighed, der slutter op om menighedsrådet. Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder. I Kristuskirken formår man, som i politik, hvor Emil også er involveret, at kunne debattere trods forskelligheder, og man respekterer og accepterer de beslutninger, der i fællesskab bliver taget.”

Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder.

Der er mange drømme for Kristuskirken, og Emil Lavsen ønsker at virkeliggøre sit kald til at gøre Kristuskirken til et sted, hvor mange mennesker ønsker at være. ”Historien æres, der er præstenetværk, sparringspartnere, aktive menighedsmedlemmer, og ”mange, der har investeret i os og beder for os”.” Og han tror, det bliver godt, trods de op- og nedture livet nu engang giver.

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt

Find flere

Men det ord, der fik mest opmærksomhed, særligt i medierne, var “Inshallah” – som på dansk betyder “om Gud vil”.

For nogle er optagelsen af et arabisk ord i sig selv en trussel, og det bliver ikke bedre af, at det er en påkaldelse af Allah. Personligt får det mest af alt mig til at tænke over mit eget sprogbrug, ikke bare som dansker, men også som kristen.

Jeg har faktisk altid beundret muslimernes vedholdenhed i, at det, vi beder om, kun sker, når Gud vil. Der er en ærefrygt og gudsfrygt forbundet med det. Noget jeg tror, vi som kristne kan lære af.

Så i stedet for at græmmes over, at en muslimsk gudspåkaldelse har fundet vej til vores ordbog, vil jeg i stedet lade mig inspirere og bede: Om Gud vil.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen her:

”For to år siden sad vi i BaptistKirkens ledelse og konstaterede, at der var ting i vores fællesskab, der ikke var hensigtsmæssige. Vi ”begravede” flere menigheder, end vi plantede nye. Vi oplevede, at demokratiet ikke handlede om samtale, men var blevet degraderet til at handle om at tage stemmehæfterne frem. Vi talte ikke sammen, der var intet på spil – og ingen gejst,” sagde Christian Bylund, da han indledte fremlæggelsen af ledelsens planer for Genstart2025-processen.

Christian fortsatte: ”Hvordan kan vi være kirkesamfund, når så mange ting brænder?” Christian forklarede, at ledelsen oplevede, at de sad seks ledelsesmedlemmer omkring bordet på hver sin brændende stol – med endnu flere brande omkring sig, end de kunne slukke.

Ingen færdige løsninger fra toppen

Fra begyndelsen af Revitaliseringsprojektet, der senere blev til Genstart2025, var BaptistKirkens ledelse klar over, at den ikke ville forsøge at komme med færdige løsninger. Derimod ville man forsøge at skabe en proces, hvor alle interesserede kommer til at arbejde med spørgsmålet: ”Hvad vil det sige at være baptist og baptistkirke?”

Proces, principper og kronjuveler

Processen frem mod det tidspunkt, hvor menighederne skulle deltage aktivt, var planlagt til at tage fire ledelsesmøder. Det blev hurtigt til fem og senere seks møder. Et af de vigtigste resultater af ledelsens arbejde er tre principper for det videre arbejde.

Principperne er

• At vi har lyttepligt! Fordi Gud leder os, når vi lytter til hinanden og især lytter til dem, der mener noget andet end os.
• At vi er stærkere sammen! Som enkeltpersoner har vi brug for menighedsfællesskabet, og som menigheder har vi brug for hinanden: Lytte til hinanden og bruge hinanden.
• At vi har taleret i hinandens menighedsliv

De tre punkter taler ind i nyfortolkning af to ”baptistiske kronjuveler”:

• Den demokratiske opfattelse, der skal udvides med samtaledemokrati frem for afstemningsdemokrati og
• Udfordringen af den enkelte menigheds suverænitet, ved at lade andre – menigheder eller udenforstående enkeltpersoner fx mentorer – få taleret i menighedens liv.

”Plejer” er ikke længere nok

Det er nødvendigt at udfordre det, vi plejer at gøre. Plejer rækker åbenlyst ikke til at være baptistkirke i fremgang længere. De tre principper kendetegner den kultur, som ledelsen ønsker at fremme i BaptistKirken.

Vejen mod den fælles kultur med lyttepligt, sammenhold og taleret i hinandens liv går via fælles værdier. Derfor er det ledelsens plan, at den proces, der sættes i gang med udsendelse af materiale til menighederne i august 2024, skal bringe os nærmere en række fælles værdier.

Synoden beslutter værdierne

På synoden i pinsen 2025 er det planen, at vi endeligt beslutter, hvilke værdier, der skal kendetegne BaptistKirken i fremtiden.

”Baptister har ikke tradition for at skrive tykke lærebøger eller samle sig om trosbekendelser. Vi samler os om at gøre noget, om at handle, om den mission, vi har i verden. Derfor skal vi også samle os om processen med at skabe fælles værdier,” lød det fra Lasse, inden han gav ordet videre til Christian, der gennemgik det praktiske forløb.

Læs mere om Genstart2025

Find alle artikler om Genstart2025 på baptist.dk i denne artikel: Artikler og information om Genstart2025.Her finder du også komplet oversigt over processen med datoer

Samtalen begynder i det små

”Det er vigtigt, at arbejdet begynder med samtale ude i menighederne. Derfor kan det materiale, vi sender ud til august også bruges i cellegrupper, smågrupper eller bibelgrupper. Det er vigtigt, at det er ude i menighederne I begynder at gå på den vej, i den retning, der fører os frem til fælles værdier,” fortsatte Christian.

