Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Autoværksted blev kirke

Morten Filemon Olsen

Autoværksted blev kirke

Indvielse af kirkebygning og ordination af to kvindelige præster i Ringe.

Lai Baptist Church er en af baptistmenighederne i Ringe på Midtfyn. Det navn præger nu kirken på Bakkevej 12 med store hvide bogstaver. Ingen er nu i tvivl om, at værkstedet med tilhørende udstillingsrum, som blev købt tilbage i 2018, er en kirke – og en baptistkirke. Kirken stod næsten klar, da Corona-pandemien satte en stopper for at samles i stort antal og holde fest med gæster fra hele landet.

Menigheden består af 89 medlemmer og næsten lige så mange børn. Det er menighedens egne medlemmer med hjælp fra venner, der har ombygget bygningen til kirke. Før måtte de låne lokaler og flytte instrumenter og stole frem og tilbage hver weekend. Nu er de taknemmelige over at have deres egen kirkebygning, og at de også har præster, der kan lede dem i troen.

Ordination

Lørdag den 18. juni 2022 er en særlig dag, fordi kirkebygningen nu endelig indvies og menighedens to præster skal ordineres. Samtidig markerer dagen også menighedens seks års fødselsdag. Der er derfor god grund til, at Dannebrog er hejst, og at der er sat balloner op som en port foran indgangen. Solen skinner og de fremmødte får farverige velkomstdrinks og skåler for kirken og menighedens præster foran kirken. Så får BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen overdraget nøglen og får lov til at låse døren op for på den måde at markere kirken for indviet.

Indenfor er kirkesalen pyntet op med hvide blomsterdekorationer, som hurtigt suppleres med et hav af blomsterbuketter i forskellige farver, som chinmenigheder fra hele landet, lokale baptistmenigheder, organisationer og privatpersoner har medbragt til menigheden og dens to præster Nu Nu Te og Dawt Hlei Kai. Efter flere års tjeneste i menigheden kan de nu også ordineres til tjenesten. På kirkesalens 160 stole er placeret papirsposer med vand, chokolade og slik, samt en kuglepen påtrykt ”Lai Baptist Church 2022”.

Sukkertilskud

Efter det fire timer lange program med præsentationsvideo af bygningens transformation til kirke, fællessang, ordination, prædiken af Torben Andersen, takketaler og hilsner er de fleste poser tomme.  Kuglepennen er tilbage – som et minde om den store dag. I de tilstødende lokaler fortsætter samværet og maverne fyldes med mad.

Giv din mening til kende