Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvis er ansvaret?

Hvis er ansvaret?

Det er politikernes. Det er det indtryk, man får, når man læser aviser eller lytter til samtalen ved kaffebordet. Det er politikernes ansvar, at verden er af lave. Vi andre ved nok, hvad der skal gøres.

I podcasten ‘Farvel til de Folkevalgte’ foreslår historikeren Asser Amdisen, at vi erstatter valg til Folketinget med en lodtrækning blandt voksne danske statsborgere. Hvis vi vil have folket til at bestemme, skal vi blot udtrække 499 og indsætte dem i Folketinget. Det har været en stor diskussion i radioen.

Vi har selv valgt dem

Vi har de politikere, vi selv har valgt – og er vi ikke tilfredse med kvaliteten, skulle vi måske selv have stillet os til rådighed eller fundet nogle bedre. Vi kan fx alle blive medlem af et parti og derved tage ansvar for vores samfund.

Samfundet er vores ansvar

Det er ikke de andres, ikke politikernes, ikke bureaukraternes, ikke kommunens, men vores ansvar, hvordan samfundet udvikles. Vi kan stemme til valg, men vi kan også øve indflydelse på mange andre måder.

Vi transporterer os, vi spiser, vi gør rent, vi smider ud, vi arbejder – og hver gang har det en konsekvens for omgivelserne. Vi vælger, hvad vi vil og hvordan og dermed også den påvirkning, det har på samfundet. Ansvaret er vores.

Samfundet er menneskers handlinger overfor andre, mens vi diskuterer, hvem der har ansvaret for at tage sig af problemerne. Kom ind i kampen og løft din del af ansvaret for din næste: tilbyd din støtte og hjælp med hverdagens problemer, vær bisidder eller besøgsven, saml affald i parken eller strik huer til de hjemløse. Vi kan alle bidrage med noget.

Stemmeret – eller -pligt?

Når baptist.dk nr. 1 lander i postkassen, er der udskrevet valg til Folketinget – eller også er det umiddelbart forestående. Her i landet har vi stemmeret, men det er også en pligt at engagere sig, tage stilling og give sin mening til kende i forhold til samfundets udvikling. Det er vores samfund – og vores ansvar.

Giv din mening til kende