Præsterne er kulturbærere

”Men vi har også brug for kulturbærere: Nogle der tager de tre principper på sig og siger. ”Det er det her, der skal kendetegne vores proces. Derfor har vi inviteret præsterne på en tre-dages ”arbejdslejr”, hvor alle præsterne bliver uddannet i en lytteproces. Præsterne skal kunne lede og undervise andre i lytteprocessen.”

Senere bliver alle menighedsledere inviteret til en tilsvarende undervisningsdag i Tølløse eller Rebild:
”Det er dem der arbejder aktivt med ledelse i menighedsråd og andre sammenhænge, vi skal have fat i: De mennesker, der fremadrettet skal tegne de menigheder og det kirkesamfund, vi ønsker,” forklarede Christian.

På baggrund af processen, der begynder i de mindste grupper og fortsætter i menighederne, kan vi i fællesskab på synoden i juni 2025 finde de værdier, der giver den retning, vi skal gå som BaptistKirke og menigheder i fremtiden.

Udfordrende proces

Christian påpegede, at processen vil være en udfordring, fordi anvendelse af de tre principper gør op med en kultur, som er indarbejdet i os over mange år:
”Men vi er i gang med at bryde en kultur ned, som åbenlyst har været usund for os. Vi har præsenteret nogle nye og bedre principper, som vi skal arbejde hen i mod: Det kræver både tid og tilvænning. På synoden skal vi have værdierne på plads. Vi får ikke en færdig plan for alting på synoden, men måske en plan, der angiver nogle vigtige handlinger, der kan bringe os videre i den rigtige retning.”

Inden debatten præciserede Lasse, at synode ikke er ”for enkelte kloge mennesker, der sidder og samtaler.” Det er meningen, at synoden i Sæsing skal være en kirkefest med oplæg, samtale og fejring sammen – i fællesskab.

Spændende debat

I den efterfølgende debat var talelysten stor. Op mod tyve af landskonferencens deltagere tog ordet i en debat, der var præget af ros til ledelsen for at have taget initiativ. Men også et traditionelt baptistisk ”bare det nu fører til noget”-forbehold i flere af indlæggene.

Det blev påpeget, at værdier er umistelige: De værdier, vi når frem til på synoden, skal være så væsentlige for os, at vi ikke kan leve uden som menigheder og kirkesamfund.

Udsagnet var i tråd med at par indlæg, der fremhævede, at vi skal gå ind i processen med øjnene åbne for, at vi ikke når til enighed om værdierne. Og at netop værdiernes umistelighed for nogle kan føre til brud mellem os. En situation, som flere fremhævede som en mulighed, der vil kalde på forståelse for hinandens synspunkter.

Fokus var også på, at taleret ind i hinandens menighedsliv ikke må forveksles med beslutningsret. Det kan være ”surt” at forsøge at vejlede andre, der så vælger ikke at ville vejledes alligevel!

Flere pegede på, at fælles bibellæsning og fortolkning i større eller mindre fora er en nødvendighed i processen. Vi kan ikke lade beslutningerne hvile på enkeltpersoners udlægning, vi må tilbage til den baptistiske tradition med at læse bibelen og udlægge teksten i fællesskab.

Der blev også opfordret til at inddrage både børn og unge. Spørge dem, hvordan de opfatter menighedsfællesskabet og hvad, der skal til, for at de forbliver en del af fællesskabet. Her kunne Lasse oplyse, at projektet allerede har etableret ”lytteposter” med unge mennesker, der skal give deres mening til kende.

Arbejdsmodellen

Som afslutning på debatten gennemgik Lasse kort modellen, der danner grundlag for de kommende samtaler, uanset om det foregår i cellegruppen eller på synoden. I al sin enkelhed kommer den enkelte deltager til at lytte cirka tre gange så lang tid, som deltageren taler under arbejdet. Givetvis en udfordrende tanke for en del af de tilstedeværende på LK1!

BaptistKirkens formand Vibeke Dalsgaard afsluttede debatten med løfte om, at alle forslag, forbehold og forvirringer var noteret til brug i den kommende proces.

Læs mere om Genstart2025

På baptist.dk vedligeholder vi en oversigt over alle artikler, der indeholder information om Genstart2025: Artikler og information om Genstart2025. Her finder du også en oversigt over processen – med datoer.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Sidste år på vores Landskonference varslede den nyvalgte ledelse, at vi ville indlede en undersøgelsesproces vedrørende fremtiden for vores kirkesamfund. Ledelsen var tyvstartet lidt og havde identificeret fire bekymrings-punkter, som vi ville tage udgangspunkt i:

1. Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission
2. Udrustning af præster og lægfolk
3. Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen
4. Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur

Vi vidste også, at vi sammen med disse punkter ville komme til at bruge tid på nogle mere overordnede drøftelser om kirkesamfundets kultur og sammenhængskraft. Vi oplever, at vi ikke kun har nogle praktiske og strukturelle udfordringer, men også driver fra hinanden som fællesskab.

I starten af arbejdet talte ledelsen meget proces. Hvordan kan vi inddrage hele kirkesamfundet? At drøfte proces kan godt for nogen af jer virke lidt langhåret – lad os da komme til substansen og løsningerne – men i en mere grundlæggende ændringsproces er det en meget vigtig drøftelse. Særligt i vores situation, hvor vi er spredt ud over hele landet i mange grupperinger, er det en stor udfordring, at alle føler sig både hørt og inddraget.

