”Vi tager ét år ad gangen”

Lyt til artiklen:

”Hvad ville I savne mest, hvis Thisted Baptistkirke ikke var her længere?”

”Fællesskabet.” Marianne Drejer behøver ingen betænkningstid; svaret kommer prompte.

”Det var også det, jeg tænkte på,” siger Orla Møller.

Vi sidder omkring frokostbordet hos Kirsten og Orla Møller i Sennels lidt uden for Thisted. Orla er menighedsrådsformand. Marianne Drejer er kommet fra Nykøbing Mors, mens Ulla og jeg er kørt fra Aalborg i fantastisk efterårsvejr.

Søndag formiddag var vi samlet til gudstjeneste i byens baptistkirke. Der var 12 deltagere i gudstjenesten; andre gange er der 15. Menigheden har ingen fast præst, så taleren har ofte kørt et stykke vej for at møde menigheden.

Baptistkirken i Thisted på Rosenkrantzgade 10 (Foto: Henrik Andersen)

Denne søndag stod jeg på prædikestolen. Da jeg skrev og spurgte, om jeg måtte besøge og interviewe menigheden, svarede Kirsten venligt ja – hvis jeg til gengæld ville holde gudstjenesten.

Det var ikke sagt i spøg. I den lille menighed hviler meget på få mennesker, og de fleste har flere opgaver. Kirsten finder prædikanter og leder møderne. Jørgen styrer lyd og musik, mens andre står for lovsang, kaffe, regnskab, rengøring og andre praktiske opgaver. Gudstjenesterne er kun én del af det, der binder dem sammen. For syv faste deltagere er onsdagsmøderne en anden vigtig del af menighedslivet.

Onsdagsmøderne

To onsdage om måneden fra september til og med april mødes syv af menighedens medlemmer for at læse i Bibelen, tale sammen og bede.

”Vi kalder det bare onsdagsmøder. I gamle dage hed det vel studiekreds eller bibel- og bedemøde,” fortæller Orla.

De læser et stykke fra Bibelen og taler om det, der undrer, udfordrer eller falder dem ind. De udlægger teksten for hinanden. Målet er ikke nødvendigvis at nå frem til én fælles forståelse, fortæller Orla og fortsætter:

Kaffe og samtale efter gudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

”Hovedsagen er den samtale, vi har. Det synes jeg er det væsentlige. Der er så mange ting i Bibelen, som vi slet ikke kan forstå.”

Det gælder blandt andet nogle af de voldsomme fortællinger i Det Gamle Testamente.

”Noget af det, hvor de slagter hinanden og sådan noget, syntes vi til sidst var sort snak. Så bestemte vi, at nu gik vi videre til Det Nye Testamente.”

Efter samtalen beder de sammen. Her bliver det sociale fællesskab også et trosfællesskab: De holder troen levende og søger sammen ord for det, de ikke forstår alene.

Fra husmøder til onsdagsmøder

Siden de første danske baptistmenigheder blev dannet i midten af 1800-tallet, har lægfolk taget ansvar for at læse Bibelen og sammen forsøge at forstå, hvad troen betyder i deres liv. I baptistkirken har præsten ikke eneret på at fortolke Bibelens budskab.

Orla husker fra sin barndom, hvordan der blev holdt husmøder på gårdene omkring Thisted:

”Der kom bønder med træsko og satte sig ind og hørte prædikenen. Der var strengekor ude at synge, og så fik de kaffe og en snak.”

Menigheden drev også søndagsskoler og børnearbejde flere steder i Thy. Kirsten fortæller, hvordan hun som hjemmehjælper mødte mennesker, der selv havde gået i baptisternes søndagsskole. Marianne husker sin fars fortælling om baptisternes søndagsskole helt ude i den lille landsby Staun i Himmerland.

På den måde ligner onsdagsmøderne fortidens husmøder. Bibelen, bønnen, samtalen og kaffen er der stadig. Men ligheden rækker kun et stykke. Husmøderne og søndagsskolerne bragte baptisterne ud til mennesker i landsbyerne. Onsdagsmøderne samler næsten altid de samme syv.

”De ville noget dengang,” siger Orla.

Menigheden har bevaret det nære fællesskab, men det udadvendte engagement, der engang fulgte med, er langt vanskeligere at få øje på i dag.

