Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kristentro - politisk holdning

Clint Adair

Kristentro - politisk holdning

Kristne er ikke enige om, hvad livet i verden som kristen går ud på. Derfor er kristne heller ikke enige politisk.

Ole Jørgensen

Generalsekretær i BaptistKirken 1989-2002. Præst i Odense, Lyngby, Broholmkirken/ Korskirken/Lyngby og på Midtsjælland.

For mig er livet Guds gave og opgave. Som kristne inddrages vi som medarbejdere i Guds kærlighed til verden: ”Således elskede Gud verden …”[1] Den kristne menighed er ikke målet for Guds gerning i verden. Den er et middel – et redskab – som stiller sig til rådighed for det Guds Rige, som er midt iblandt os. Vi er ‘stifindere’ på udkig efter Guds igangværende gerning.

Borger i Guds rige eller i menneskers?

Menigheden er på samme tid en udpost og et tilflugtssted, hvor vi udrustes, trøstes og sendes tilbage til hverdagen. ”Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde”, bad Jesus.[2] Og i konflikten med magthaverne siger han: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”[3]
Fra de første kristne til i dag har der været spændinger mellem Guds Rige, der er midt iblandt os, og vores liv og færden i vores menneskeskabte riger. Det spændingsfelt kaldes ’det dobbelte borgerskab’. Hvilket rige gælder vores loyalitet? ”Døm selv”, sagde disciplene, ”om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham”. Men selv var de ikke i tvivl: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”.[4]
At være kristen er ikke at have fået fribillet til livet i verden og heller ikke at have opnået neutralitet i forhold til dette liv. Vi er bundet til tilværelsen på godt og ondt, og vi må forholde os til, hvad der sker omkring os – ikke at forholde sig er også en stillingtagen. Se fx, hvordan sabbatten fra at være Guds omsorg for både mennesker og dyr blev forvredet til, at man for at tilfredsstille Gud ikke måtte hjælpe næsten på en helligdag – neutralitet og intet at gøre er også en handling. Vores valg viser noget om, hvad vi tror, og hvad der betyder noget for os – altså hvor vores loyalitet er.

Fra de første kristne til i dag har der været spændinger mellem Guds Rige, der er midt iblandt os, og vores liv og færden i vores menneskeskabte riger.

Politisk holdning og ansvar

Som kristne er vi forpligtet til at tage del i livet omkring os. Jesus siger: ”I er jordens salt og verdens lys.”[5] Målet forekommer mig at være rimeligt klart, men vi kan så opfatte og mene forskelligt om, hvordan vi når målet: Fred og retfærdighed – Guds gode liv i verden.
Vores politiske positioner handler om midlerne til at nå det mål, og derfor må vi tale åbent om dem. Desmond Tutu siger fx, at ’Gud er en partisk Gud’. For ham betyder det, at Gud altid er på de svagestes side. Det synspunkt deler jeg, men vi kan stadig være uenige om, hvordan vi når målet. Vi har kun ét liv – ikke et privatliv, et arbejdsliv, et fritidsliv, et familieliv, et kirkeliv eller andre liv – kun ét liv. Det skal leves og udfoldes i alle vores menneskelige relationer, ellers kan hverken vi eller vores medmennesker finde ud af, hvem vi er, og hvad vi står for.

Vi er ‘stifindere’ på udkig efter Guds igangværende gerning.

Hvad truer Guds gode liv?

Det spørgsmålet kan være en hjælp til at afklare en kristen position. Der er meget, der truer Guds gode liv. Ét forhold er, at et mindretal af klodens beboere, herunder den kristne kulturkreds, er ramt af oplevelses- og nydelsessyge. De har mistet evnen til at skelne mellem behov og begær og lever i et utæmmet forbrug. Hvordan passer det sammen med vores bekendelse af ’Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber’?[6]
Skaberværket som helhed, vores næste, naturen og alt på kloden er truet af vores livsstil, fordi den tager kvælertag på alt liv. For mig at se er det blevet tid til at forkynde omvendelse. Vi må omvende os, så vores livsstil bekræfter Guds herredømme i verden og Jesus´ herredømme i vores liv.


[1]  Johannes-evangeliet kap. 3, vers 16

[2]  Johannes-evangeliet kap. 17, vers 15

[3]  Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 21

[4]  Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 19 og kap. 5, vers 29

[5]  Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 13-14

[6]  Den apostolske trosbekendelse, Salmebog for de danske baptistmenigheder, 1989, nr. 697

Giv din mening til kende