Dirigenterne Preben Andersen og Ole Broholm Andersen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ledelsen ville gerne undgå møder, hvor vi skriver alle dårligdommene på en tavle og alle løsningerne på en anden – og så går ledelsen hjem og koger noget sammen på det. Sådan en proces kan være velfungerende ved mindre og mere veldefinerede udfordringer end vores – det dur bare ikke her, fordi alt for meget aldrig vil komme til drøftelse på denne måde. Ledelsen vil gerne grave dybere og prøve at få skitseret nogle forskellige veje at betræde for os alle, for at være kirke i vores tid. Til gengæld skal vi heller ikke rulle en samlet plan ud for jer ligesom Egon Olsen – I ved timet og tilrettelagt. De har, som vi alle ved, sjældent virket, og der er ret mange ændringsprocesser, som er døde af, at ledelser af både organisationer og foreninger har troet, at de havde fundet de vises sten.

Så vi har som ledelse under Helligåndens vejledning ønsket at lægge os lidt midt imellem. Vi vil gerne anvise muligheder, værdier, retning og løsninger, men vi har ikke truffet nogle endelige beslutninger – de spor, vi skal følge ligger i samarbejdet med BaptistKirkens menigheder ved synoden i 25.

Det er ikke verdens nemmeste sted at befinde sig – så jeg håber, at I ikke oplever de manglende planer som frustrerende, men som en ledelse, som ønsker både inddragelse og medbestemmelse fra menighederne. Vi lægger rammerne og nogle guidelines, som kan styre drøftelserne. Beslutningerne, dem er vi fælles om.

Vi har i ledelsen gennem det forløbne år talt med rigtig mange mennesker både fra vores eget kirkesamfund og med nogen udenfor, og jeg vil, inden jeg går videre, gerne takke alle jer, som kom, da vi kaldte. Vi har oplevet en stor beredvillighed til at bidrage, og det er vi meget taknemmelige for.

Nu er det ikke, fordi vi kun har svævet over vandene, så nu vender jeg lige tilbage til de fire fokuspunkter, som jeg startede med:

Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission

Der er ingen tvivl om, at BaptistKirken har menigheder, som er nødlidende. Menigheder, som er små med stigende aldersgennemsnit og for få menneskelige ressourcer. Det er ikke lige et Quick-fix, at ordne det, men løsningen vil alligevel altid være samarbejde lokalt eller regionalt. Når vi taler om samarbejde, så ender det tit med en diskussion om fusion med en nabomenighed, og der er store følelser i sådan en beslutning. Det behøver ikke være en fusion – et lokalt samarbejde kan være struktureret på – ja 100 forskellige måder med både et fastere eller løsere samarbejde, hvor definerede opgaver løses i fællesskab. Ledelsen vil ikke her fra denne proces give hverken én eller flere faste modeller. Vi vil i stedet tilbyde at være med i processen om at skabe et lokalt samarbejde. Og vi vil altså gerne inddrages, mens det stadig er muligt. Det er lidt trist først at blive inddraget, når menigheden kun har lukning som mulighed. Kald derfor gerne på os før.

Vi vil til gengæld gerne introducere et nyt tiltag. Ledelsen vil håbe, at alle menigheder over en kort årrække laver aftale med en mentor eller vejleder. Vi ved, at nogle menigheder allerede har en mentor med stor succes. Mentoren kan udefra se ind i menigheden og give råd om arbejdet, som vi måske ikke kan se lokalt. Mentoren kan også sætte et spot på både udviklingspotentiale og usunde kulturer i menigheden. Ledelsen er gået foran og har fra august Jacob Viftrup fra Apostolsk Kirke og Charlotte Thaarup fra Metodistkirken med som vejledere i den fortløbende proces.

Formand Vibeke Dalsgaard taler (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Udrustning af præster og lægfolk

BaptistKirkens ledelse ønsker at knytte vores præster tættere til kirkesamfundet og være mere aktive i deres tjeneste og udrustning. Vi er en lægmandsbevægelse, men de præster, vi ansætter, bliver ofte kulturbærere i menigheden. Der er også andre kulturbærere i et kirkesamfund som vores, men præsterne er det også. Vi modtager i disse år præster, som er rundet af mange forskellige traditioner. De skal modtages med stor glæde, men det kræver et større arbejde fra både menigheder og kirkesamfund. Vi vil derfor gerne nationalt tilbyde en præstepakke til nyansatte præster. Ikke et færdigt koncept, for der er en verden til forskel på en præst med mange år i tjenesten i et andet kirkesamfund og en nyudsprungen teolog uden væsentlig præsteerfaring. Vi vil via generalsekretæren gerne møde nye præster med støtte og opbakning og sammen med dem og menigheden lægge en uddannelsesplan for de første år. Vi vil i øvrigt også gerne inddrages inden ansættelsen, hvis menighederne ønsker det.

Ledelsen finder også, at det er vigtigt at kunne anvise og rådgive om efteruddannelse af præster senere i deres ansættelse, da vi finder, at præstegerningen kræver en stadig udvikling og dygtiggørelse. Her vil vi også gerne være medspillere for både præst og menighedsråd.

