Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Vasket ren i beskidt vand

Vasket ren i beskidt vand

De første tøver, fordi vandet er koldt. De sidste, der bliver døbt af 123 dåbskandidater i Rubura i Burundi, træder ned i vand, der er lige så sort som de selv. Men hvilken fantastisk oplevelse beskrevet af Astrid Stålander fra Roskilde Baptistmenighed.

Landsbyen summer fra morgenstunden. På et tidspunkt ser vi præsten Vianney og en anden af lederne fra kirken komme gående med favnen fuld af dåbskjoler. Vi er skeptiske ift. tidsplanen – det er trods alt Afrika og der er tale om 123 dåbsbørn på én dag. Godt nok varer en gudstjeneste i Rubura, Burundi mere end halvanden time, men vi er stadig spændte. Inden vi går ud ad døren, kan vi høre dem synge, og mens vi bevæger os fra missionærhuset mod kirken, bliver sangen højere og højere. Energien er til at tage og føle på da vi nærmer os.

Dans på tagbjælkerne

Pladsen foran kirken er fyldt med folk, der ikke er plads til indenfor. De kigger gennem vinduer og døre. De synger lovsang hele bundtet. Fra gulv til loft er der lovprisning. Helt oppe i tagbjælkene står der børn. De står faktisk ikke. De danser.
Mens vi bliver ledt ind i kirken, gennem den dansende skare på gulvet og forbi de 123 dåbsbørn, rammer alle indtrykkene os. Selvom vores kroppe er hvide og europæiske, begynder de alle som én at bevæge sig til musikken, mens vi bliver ledt op på scenen, hvor vores stole står.

En stuvende fyldt kirke overværer dåben, folk kigger ind ad vinduer og børnene danser på tagbjælkerne.

”I skal ikke blive våde”

Lovsangen fortsætter i en time. Hele lokalet er fyldt med glæde, forventning og Ånd.
Da dåben endelig nærmer sig, bliver vi vendt med ryggen til forsamlingen – mest for at vi ikke skal blive våde.
Dåbsgraven er bygget som i Bethelkirken i Aalborg, men vandet er vist ikke opvarmet. Det tager nogle af dåbsbørnene et par forsøg at komme ned og stå ved siden af de to præster, men to og to bevæger de sig ned i det kolde vand. Menigheden står på tæer, stole og skuldrene af hinanden for at se, hvad der sker.

Vores sjæle mødes

Det er da også et syn værd. I Burundi er det ikke en blid nedsænkelse i vandet, der er tale om. Og når der er lang kø, skal det ikke tage for lang tid i vandet. Præsterne taler kirundi, men vi forstår “Amen”, og så går det ellers løs. Ned og op. Nyt liv. Musik og sang udbryder.
Vi når at synge tre gange Halleluja, før de næste to er klar. Ned og op.

Vandet er koldt og enormt beskidt efter 123 er døbt ved samme gudstjeneste.

Dåbsbørnene kommer i alle størrelser og køn. To og to efterlader de et gammelt liv og et nyt opstår. Man bliver mindet om bassinet, som Herrens engel én gang hvert år fløj ned og berørte, så folk kunne blive helbredt. Her er vandet koldt og enormt beskidt bagefter – men vores sjæle mødes i sang og lovprisning. Uanset farven på indpakningen.

Giv din mening til kende