Thisted Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Enige om at høre sammen

Menighedens medlemmer har forskellige livshistorier og erfaringer og ser forskelligt på dele af troen og kirkelivet. Indimellem er det musikken, der deler vandene. Nogle foretrækker nyere lovsange, mens andre foretrækker de kendte salmer.

Alligevel bliver de ved med at mødes. For Marianne er det netop det særlige ved det kirkelige fællesskab.

”Jeg tænker fællesskab på grund af – eller på trods af – forskellighed. Det kan noget, at vi ikke er enige hen over bordet.”

Hun standser et øjeblik, inden hun fortsætter:

”Jeg synes egentlig, at fællesskabet bliver lidt stærkere, hvis man ved, at det menneske, man føler sig i fællesskab med, er man i virkeligheden dybt uenig med i mange ting.”

Fællesskabet om troen på Jesus som Herre og Frelser bærer menigheden, selv om forskellene består.

”Den slags fællesskaber er svære at finde andre steder end i kirken. Hvis det er i fodboldklubben eller noget andet, går man jo hver til sit,” siger Marianne.

Enigheden i Thisted består i, at de fortsat sætter sig ved det samme bord, læser den samme Bibel og beder sammen – ikke i, at de altid når frem til det samme svar.

Man skal kende én, der kender én

Det tætte fællesskab holder medlemmerne sammen. Men for nye kan tærsklen være høj.

Menigheden har forsøgt sig med udadvendte arrangementer og har delt skriftlige invitationer ud til naboerne omkring kirken. Resultatet var beskedent.

Thisted Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

”Der kom én, og det var vist nærmest en tilfældighed,” siger Orla.

”Vores berøringsflade er ikke så stor mere, som den har været,” siger Kirsten. ”Man skal ligesom kende én, der kender én, for at komme ind i kirken.”

Marianne, Kirsten og Orla fortæller, at troen følger med dem ud i mødet med andre mennesker, i samtaler og personlige relationer. Men menigheden har svært ved at omsætte det stærke interne fællesskab til en lokal, udadvendt bevægelse.

Fællesskabet holder stadig menigheden levende. Det har langt sværere ved at gøre kredsen større. Men billedet er ikke entydigt. Den 19. april 2026 blev to unge, som er vokset op med tilknytning til menigheden, døbt i Thisted Baptistkirke. Kirsten kalder dem “børn af menigheden”. Dåben blev en glædelig påmindelse om, at en ny generation fortsat har tilknytning til det lille fællesskab.

Samtale efter gudstjenesten – i et fællesskab, hvor ingen kan undværes (Foto: Henrik Andersen)

Et år ad gangen

”Hvordan ser Thisted Baptistkirke ud om ti år?” spørger jeg over kaffen.

Kirsten svarer uden omsvøb:

”Den er der ikke mere om ti år.”

Det er ikke økonomien, der presser kirken. Bygningen er betalt, menigheden har ingen fast præst, der skal have løn, og der er penge til at støtte BaptistKirkens projekter. Problemet er manglen på mennesker, som kan tage over.

Næsten alle de faste deltagere er oppe i årene. Marianne er en af de yngre, men hun bor i Nykøbing og har svært ved at deltage i aftenaktiviteterne, især om vinteren.

Samtidig hviler mange opgaver på ganske få personer. Nogen skal finde prædikanter, stå for musikken, lede møderne, føre regnskabet og tage ansvar i menighedsrådet.

”Falder der én væk, så er vi langt henne,” siger Kirsten. ”Opgaverne er svære for os andre at tage på os.”

Orla er selv endt med opgaver, han ikke havde forestillet sig at skulle løse:

”Der er nogle ting, man gør lidt af pligt for at få det til at køre.”

Pligten er en del af fællesskabets bæreevne. Kirken fortsætter, fordi nogen bliver ved med at tage ansvar, også når kræfterne er begrænsede.

Menigheden har ikke lagt en plan for at lukke. Tidligere på dagen havde jeg prædiket om, at vi ikke behøver kende hele vejen for at kunne tage det næste skridt.

”Vi tager ét år ad gangen,” siger Orla.

Foreløbig mødes de igen om Bibelen, samtalen og bønnen. De kender ikke hele vejen, men tager det næste skridt sammen.