Ledelsen har også talt ordination af vores præster. Ikke ordination i den traditionelle forstand, men en anerkendelse nationalt af, at de står i vores kirkesamfunds tjeneste. En national anerkendelse betyder, at BaptistKirken og præsterne gensidigt og indbyrdes har ansvar for hinanden.

Vi må med sorg konstatere, at SCMT – Studiecenter for menighedsbaseret teologi – som er et lærested for kommende præster, lukker. BaptistKirken var for seks år siden en af de Founding Fathers eller Mothers til det projekt, og vi har støttet det helhjertet siden, men flere af de andre baggrundskirker har nu trukket sig. Vi må derfor i vores eget kirkesamfund finde en måde at støtte studerende, som ønsker at blive præster.

Ledelsen har derfor ønsket, at vores nye generalsekretær i højere grad bliver præsternes præst. Det betyder ikke, at vedkommende ikke står til rådighed for menighederne, men fordi vi oplever, at et usammenhængende præstekollegium giver en splittet kirke. Vi har brug for en samlet kirke til mission i en splittet verden.

Vedrørende udrustning af lægfolk kan jeg kort sige, at her står vi med en kæmpe succes. BASIS, som Lasse Åbom har drevet, kan kun betegnes som en tordnende succes. Her bliver der efterspurgt mere, og vi vil fra kirkesamfundet kun støtte op om det – fuldtonet. Så vi overvejer nu overbygningskurser og undervisning af menighedsråd i deres arbejde – i BASIS-regi.

Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen

Der sker nogle gange noget, mens ledelsen drøfter udfordringerne. Vi startede med en udfordring om måske at lave et nationalt tiltag omkring K-klasser, men blev hurtigt klar over, at der faktisk foregår mange fine ting rundt omkring i vores kirkesamfund. Ledelsen er derfor overbevist om, at vi ikke skal gøre noget på dette felt men i stedet gøre det synligt, hvilke tilbud som eksisterer. Hvis menigheder har meget få unge teenagere, kan de herefter tilmeldes de eksisterende tilbud.

Derudover arbejder vi kontinuerligt på et godt samarbejde med BBU og spejderne. De unge er kirkens fremtid, så vi vil til stadighed arbejde på at støtte og hjælpe vores ungdomsorganisationer mest muligt.

Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur har vi henlagt til efter synoden. Alt for mange ændringsforsøg kuldsejler, fordi man foregriber mulige løsninger. Administration og struktur skal derfor afvente, hvad vi i fællesskab beslutter i 2025. Det koster lidt, men det giver til gengæld ro til at tale og handle uden pres.

Dog er der et organisatorisk punkt, som vi har givet lidt ekstra opmærksomhed – samarbejdet med vores chin-menigheder. Fokus på dette arbejde startede mange år tilbage og vi forsøger en stadig udbygning. Chin Chin, som er ansat i en kvotestilling, yder en kæmpe hjælp, så også tak for det.

Igennem de nævnte tematiske drøftelser er vi ofte endt i en mere generel samtale om vores kirkesamfunds sammenhængskraft. BaptistKirkens menigheder er meget forskellige. Det kommer helt grundlæggende fra den arv, vi bærer med os om, at enhver kan og må tolke den hellige skrift – gerne sammen og under Helligåndens vejledning. Vi har ikke nogen, som har en særlig stilling her, selv om vi selvfølgelig må erkende, at et årelangt teologistudium gør, at vi andre ofte med stor glæde lytter og lærer, inden vi selv tager stilling til teologiske emner.

BaptistKirken har menigheder, som med stor glæde synger de gamle salmer og hvor orglet bruser hver søndag – og vi har menigheder, som finder dem totalt utidssvarende og har erstattet orglet med rytmiske instrumenter. BaptistKirken har menigheder, som praktiserer optagelse ved dåb og overført og åbent medlemskab. Vi har menigheder, som gennem moden beslutning vier homoseksuelle, og menigheder som gennem en lige så moden beslutning ikke gør.

Når jeg nævner det, så får jeg nogle gange spørgsmålet – kan alle være med i BaptistKirken? Har vi bare slået dørene op på vid gab for alt, der kan krybe og gå? Nej det har vi ikke! Jeg vil se med stor forståelse og glæde på mennesker og menigheder, som søger BaptistKirken, netop fordi vi har højt til loftet og vidt til væggene, men vi vedtog sidste år otte teser. Jeg har erfaret, at nogen synes, at den proces var spild af tid. Jeg er grundlæggende uenig! Lige der ligger det, som er kernepunkterne for vores trossamfund. Vi har derigennem en solid fundats, som vi står på i fællesskab. Hvis I tænker – hvad var det nu vi vedtog? – så gå hjem og læs dem. Bedre kan det ikke siges.

I denne fundats – denne klippegrund, som vi står på – står der også beskrevet:
Derfor lytter vi til hinanden og respekterer indbyrdes forskelle.

De europæiske baptister formulerede i 1993 et dokument – Hvad er Baptister? Som blev udgivet i et lille hæfte – Noget godt i ryggen – hvor samme tema beskrives sådan: Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vore egne rækker.

