Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Menigheder i Rwanda bekæmper fattigdom

Menigheder i Rwanda bekæmper fattigdom

Luften i den store sal er fyldt af stemmer. I et kirkerum i Butare sidder 90 deltagere fordybet i samtaler om, hvordan man skaber gode rammer for lederskab i baptistkirkerne i Rwanda. Mænd og kvinder, unge og gamle er samlet i tre dage for at deltage i Projekt Timotheus, der handler om træning af ledere.

Støt BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda ved at sende din gave til konto 3201 10042879 eller via Mobile Pay 2299 6483 mærket ’IM’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

En af deltagerne i Butare er Berthilde Mukantwari, der er leder af bedegruppen i sin lokale kirke: ’Selvom jeg har en vigtig rolle i kirken, og mange i menigheden ser op til mig, følte jeg ikke, jeg kunne tjene kirken godt nok’, fortæller Berthilde. Det har heldigvis ændret sig, efter hun har deltaget i Projekt Timotheus.

Jeg må give, hvad jeg har modtaget

Under Timotheus-projektet afholdes der – med støtte fra Baptistkirken i Danmark og Bethelkirken i Aalborg – fire Timotheus træninger. Det er træning af ledere fra AEBR[1], og det handler om at udruste lederteams i kirkerne med moderne ledelsesredskaber.

På den første træning lærte hun, hvordan man i kirken skal hjælpe andre uden at dømme dem.

Under og efter de nævnte træninger oplevede Berthilde, at hun var en del af et team, og det gav hende ekstra styrke til sit arbejde. På den første træning lærte hun, hvordan man i kirken skal hjælpe andre uden at dømme dem. Det var et højdepunkt for Berthilde, fordi hun brænder for at hjælpe sine medmennesker. ’Disciplene fik evangeliet af Jesus, og vi fik evangeliet af disciplene. Derfor mener jeg, at jeg må give, hvad jeg har modtaget’, forklarer Berthilde.

Kirken arbejder for lokalsamfundet

I Rwanda er kirken omdrejningspunkt for lokalsamfundet. Derfor handler en del af Timotheus-projektet også om, hvordan kirkelederne kan gå forrest i arbejdet med at fremme lokale udviklingsprojekter. I Berthildes landsby har kirken fx oprettet en spare-låne-gruppe på 18 personer. Hver måned giver hver af de 18 personer 500 rwandiske francs, og hver måned låner én fra gruppen et beløb. Pengene kan bruges til at etablere en forretning, købe afgrøder eller andet, der kan give låneren mulighed for at få en indkomst. Derefter betales det lånte beløb tilbage til gruppen. Den person, der har lånt beløbet, giver også 10 % til kirken.

Kirkelederne kan gå forrest i arbejdet med at fremme lokale udviklingsprojekter.

’Det giver stor værdi at bruge kirkens struktur og ledere til at skabe forandring’, fortæller Line Jul Hylleberg.[2] Hun fortsætter: ’Vi nyder at samarbejde med en partner, som ved, hvad de vil med deres kirke. Generalsekretæren i AEBR siger, at det er baptistkirkernes opgave at være med til at mindske fattigdommen i Rwanda. Han opfordrer altid menighedsmedlemmer til at se deres nabo som en mulighed for at gøre noget. Som kristne skal vi ikke blot se en fattig nabo, men bruge kærlighedens øjne, så vi ser en mulighed i vores nabo.’

Mere arbejde på mindre tid

Kirkelederne undervises også om, hvordan man skaber fællesskaber i menighederne. Det kan blandt andet være ungdomsgrupper, bedegrupper eller andre interessefælleskaber. I Berthildes landsby har de oprettet en bondegruppe. Gruppen skiftes til at arbejde hos hinanden, så alle arbejder én dag på hver bondes mark. Det betyder, at de får lavet mere arbejde på mindre tid. På den måde kæmper menighedens medlemmer sammen mod fattigdom.

’Gennem Timotheus træningerne har vi lært at se hver enkelt medlems særlige evner’, fortæller Berthilde stolt og fortsætter: ’Det betyder, at vi i kirken kan sætte rammer for, at medlemmerne hjælper hinanden med at udvikle sig og lære af hinanden.’


[1] Association des Églises de Baptistes du Rwanda er baptistkirken, som danske baptister samarbejder med

[2] Udsendt af Baptistkirken i Danmark til Rwanda