Hævn, straf og fjendekærlighed

Kirsten Nielsen

• theol. og fhv. professor ved Institut for Gammel og Ny Testamente, Århus Universitet
• kompetencer: Fortolkning af Det Gamle Testamente, det religiøse billedsprog samt Bibelen som litteratur
• medlem af Bibelselskabets bestyrelse
• ulønnet hjælpepræst i Skejby og Lisbjerg sogne
• deltog i udarbejdelsen af 1992-oversættelsen af Bibelen

Salme 109 er et skrig til Gud om hjælp mod de fjender, der udsætter salmisten for falske anklager. Selv har han vist de andre kærlighed, men de svarer med had. Derfor lægger han sin sag frem for Gud og beder Gud om at dømme, så han kan få sin ret. Så langt kan vi sagtens følge salmisten. Men når han derpå udmaler, hvordan Gud skal lade hans fjenders børn blive faderløse og udrydde alle deres efterkommere, så har vi svært ved at acceptere det. For hvordan skal vi som kristne forholde os til sådan en bøn? Hvad stiller vi op med hævntørstige ord som ’Ingen skal vise ham godhed eller forbarme sig over hans faderløse børn!’^[1]?

Først vi må gøre os klart, hvad det er for en type tekst, vi står overfor. Jesus’ ord om at elske sin fjende er et påbud, noget vi skal forsøge at efterleve.^[2] Men det er Salme 109 ikke. Salmen er et menneskes skrig om hjælp i en nødsituation, hvor han ikke kan se anden udvej end at vende sig til Gud. Det er ikke et guddommeligt bud, men et menneskes skrig. Og i den situation henvender man sig i Det Gamle Testamente til den stærke Gud for at få ham til at bekæmpe ens fjender.

Straf eller hævn?

Salmisten tager ikke sig selv til rette, men overlader straffen til Gud. I det danske samfund må vi heller ikke selv straffe den nabo, som udspreder løgne om os. Vi går til statens domstole, men vi har i princippet indflydelse på hvilke straffe, der skal gælde for hvilke forbrydelser. Gennem valget af vores politikere styrer vi den politik, der skal føres – også på retsområdet. Skal der være hårdere straffe, eller skal vi satse mere på resocialisering?

Salmen er et menneskes skrig om hjælp i en nødsituation.

Salmisten er ikke tilbageholdende med at forsøge at øve indflydelse på, hvordan hans ‘retsinstans’ – Gud selv – skal taksere straffen over fjenderne. Både fattigdom og død står på listen over straf, og det gælder endog fjendens familie i flere led. Det, salmisten ønsker, er ikke blot retfærdig straf. Det er hævn.

Hævn spillede en stor rolle i datidens samfund. En af Kains efterkommere, Lemek, giver denne formaning til sine to koner:

Jeg dræber en mand for en flænge,
et barn for en skramme.
Hævnes Kain syv gange,
skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.^[3]

Straffen udmåles ud fra Lemeks helt subjektive vurdering. Hvis en af hans egne eller han selv får så meget som en flænge, så skal fjenden straffes med, at han eller en af hans folk skal dræbes. Lemeks udbrud er et følelsesudbrud, der bygger på stolthed og selvovervurdering, ville vi sige. Hævn bygger på subjektiv vurdering af skaden.

Når vi tilgiver og bliver ved med at tilgive, er vi med til at bane vej for Guds rige.

Det er da også på den baggrund buddet: ’Øje for øje, tand for tand’^[4] skal forstås. I den officielle lovgivning i Israel accepterede man ikke vilkårlig hævn. Ifølge loven skal enhver straf stå i et rimeligt forhold til forbrydelsen. En skramme skal ikke takseres svarende til et drab. Den subjektive hævn erstattes i lovgivningen af en objektiv vurdering, hvor ét menneskeliv ikke er mere værd end et andet menneskeliv. ’Øje for øje, tand for tand’ er altså udtryk for en humanisering af de gamle hævntraditioner.

Alligevel får noget i den kristne opdragelse os til at stoppe op. For i Jesus’ formaninger handler det jo ikke om ‘lige for lige’, sådan som vi også i dag praktiserer det i vores lovgivning. Jesus formaner os til at tilgive, ikke blot syv gange, men syvoghalvfjerds gange.^[5] Tallene syv og syvoghalvfjerds refererer til Lemeks hævnsang. Hævnen skal med Jesus’ ord sættes ud af spil. Ikke blot ved Lovens ‘lige for lige’-princip, men ved tilgivelsens princip.

Hvad skal vi så gøre?

Guds rige er dér, hvor Jesus’ ord bliver til virkelighed. Når vi tilgiver og bliver ved med at tilgive, er vi med til at bane vej for Guds rige. Men kunne vi så ikke nøjes med Jesus’ ord alene? Hvad skal vi med en salme som Salme 109 og med dens bøn om Guds voldsomme straf over fjenderne?

Salmen kan minde os om, at når hævnfølelsen griber os, så skal vi ikke lade den få magten, men i stedet lægge sagen frem for Gud.

Salmen skal vise os, at vi stadig lever i en verden, hvor vrede og manglende tilgivelse er en realitet. Salmen er ikke skrevet som et forbillede for os. Når den står i vores Bibel, kan den være en trøst for den, der kender til de hævnfølelser. Salmen viser os, at der ikke er noget, som vi ikke kan gå til Gud med. Og den kan minde os om, at når hævnfølelsen griber os, så skal vi ikke lade den få magten, men i stedet lægge sagen frem for Gud.

Lovgivningen i Det Gamle Testamente viser, at skal vi skabe et godt samfund, så må der være en rimelig sammenhæng mellem forbrydelse og straf. Derfor er private hævntogter ikke tilladte. Lider vi uret, og ønsker vi, at forbryderen skal straffes, så skal vi gå til den lovlige øvrighed. For også den lovlige øvrighed er – som Paulus formulerer det – ’forordnet af Gud’.^[6]

^[1]    Salmernes Bog, kap. 109, vers 12

^[2]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 43-48

^[3]    1. Mosebog kap. 4, vers 23

^[4]    2. Mosebog kap. 21, vers 24

^[5]    Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 21-22

^[6]    Romerbrevet kap. 13, vers 1