Landskonference 1 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvis vi skal være et levende, attraktivt og godt sted for mennesker at finde Jesus Kristus – og det er vores formål – så skal vi gøre det sammen. Og hvis vi skal gøre det sammen, så skal vi både tale og arbejde langt mere sammen, end vi gør i dag. Vi skal tale sammen i menighederne, mellem menigheder lokalt og regionalt. Præsterne i vores kirkesamfund skal også både samtale og samarbejde langt mere, end vi oplever i dag, fordi de er bærere af både menighedens og kirkens kultur. Vi vil fra kirkesamfundet både give rammer og facilitere samtalerne, men de står og falder med, at I alle ønsker at deltage i dem.

Vi må gerne tale om det, vi er uenige om. Det er usundt at feje tingene ind under gulvtæppet og vi er i ledelsen helt opmærksomme på, at fx vielse af homoseksuelle er et meget omstridt emne – igen. Ikke kun i vores kirkesamfund men i alle. Det skal vi bestemt tale om. Vi skal også huske at tale om det, vi er enige om, og sammen finde veje til at være kirke for mennesker i vores tid.

Det vil ikke være sådan, at BaptistKirken udstikker én vej at gå for den fremtidige kirke. Vi finder ikke pludselig på, at man fx skal vie homoseksuelle par, eller at man ikke må vie dem. Det ligger hos den enkelte præst og menighed og er en samvittighedssag. Vi opfordrer til, at der tales om det og mange andre ting i åbenhed og kærlighed – og derigennem finder en løsning, som derefter skal respekteres af resten af kirkesamfundet. Vi hjælper gerne til, hvis der er brug for det.

Der, hvor kæden hopper af, er de tilfælde, hvor præster og menigheder holder op med at respektere indbyrdes forskelle. Der, hvor samtalen stopper, fordi dem på den anden side af hækken gør tingene anderledes end os eller mener noget andet end os. Når og hvis det sker, så har vi glemt vores egentlige formål. Så har vi glemt, at en kirke og menighed ikke er en lukket klub for de rigtige meninger, men et missionalt fællesskab, som gennem samarbejde med hinanden skal række ud til verden.

Vi går nu ind i en lytte- og samtale proces. Strukturen for det bliver gennemgået senere. Jeg håber, der vil blive god tilslutning, for mit skrækscenarium er ikke, at vi bliver uenige. Uenighed, hvor vi taler med hinanden med respekt, er både befordrende for udvikling og samarbejde. Jeg er langt mere bange for manglende engagement. Hvis enkeltpersoner og menigheder trækker sig ud af drøftelserne fordi ”det bliver nok alligevel noget, som jeg ikke kan lide”, eller ”de har nok bestemt det hele på forhånd”, så smuldrer processen, og så fortsætter BaptistKirken i den nedadgående rille, som vi har set gennem de sidste år. Så mit håb er, at vi tror på hinandens intentioner og ledelsens intentioner er, at det her laver vi i fællesskab.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen her:

For godt 4 måneder siden fik vi at vide, at YEGO’s projekt ”Abana B’imana” var blevet godkendt af Dansk Ungdoms Fællesråd, og at vi i marts skulle starte vores 4 måneder lange eventyr i Rwanda. Det var slet ikke til at forstå, at vi skulle bo i Afrika i 4 måneder, men nu er vi allerede over en måned inde i rejsen. Og vi er så småt begyndt at føle os hjemme i Rwandas dejlige solbestrålede land.

Ungdomslederne (fra venstre): Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen (Foto: YEGO / Privat)

Projektet for de forældreløse

Projektet ”Abana B’imana” er oprettet af YEGO, som er et samarbejde mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). YEGO har siden 2012 samarbejdet med ungdomsforeningen for Baptistkirken i Rwanda (YNC), og projektet ”Abana B’imana” er det 6. projekt, der har kørt i Rwanda siden da.

”Barn af Gud”

Abana B’imana, som betyder ”barn af Gud”, handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløses livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det kommer til at foregå med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan komme i, i deres lokale byer. I Rwanda er dét at have en familie en stor del af ens sociale og økonomiske støtte. Derfor er forældreløse børn en meget sårbar gruppe, der generelt er i risiko, både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt. Ved at uddanne frivillige til at engagere sig i denne sårbare gruppe, forbedrer vi Baptistkirken i Rwandas frivillige base, og giver de forældreløse børn adgang til kirken og lokalsamfundet.

Ungdomslederne sammen med samarbejdspartnere i Rwanda (Foto: YEGO / Privat)

Rejsen til Rwanda

Natten mellem debn 8. og 9. marts 2024 stod vi i Kastrup lufthavn, med taskerne pakket og passet i hånden. Det var endelig blevet tid til at tage hul på et eventyr og, hvad vi allerede var sikre på, et meningsfyldt frivilligt arbejde. 15 timer senere stod vi på rwandisk grund, og en drøm for os alle var blevet til virkelighed.

Sabbatår med mening

I Danmark har vi alle sabbatår, så da vi hver især blev spurgt, om vi ville 4 måneder til Rwanda, kunne vi ikke andet end at takke ja. Det er for os alle en mulighed for at komme på en længere rejse, samtidig med at gøre noget meningsfyldt for andre. I dette tilfælde forældreløse børn, som i den rwandiske kultur ikke har de bedste forhold og fremtidsmuligheder. Vi får muligheden for at udfordre os selv i mange nye kontekster. Vi får lov til at opleve og lære en ny kultur at kende, som på så mange områder er anderledes fra dansk kultur. Samt se et kirkeligt projekt, som rækker langt ud af kirken og omfavner en svag gruppe i lokalområderne.

