Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kristuskransen – en bønnehjælper!

Kristuskransen – en bønnehjælper!

Egentlig er det et paradoks, at netop jeg skulle finde ud af, at en lille perlekrans kan hjælpe til ro, fordybelse og velsignelse i bønslivet. For jeg er opdraget i en anti-katolsk kultur, hvor alle hjælpemidler til bøn var 'katolske' – og derfor forkerte.

Anne-Marie Winther, præst, Vrå Baptistkirke

  • arbejdet som fysioterapeut i 29 år
  • BA i Ledelse og Teologi på SALT-dk.
  • færdig med uddannelsen i 2009
  • er nu præst i Vrå Baptistkirke

Kristuskransen er blevet min redningskrans. Den lille bedekrans er altid ved hånden med sine 18 udvalgte og navngivne perler. Jeg begynder altid bønnen med Kristuskransen ved den gyldne perle! Ved Gudsperlen, der er den eneste ubevægelige perle i Kristuskransen, beder jeg:

”Du er hellig.
Du er hel.
Du er lys.
Og jeg er din!”

Og så følger der en bøn for hver enkelt af de 18 perler. Men først lidt om, hvorfor jeg har kastet min kærlighed på Kristuskransen.

Daglig samtale med Gud

Som kristen siden barndommen har bøn været min daglige følgesvend. Mest som en daglig samtale med Gud og Jesus om stort og småt. Min erfaring er, at bøn kan læres og udvikles, og det er sket for mig gennem livet. Under den karismatiske fornyelse i 1970-erne oplevede jeg, hvordan Helligånden gav helt nye ord og liv til mit bønsliv.

Men der var mere at lære. På studiet stiftede jeg bekendtskab med en for mig ny form for bøn: Den meditative bøn. Gennem undervisning af præsten i Betlehemskirken Ole Skjærbæk Madsen og ved en retræte i Bjärka Säby i Sverige ved Peter Halldorf lærte jeg en meditativ bønspraksis. Det er måder at bede på, som er refleksive. De kræver ingen aktivisme eller produktionstrang. Det er godt som en modvægt til den aktivistiske natur, der ellers driver mange mennesker – inklusive mig selv. Der ligger så megen stressdæmpning i refleksiv bøn og ligeledes i kristen meditation.

Kristuskransen

Jeg er oprindeligt opdraget i en noget katolik-fjendtlig kultur, hvor den katolske brug af de mange remedier, fx Rosenkransen, blev anfægtet. Derfor var det banebrydende for mig at komme i kontakt med den svenske biskop Martin Lönnebo – Kristuskransens opfinder – og hans brug af en krans af perler som et hjælperedskab i bøn.

Kristuskransen rummer lærdom, som kan give den bedende dyb glæde.

Da jeg gik ind i den verden, som Kristuskransen åbner for, fik jeg mere hold på mig selv og fik mere ro til at bede. Jeg tror, forskellige remedier og praksisser kan give fysisk og åndelig værdi til bønnen. Kristuskransen rummer lærdom, som kan give den bedende dyb glæde. Helt fysisk får jeg selv et dybere åndedræt og en større ro ved at dvæle ved de aflange perler, der kaldes stilhedsperlerne, hvor bønnen lyder: ’I Guds stilhed vil jeg være – tavs og ordløs, uden krav’.

Min himmelske Far siger til mig, at han har fat i den lange ende.

Praksis med Kristuskransen

Det er godt at sætte sig eller knæle et roligt sted. Du kan bede ved alle perlerne eller bare nogle stykker. Det er min erfaring, at det giver rytme og ro i bønnen, hvis du med mellemrum gennemfører alle Kristuskransens perler. Begyndt og slut altid med Gudsperlen. Lovprisning af Gud er begyndelsen og enden på bønnen med Kristuskransen. Der kan bruges forskellige bønner ved de enkelte perler. Nogen bruger salmevers, nogen bruger faste små bønner komponeret af Martin Lönnebo, andre igen laver selv bønner ved hver perle.

Den blå bekymringsløshed

En særlig forunderlig perle er den blå bekymringsløshedsperle! Bønnen ved den kan lyde: ’Alt er i min Fars hænder, skulle jeg som barn da længes!’ Midt i uro og bekymring er bønnen ved den perle som vand, der skyller forfriskende ned over sjælen! Min himmelske Far siger til mig, at han har fat i den lange ende. Han bærer bekymringen. Ja, han fylder mig med bekymringsløshed – hellig bekymringsløshed, som er det modsatte af uansvarlighed. Jeg må hvile i hans gode arme og lade ham lede.