Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Menighed - demokrati eller demokratur?

Menighed - demokrati eller demokratur?

Baptister har en stærk tradition for demokrati på alle niveauer i kirkens struktur. Man kan dog snildt finde baptister ude i verden, der er organiseret anderledes, fx med en biskop i spidsen, men det må tilskrives den specifikke historiske og kulturelle situation, som de baptister befinder sig i. Helt grundlæggende er baptister demokrater både til fingerspidserne og til hjerteroden. Men hvorfor?

Søren P. Grarup

  • baptistpræst 1978-2011, senest i Silkeborg Baptistmenighed
  • i BaptistKirkens ledelse 2009-2013
  • forfatter til bl.a.
    • ‘Hvor jord og himmel mødes’, 30 salmer og sange
    • ‘Præsidenten af Kibera’, børnebog om livet i Nairobis slumkvarter
    • ’Til dig fra din kirke – interaktiv bog til børn’, specielt til brug som gave ved barnevelsignelse

Det er noget, som mange fra andre kirkesamfund ikke helt forstår og undertiden er ganske skeptiske overfor. Kan sandheden/Guds vilje afgøres af et afstemningsflertal i menigheden? Nej, vel!

Hvorfor er baptister demokrater?

Det var de – under forskellige former – længe før demokratiets vinde blæste over Europa, så de har ikke lært demokratiet at kende fra det omgivende samfund – tværtimod. Det samfund – inkl. de øvrige kirker – var dybt udemokratisk.

Baptister har – fra anabaptisterne under reformationen til moderne baptister i dag – hævdet alle menneskers lige stilling i relationen til Gud mere radikalt og entydigt end de fleste andre kirker. Der er ingen anden mellemmand end Kristus, som selv er Gud. Den enkelte kristne må lytte efter, læse i Bibelen og tyde, hvad Gud siger om det personlige liv og om menighedens fællesskab og tjeneste. Ingen pave, bisp, præst, lærestol, akademiker eller menighedsråd kan hævde at kende Guds vilje bedre end andre.

Når menigheden skal fungere sammen som ét legeme med mange lemmer og med Kristus som hoved[1], må fællesskabet derfor tale indbyrdes om, hvad hovedet, Kristus, siger, og i fællesskab afgøre, hvad der er ret, så fællesskabet kan handle derpå.

Det er grundlaget for det baptistiske menighedsdemokrati.

Baptister har – fra anabaptisterne under reformationen til moderne baptister i dag – hævdet alle menneskers lige stilling i relationen til Gud mere radikalt og entydigt end de fleste andre kirker.

Hentet fra Det nye Testamente?

Ofte hævdes det, at baptistmenigheder er nytestamentlige. Men hvis nogen tror, at baptistmenigheders foreningslignende menighedsopbygning med vedtægter, afstemnings- og valgregler, flertalsafgørelser osv. er hentet ud af Ny Testamente, eller at den struktur på anden vis er hellig – ud over at være en ‘hellig ko’ for baptister – så tror man fejl. Og da har man taget det første skridt til at gøre menighedsdemokratiet til en karikatur af sig selv – i værste fald til sin modsætning: demokratur eller flertalsdiktatur, som endog Kristus må underlægge sig.

Der skal ikke megen eftertanke til at se, at for en kristen menighed er den vej en blindgyde.

Demokraturet kan også opstå ad anden vej

I en menigheds praktiske hverdag mærker man hurtigt, at det ikke er alle valg, som Vorherre blander sig i – fx valg af farven på gardinerne. Hvis man så mener, at alle andre spørgsmål med langt større teologisk eller menneskelig rækkevidde afgøres på samme vis, så er man inde i demokraturets blindgyde. Dér har alle baptistmenigheder vistnok været nu og da.

Folkestyre eller Kristusstyre?

I virkeligheden er det en tilsnigelse at tale om demokrati i en kristen menighed. Demokrati betyder folkestyre. Men det er Kristus, der skal være hoved for legemet, menigheden, så det burde hedde Kristokrati: Kristusstyre. Men det lyder også forkert – for højtideligt måske – eller for ufejlbarligt, og vi ved alt for godt, at menigheden ikke er ufejlbarlig.

I virkeligheden er det en tilsnigelse at tale om demokrati i en kristen menighed.

Derfor går vi en mellemvej og taler om menighedsdemokrati. For Kristus er hovedet, men det er os mennesker, der skal lytte og omsætte hovedets tanker og vilje til ord og handling. Menighedsdemokratiet handler altså ikke om, at nogen får ret – det eneste, vi har ret til, er, at kaldes Guds børn[2] – men om i fællesskab at lytte sig frem til, hvad hovedet, Kristus, siger.

Hvert medlem har én stemme – ikke stemmeseddel, men en stemme at tale med – og to ører at høre med. Menighedsdemokrati er først og fremmest at lytte med Paulus’ formaning i baghovedet: ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv.”[3] Den holdning er det bedste værn mod at fare vild i demokraturets blindgyde.


[1] Efeserbrevet kap. 4, vers 15-16

[2] Johannesevangeliet kap. 1, vers 12

[3] Filipperbrevet kap. 2, vers 3