Fællesskab (Foto: YEGO / Privat)

Alle tre så muligheder

Julie så muligheden for at engagere sig i en anderledes kulturel og social kontekst, samt udfordre sig selv ved at træde ud af sin komfortzone. Hun håber, at vi gennem projektet kan bringe de forældreløse tilbage til kirken og Gud, og give dem et håb for en bedre fremtid.

Mie så denne mulighed som Guds plan for hendes første sabbatår, og ønsker mest af alt at give disse børn en ny mulighed i livet. Hun ønsker at komme tættere på nye relationer og tættere på Gud.

Og Karoline så en mulighed for at gøre drømme og forhåbninger, som er kommet af fortællinger om Afrika og Rwanda siden barndommen, til virkelighed.

Kimironko market

Nu bevæger vi os rundt som tre unge ”muzungu´er” (def: Hvid person) i et land, som vi allerede føler os mere tilpas og vante i. Første gang vi var på Kimoronko market (def: lokalt ”altmuligt marked”), følte vi os meget ”berømte”, og vi var i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken hudfarve vi havde. Det gjaldt bare om at holde på hat og briller, klemme ballerne sammen og gå målrettet efter det, vi skulle købe uden at blive distraheret af de mange andre sælgere, som fulgte os lige i hælene. Det var både en sjov, men også meget udmattende og lidt ubehagelig oplevelse. Efter at vi nu har været på Kimironko market flere gange, har vi fået lidt mere blod på tanden, og synes faktisk, at det er ret sjovt. Godt nok er vi stadig hvide, hvilket vil sige, at vi virkelig får kamp til stregen, når det gælder om at forhandle priser. ”Muzungu-priser” er en reel ting hernede: Vi kan aldrig få pruttet priserne helt ned til lokale priser, men det er også helt okay.

Workshop med undervisning (Foto: YEGO / Privat)

Workshops

Indtil videre er der blevet afholdt to workshops med de forældreløse børn, mens vi har været hernede. Den første var et start-møde for ”Groups of Hope” hvor alle 50 børn og 10 frivillige kom til Kigali og mødte hinanden. Der var oplæg om de psykiske problemer, man kan have i forbindelse med at være forældreløs, og hvordan man kan komme igennem problemerne. Derudover var fokus også på, at de er lige så elskede og beskyttede af Gud som alle andre.

Oplæg med fokus på krop og sundhed

Der er altid plads til leg! (Foto: YEGO / Privat)

Den anden workshop, vi har afholdt, var den første workshop, som vi seks ungdomsledere selv skulle stå for. Vi skal i alt holde fem workshops, én for hver region, hvor der er ti børn og to frivillige. Workshoppen handlede først og fremmest om at lære børnene og de to frivillige endnu bedre at kende. Dernæst havde vi forberedt et oplæg om kropssundhed. Emner såsom generel hygiejne, menstruation-cyklus og pubertet var nogle af vores fokuspunkter. Det blev der både snakket om og stillet spørgsmål til. Workshoppen gik over alle forventninger, og vi fik et meget større indblik i, hvilke spørgsmål og undren børnene går med vedrørende kroppen. Denne workshop er til for at oplyse og give en forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og hvad der er normalt, og hvad der eventuelt kan være skadeligt for kroppen.

”Vi glæder os!”

Vi glæder os meget til de næste tre måneder her i Rwanda. Vi har stadig en masse sjove workshops og aktiviteter at se frem til, og vi håber, at de bliver lige så succesfulde som de første. Forhåbentligt kan vi om tre måneder se en positiv forandring i de 50 skønne børns hverdag og liv. Og det er bare helt vildt at tænke på, at vi kommer til at bidrage til at give dem et håb for en bedre fremtid.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt

Find flere

Arbejdet mod 2025 og den store plan for BaptistKirken er i gang. Jeg fornemmer dog, at der nogle steder ikke virker til at være den samme villighed til at lægge så mange kræfter i det. At man nogle steder stadig har en historik, som bremser ens engagement i denne proces. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er ærgerligt.

Ikke bare for den enkelte, men faktisk for vores fællesskabs skyld. Vi må lægge fortidens skænderier, udfordringer og uenigheder til side, hvis vi skal lykkes med denne proces. For vi skylder hinanden, vores kirkesamfund og menigheder, at vi en gang for alle kan sætte os ned og sætte en retning i fællesskab.

Denne retning vil måske betyde, at der er nogle, der beslutter at gå en anden vej, og måske kommer der nye til – om ikke andet så må det være resultatet for, at vi som baptister og kirkesamfund forsat må have en betydning for den enkelte og for vores samfund.

Så spørgsmålet er, hvad er den gode historie for BaptistKirken? Hvad vil vi? Hvorfor er vi stadig relevante?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Ledelsen var samlet igen den 19.-20. marts om Genstarts-processen i vores kirkesamfund. Denne gang med fokus på støtte og udvikling af menigheders virke og mission. Menigheder skal leve, ikke bare overleve.

Vi vidste, at Apostolsk Kirke i Danmark for nogle år siden gennemgik en proces, som har ret meget lighed med BaptistKirkens genstartsproces, og vi var overbeviste om, at vi kunne lære fra den. Jacob Viftrup, leder af Apostolsk Kirke i Danmark, delte ærligt om udfordringer i Apostolsk Kirke for år tilbage, som ligner vores til forveksling – fragmenterede kirker, strukturel træghed, generationelle kløfter, tab af næste generation og mangel på præsteudvikling.  En forandringsproces blev sat i gang og Jacob præsenterede, hvad der over nogle år havde været i værk sat i deres kirke for at skabe ny udvikling – tydelig vision/formål, input udefra, trivsel og tjenestefællesskab for præster og at nogle menigheder, som er stagnerende i udvikling, skal koble sig på en lokal eller regional ressourcekirke i et samarbejde.

Der er en vej

Ledelsen fik mange erfaringer denne aften, men der var fire ting, som stod tilbage efter vores drøftelse med Jacob. Først og fremmest et håb – det kan lade sig gøre. Vi kan vende udviklingen for vores kirkesamfund, når vi arbejder sammen om det. Det næste var, at det er vigtigt, at der arbejdes med mentorordninger for ledelsen, for menigheder og for præster.

For den fremtidige udvikling er uvildige rådgivere på alle niveauer, det, som er med til at give næring til vækst. Vi erfarede også, at der er ikke én, to eller tre måder for lokalt samarbejde mellem menigheder. Der er mange måder, og samarbejdet skal etableres med stor individuel hensyntagen til de lokale forhold og menighedernes fælles ønsker. Vi blev også helt opmærksomme på, at BaptistKirkens præster skal bringes sammen i et tættere samarbejde både lokalt og nationalt. Der kan være store forskelle både teologisk og i udtryksmåde, men der skal skabes rammer for både samtale og samarbejde på trods af dette.

Vi tager læring og opmuntring med fra Apostolsk Kirkes proces, mens vi arbejder videre på en model, der passer til BaptistKirken.

Input fra menigheder

Onsdag fik ledelsen besøg af Jakob Vagner fra Roskilde, Henrik Søndergaard fra Odense og Lars Midtgaard fra Bethelkirken, Aalborg. Her blev igen – med fokus fra tre lokale menigheder – sat fokus på menighedstrivsel, menighedsvækst, menighedsplantning og samarbejde mellem menigheder.

Ledelsen fik gode, ærlige og spændende input fra de tre menigheder med deres syn på de udfordringer, som vores kirkesamfund og menigheder står i for tiden. Der blev talt om de aktiviteter, som lykkes, og dem, som ikke lykkes. Vi delte både glæder og bekymringer om fremtiden med hinanden og ledelsen fik mange ideer til både de store udfordringer og til mindre justeringer med til den fremtidige drøftelse.

Det var igen tydeligt, at trivsel i en menighed sker, når der er en fælles retning, når der er en klar ledelse og ansvarsfordeling og når der skabes plads for tjeneste fra et bredt udsnit af menigheden – både fra nytilkomne og mere erfarne troende og på tværs af generationerne.

De tre menigheder talte også for etablering af mentorordninger for både præster og menigheder, som de havde lidt forskellig erfaring med – dog oplevede alle det positivt. Henrik pointerede særligt, at der i menighedsplantninger altid skal tilknyttes en mentor med erfaring fra tidligere plantninger. Jakob fortalte, at deres mentor også var til rådighed for menigheden – altså en slags whistleblower-ordning, som kan forebygge usunde kulturer.

Kompliceret proces

Ledelsen oplevede også den store spændvidde vores kirkesamfund har. Det gør Genstart-processen kompliceret, fordi vi skal turde række hænderne frem fra mange kanter og med mange holdninger til vores tro og verden. Det er ikke enkelt, men det er heller ikke umuligt, idet vi tjener samme Herre.

Ledelsen ved, at vi stadig har et stort arbejde foran os. Arbejdet er både formulering af en ny retning for hele kirken frem mod synoden i Pinsen ’25, men også hele implementeringen bagefter.
Vi håber på både samarbejde med alle menigheder og forbøn for processen i den tid, som kommer.

Det kan lade sig gøre, hvis vi vil.

Andre artikler om samme emne

Genstart2025 – Har du prøvet en genstart?
Genstart2025 – med fokus på børn og unge
Genstart2025 – med blik på præsterne
Genstart2025 – Er der brug for en genstart?
Mangler vi kant? 
Blev kanten for blød?
Fremtidens præster
Opråb fra en sofavælger
BaptistKirken er nødt til at finde en ny vej

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til artiklen her:

Ved første øjekast virker Regstrup et kvarters kørsel sydvest for Holbæk ikke som noget særligt. Det er en typisk udkantsdansk mindre stationsby på godt 2000 indbyggere med Dagli’Brugs, hovedgade med nogle få butikker og et trinbræt med tilhørende billetautomat og læskur, som toget mellem Holbæk og Kalundborg stopper ud for én gang i timen.

Under den provinsielle overflade

En succesfuld vision om at integrere spejderarbejdet med lokalsamfundet.

Ved nærmere eftersyn afslører Regstrup noget ganske uventet, for nede ad hovedgaden knap en kilometer fra stationen ligger Grønne Hjerte som er Holbæk- og RegstrupSpejdernes spejderhytte. Hytte er faktisk en forkert betegnelse, for Grønne Hjerte er meget mere end bare en spejderhytte. Det er et projekt, eller rettere adskillige projekter, der bunder i en succesfuld vision om at integrere spejderarbejdet med lokalsamfundet.

Udgangspunktet var en spejderhytte

Idéen om Grønne Hjerte opstod i 2015. På det tidspunkt havde spejderkredsen lidt mere end 70 medlemmer, og den gamle spejderhytte fra 1973 lå gemt og klemt inde mellem Regstrup Å, parcelhuse og et plejehjem. Men så fik man pludselig mulighed for at købe et stykke grund ud mod hovedgaden, og 1200 m2 blev til 2000 m2.

Der blev bygget en stor bålhytte og faciliteter til klatring, og spejderkredsen blev meget mere synlig i bybilledet fysisk, men også i kraft af nye aktiviteter. Man begyndte med stor succes at arrangere bl.a. bålbio under åben himmel, Sankt Hans og Fastelavn i samarbejde med Dagli’Brugsen.

Spejderkredsen blev meget mere synlig i bybilledet fysisk, men også i kraft af nye aktiviteter.

Begivenhederne tog fart, og i 2018 blev der bygget et nyt, veldesignet anneks til spejdergrej: Koglen. Man købte endnu en nabogrund med værksted på den anden side af åen samt en shelterplads bagved plejehjemmet. I 2019 blev der her bygget to sheltere med 22 pladser, som skoleklasser kan benytte sig af.

Stigende aktivitetsniveau – flere spejdere

Spejderkredsens medlemstal voksede støt i takt med aktivitetsniveauet. Under corona rundede man 180 medlemmer – mere end en fordobling af medlemstallet på blot fem år! I dag kender alle i byen projekt Grønne Hjerte. Der er godt 140 medlemmer af spejderkredsen, som dermed er landets største, og den udgør ikke mindre end 16% af Danske Baptisters Spejderkorps målt på antal medlemmer.

Ikke mindre end 16% af Danske Baptisters Spejderkorps målt på antal medlemmer.

Der er spejdermøder i Regstrup hver mandag fra 17 til 21 med 16 ledere i fuldt sving med spejdermøder i patruljer, hele to roverklaner (spejdere på 24 år og opefter) samt forældrestøttet fællesspisning. Derudover er der familiespejder for 3-6 årige børn og deres forældre eller bedsteforældre hver anden søndag.

Udviklingsplaner

Det nyeste skud på Grønne Hjertes stamme er 1000 meter skoven: En 1700 m2 stor grund med masser af træer, en lille sø og en høj. En lille skov midt i byen. Læg dertil planerne om, at det værksted, man købte i 2018, skal omdannes til Drivkraften, et multifunktionshus malet i klassisk rød, svensk stil med vandturbiner i åen og solceller på taget.

Hertil kommer Kajakzonen ved havnen i Holbæk, hvor kredsens 17 kajakker og 3 kanoer kan benyttes af spejdere og andre, der trænger til en tur på fjorden. Endelig er der planer om etablering af Skovens Portal ved spejdernes gamle hytte ved Jerndals Mølle i Hvalsø. Projekter og visioner er der nok af hos Holbæk- og RegstrupSpejderne!

Idémager og bagmand

Men hvor kommer alle de idéer fra? Hvad med penge til aktiviteter og ikke mindst grunde og byggerier? Hvem har energien og tiden til at drive noget så omfattende?

Hvem har energien og tiden til at drive noget så omfattende?

Bagmanden og initiativtageren er Jimmy Singerholm på 39 år. Han har været baptistspejder i mere end 32 år og er én af kredsens tre kredsførere. I dag viser han rundt på spejdergrunden i Regstrup, hvor han har brugt ufatteligt mange timer. Hytten benyttes flittigt også af andre end spejderne. I dag er der ADHD-café i salen, et kommunalt tilbud til borgere med den diagnose og deres pårørende.

Jimmy er udover at være idémager også ansvarlig for kredsens eksterne relationer. Han bruger 18-22 timer om ugen på spejder ved siden af sit fuldtidsjob som tømrer. Han søger fonde, laver lobbyarbejde hos lokalrådet og kommunalpolitikere, netværker med naboer og venner af spejderne samt brugerne af kredsens mange faciliteter. Desuden skal der laves førerpleje og førertræning, arrangeres og afholdes spejdermøder, weekendture og kredssommerlejre, som fx sommerlejr på Færøerne i 2024.

”Siden 2015 har vi modtaget et sted mellem 3,5 og 4 millioner kroner fra almennyttige fonde og i kommunaltilskud”, siger Jimmy og smiler. Det tager lang tid og kræver tålmodighed. Samarbejdet med Holbæk Kommune fungerer rigtig godt, og på kommunen kan man nemt se idéen i og nytten af projekt Grønne Hjerte.

Grønne Hjerte

Rundvisningen på Grønne Hjerte slutter foran gavlen til spejderhytten i hovedgaden, hvorpå en lokal graffitimaler har lavet et gigantisk maleri. På kunstværket sidder tre spejdere ved kanten af Regstrup Å og hygger sig i det fri: ”For i Regstrup foregår 95% af alt spejderarbejde udendørs i naturen”, forklarer Jimmy Singerholm.

Spejder er så meget mere end bare knob og bål

”Spejder er så meget mere end bare knob og bål”, står der på spejderkredsens facebookside, og intet kunne være mere sandt. I Regstrup er spejderiet byens puls. Det er en vision om stærke venskaber, spændende aktiviteter og oplevelser i naturen. Det er Grønne Hjerte!

Læs også ‘Spejderlivet – en dannelsesrejse’.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere