Lyt til artiklen:

Støt
Du kan være med til at støtte byggeriet af nye kirker i Burundi ved at sende et beløb til MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’kirkebyggeri’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Siden danske baptisters mission i Burundi begyndte i 1928, er der etableret kirker og satellitmenigheder, så der nu er 167 selvstændige menigheder og 103 satellitter, der arbejder på at blive selvstændige. Baptistkirken i Burundi har vision om endnu flere kirker.

Menighedsplantning i Burundi – håb, vækst og nye begyndelser

Befolkningstilvæksten er utrolig høj i Burundi. Landet har tæt på 14 millioner indbyggere, og befolkningen er blandt verdens yngste. Baptistkirken er stærkt repræsenteret i landdistrikterne, hvor størstedelen af befolkningen indtil nu har boet og ernæret sig ved smålandbrug. Men det er under opbrud. Ligesom i resten af verden søger flere og flere mod byerne, og derfor vil Baptistkirken plante menigheder i alle større byer, hvor der endnu ikke er en baptistkirke.

Det øger behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

Med sine 50-60.000 medlemmer – og op mod 100.000 når børn regnes med – er kirken i vækst. Det er glædeligt, men øger også behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

De senere år er mange tidligere flygtninge vendt tilbage fra Tanzania. Sammenholdt med urbaniseringen betyder det behov for flere kirker i byerne, især tæt på grænsen til Tanzania, hvor mange bosætter sig. I grænseområderne Makamba og Ruyigi har man købt grunde og er allerede i gang med kirkebyggerier.

Flere kirker er også under opførelse andre steder i landet. I Rumonge ved Tanganyikasøen er man i gang med at færdiggøre en større kirke. Generalsekretær Jean Jacques Masabo fortæller, at drømmen er at bygge en skole i tilknytning til kirken. Myndighederne forventer, at kirker bidrager til samfundsudviklingen, og mange børn har over fem kilometer til nærmeste skole. For fattige familier betyder det, at alt for mange børn aldrig kommer i skole.

Menighedsplantning gør en forskel – helt konkret

I Burundi er menighedsplantning ikke blot en vision eller et byggeri. Det er et svar på virkelighedens behov: nye områder uden menigheder, unge uden vejledning og lokalsamfund med brug for både åndeligt og socialt håb. Og det vil Baptistkirken gerne give dem. Traditionelt støtter vi fra Danmark med midler til tage, døre, vinduer og cement, mens de lokale stiller arbejdskraft til rådighed. Det sker også i byerne, men da myndighedskravene er højere, koster en ny stor bykirke knapt 100.000 kroner.

100-års jubilæum nærmer sig

I 2028 har vores internationale mission 100-års jubilæum. Det er samtidig 100års jubilæum for Baptistkirken i Burundi. Det vil man markere på forskellig vis. En af de helt store – og dyre – ting er opførelsen af en jubilæumskirke i Bujumbura. I forstaden Ngagara, hvor Baptistkirken havde kontor frem til 1993, vil man bygge en kirke med plads til over 4.000 personer. Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500, så man har i flere år holdt tre søndagsgudstjenester. Der projekteres også kontorer og mødefaciliteter, så bygningen kan bruges til konferencer og træning.

Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500.

Da Baptistkirken var den første protestantiske kirke i landet, er det også et jubilæum for andre kirkesamfund. Der er løfter om støtte fra flere af dem, og der samles ind på tværs af landet. Eksterne donorer har vist interesse, men finansieringen er endnu ikke på plads – derfor inviteres også vi i Danmark til at bidrage.

For Burundis fremtid

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv.

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv. Der skabes tilhørsforhold, tro, håb og nye muligheder – også dér, hvor hverdagen er tungest. Derfor er menighedsplantning et af de stærkeste redskaber, kirken har. Vi kan være med – i forbøn, i opmuntring og i økonomisk støtte. Lad os derfor stå sammen med vores søskende i Burundi og sætte menighedsplantninger højt på dagsordenen. For evangeliets og menneskers skyld – og for Burundis fremtid.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Lyt til artiklen:

Set udefra er Randersvej 36 i Esbjerg en anonym kontor- og industribygning. Men indenfor trådte Landskonferencens næsten 150 deltagere ind i et af de største kirkerum i BaptistKirken. Flere gav da også udtryk for anerkendelse af den kæmpestore indsats Chin Baptist Church (CBC) har lagt i at skabe ikke bare en kirke, men et kirkecenter med masser af plads til aktiviteter. Stemningen steg endnu mere, da det viste sig, at CBC bød på et solidt morgenmåltid, der kunne konkurrere med enhver hotelbuffet.

Henry synger for på lovsangen (Foto: Henrik Andersen)

På scenen bød lovsangsleder Henry fra CBC velkommen med ordene fra Salme 8 om Guds skaberværk. BaptistKirkens etniske mangfoldighed kom til udtryk, da vi sang “O store Gud” på dansk, chin og engelsk – så ovenlysvinduerne åbnede sig!

“Har vi jord i hovedet?”

Generalsekretær Bodil Højbak Møller prædikede over Paulus’ ord i 1. Korintherbrev, kapitel 3, vers 6: “Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst…” Hvis der var enkelte, der blundede lidt efter en lang og tidlig køretur til Esbjerg, vågnede de, da Bodil spurgte: “Har vi jord i hovedet?”

Vi kan forberede jorden, så frø, gøde og vande. Alligevel sker der ikke altid noget. Den vigtigste forudsætning, som vi ofte glemmer, er, at der skal være vækstpotentiale. Vi skal tro på, at “Gud har noget for med os”. Selv om væksten ikke kommer med det samme, jorden er trampet hård, og vi synes, det ikke nytter, skal vi tro på, at Gud giver os vækstpotentiale. Vi må tro på, at der også er en stille vækkelse – at noget er på vej: “For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.”

Vibekes formandstale (Foto: Henrik Andersen)

Formandstalen: Fra holdning til handling

Vibeke Dalsgaard aflagde mundtlig formandsberetning (kan læses på baptist.dk) og fremhævede, at året havde været præget af stærkt engagement i hele BaptistKirken. Aldeles “u-jysk” erklærede Vibeke, at det havde været et fantastisk år – blandt andet fordi menighederne i høj grad havde deltaget aktivt og velforberedt i drøftelser om forpligtelse, præster, inklusion og bibelforståelse.

Vibeke understregede, at BaptistKirken ikke er et holdningsfællesskab, men et handlingsfællesskab i mission for Kristus. Hun pegede også på udfordringerne: især Sommerstævnet, hvor vi oplevede hærværk på Købnerkirkens menighedstelt og regnbueflag, og hvor samarbejdet med Evangelisk Frikirke Danmark ophørte i løbet af efteråret.

Hændelserne på Sommerstævnet har ført til, at ledelsen nu arbejder på en samtale- og samværspolitik. Vibeke sluttede sin tale med at takke for det store engagement og med at opfordre menighederne til fortsat at bidrage med ideer og tage medansvar for BaptistKirkens fremtid.

Landskonferencens referenter: Lone Møller-Hansen (til venstre) og Kirsten Bøgsted (Foto: Henrik Andersen)

Ny fælleserklæring baseret på værdier

Ledelsen havde stillet forslag om, at BaptistKirkens nuværende fælleserklæring blev revideret og erstattet med de værdier, der blev tiltrådt på Synoden i pinsen 2025. Argumentet var, at værdierne i praksis udgør basis for det fremtidige fælles arbejde.

Der var argumenter både for og imod forslaget: Lige fra “Jeg kan godt lide den nuværende fælleserklæring…” til “Det er et genialt forslag. Vi har alt for meget papir i forvejen.” Det tungeste argument mod forslaget kom fra Lars Midtgaard fra Bethelkirken, der mente, at løftet på Synoden var, at værdierne skulle arbejdes igennem, før de blev til andet og mere end et oplæg til diskussion.

Næstformand Christian Bylund svarede, at det netop er med sigte på fortsat behandling, at fælleserklæringen nu er lig med værdierne. Forslaget blev vedtaget med 73 stemmer for og 23 imod.

”Punkt 4c”

I oplægget til værdier forud for Synoden stod der i det, der under Synoden blev til punkt 4c (det oprindelige oplæg var ikke nummereret):

”Kald og tjeneste
Vi tror på, at Gud kalder og udruster alle til at tjene med i Guds rige.
Derfor: … vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Efter samtalen på Synoden valgte BaptistKirkens ledelse at tage punktet helt ud af værdierne med et løfte om, at emnet indenfor 18 måneder ville blive behandlet. På Landskonferencen i 2026 tages der endelig stilling til en formulering.

Både oplæg til værdier og værdierne som Synoden tiltrådte findes på baptistkirken.dk

 

Opfordring til samarbejde trods forskellighed

På Landskonferencen gav ledelsen også mulighed for at diskutere samarbejde. Vibeke Dalsgaard holdt et kort oplæg, hvor hun endnu engang takkede for menighedernes engagement. Hun gentog også budskabet om, at BaptistKirken skal være et handlingsfællesskab og ikke et holdningsfællesskab.

“Vi skal være kirke sammen,” sagde Vibeke og fortsatte: “Men det betyder ikke, at vi skal være enige om alt – og heller ikke, at vi skal være ens.”

Vibeke fremhævede behovet for mere samarbejde på tværs, fx i forhold til kristendomsklasser og menighedsplantninger. Med udgangspunkt i debatten om “Punkt 4c” og hændelserne på Sommerstævnet i 2024 sagde hun:
“Vi har alle ret til at ytre os – det står faktisk i Grundloven! Men vær kærlige og nænsomme i debatten. Vi behøver ikke støde hinanden.”

Vibeke afsluttede med at opfordre til at fastholde den gode samtale trods uenighed: “Hvis udfaldet af de kommende læredage og samtaler bliver, at vi skilles, så lad det ske efter en ordentlig samtale. Vi har alle de bedste intentioner, og ingen vil hinanden noget ondt. Lad os være enige om at arbejde sammen.”

Den efterfølgende debat forløb afdæmpet. Der manglede et oplæg til samtale inden Landskonferencen, lød kritikken. Det tog ledelsen til efterretning.

Henrik Søndergaard og Cynthia Padi fortæller om menighedsplantningen i Vejle (Foto: Henrik Andersen)

Succesfuld menighedsplantning i Vejle

Et af dagens højdepunkter var Henrik Søndergaard og Cynthia Padis beretning fra menighedsplantningen i Vejle. Det, der startede med tre menneskers tro på et kald og en idé, er siden 2022 vokset til et fællesskab med 48 medlemmer. Halvdelen er ukrainere, og væksten har allerede ført til, at den første kirke er blevet for lille.

Henrik takkede for forbøn og stor interesse, men pegede også på, at offerviljen og lysten til at støtte økonomisk var begrænset hos andre menigheder. Undtaget var “modermenigheden” i Odense, der havde støttet over al forventning og fortsat bakker op om initiativet i Vejle.

Dagens bedste nyhed kom fra Cynthia, da hun fortalte, at menigheden allerede dagen efter Landskonferencen skulle mødes for at beslutte, om de ville være en selvstændig menighed.

Fremtidens Sommerstævne

Der blev også plads til at tale om fremtidens Sommerstævne. Ledelsens holdning er, at vi de næste par år vil afprøve forskellige muligheder. I 2026 bliver det et inspirationsdøgn den 24. og 25. april på Trinity Hotel og Konference i Fredericia.

Idéen er, at vi sammen skal have fokus på Acts2Movement-oplægget fra Baptist World Alliance. Forslaget blev fulgt op af gode ideer fra salen.

Landskonferencestemning (Foto: Henrik Andersen)

Et fællesskab i bevægelse

Da dagen sluttede, og vi forsøgte at fordøje dagens indtryk – og ikke mindst CBC’s overdådige værtskab – sagde flere: “Her skal vi da bare mødes igen!”

Om BaptistKirken er på vej til at transformere sig fra et holdningsfællesskab med mange forskellige holdninger til et handlingsfællesskab, vil tiden vise.

Links

• Formandstalen 2025 finder du her
• Baptist.dk har tidligere bragt en artikel om menighedsplantningen i Vejle: “Nyplantet, men allerede rodfæstet og klar til vækst.”
• På siden “Artikler og information om Genstart2025” finder links til alt materiale, der er udgivet på baptist.dk i forbindelse med Genstart2025 og Synoden i pinsen 2025.

Valgt til BaptistKirkens ledelse (fra venstre): Ulrick Refsager Dam, Kløvermarkskirken, Holhæk – Flemming Vesth Nielsen, Bethelkirken, Aalborg – Emmanuel Cinzah, Chin Bethel Church, Skjern og Christian Heldgaard Bylund, Tølløse

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Præster er blevet uddannet, menighedsplantninger støttet, og kirker er blevet rejst. Og det vil vi gerne fortsætte med. I Burundi er visionen at plante menigheder og opføre nye kirker i storbyerne. I Rwanda betyder en ny kirkelov lukkede kirker og usikkerhed for menighederne.

Kirkebyggerier i Burundi

Derfor vil man gerne plante menigheder i alle provinshovedbyer.

Traditionelt har Baptistkirken i Burundi (UEBB) været til stede især i landområderne og de mindre byer, hvor også langt de fleste mennesker bor. Men i takt med stigende urbanisering flytter flere og flere altså til de større byer. Her er UEBB ikke så stærkt repræsenteret, men det har man en vision om at ændre. Derfor vil man gerne plante menigheder i alle provinshovedbyer, så man dels kan evangelisere i disse byer og dels tilbyde tilflyttere et kirkehjem.

Storbykirker

I 2018 byggede UEBB en kirke i landets næststørste by Gitega med støtte fra Korskirken i Herlev. Udgangspunktet var en menighedsplanting på ca. 40 medlemmer. Menigheden er nu vokset til en stor og levende menighed med over 300 medlemmer. Det spor vil man gerne fortsætte i.

Udfordringerne for storbymenighederne er større krav til bygningskonstruktionerne og dermed prisen.

UEBB har de senere år opkøbt grunde i flere af de større byer, og nu mangler de tilstedeværende husmenigheder et sted at udfolde deres menighedsliv. Udfordringerne for storbymenighederne er større krav til bygningskonstruktionerne og dermed prisen. Medlemmer bidrager fx med arbejdskraft og fremstilling af jordsten til bygningen, men i byerne er der krav om brug af brændte sten, metalspær, toiletforhold mv., og det betyder, at en kirke koster cirka 50.000 kr.

Kirkelukninger i Rwanda

Lige nu er kun 47 ud af Baptistkirken i Rwandas (AEBR) knapt 300 kirker åbne.

I Rwanda har man for tiden andre udfordringer. Derfor er menighedsplantninger sat i bero. I 2018 blev der vedtaget en ny kirkelov, der stillede større krav til bl.a. bygningerne i form af handicapvenlige adgangsforhold, toiletfaciliteter og parkeringspladser. Ligeledes blev der stillet krav til præsters og lederes uddannelse. Mange kirker måtte dengang lukke, men siden er det lykkedes at få åbnet de fleste igen. Nu har myndighederne taget fat på anden runde af forbedringer, hvilket igen har betydet kirkelukninger. Lige nu er kun 47 ud af Baptistkirken i Rwandas (AEBR) knapt 300 kirker åbne.

Udfordringer i Karama

For nylig besøgte jeg Karama menighed i landsbyen Gakoni. Menigheden har en helt speciel historie. Den blev etableret i 2013 af en Spare- og Lånegruppe, der havde været en del af et af vores projekter om opsparing og lån. De fik en vision om at etablere en menighed og kirke. Støtte fra Bethelkirken i Aalborg og Østervrå Frikirke gjorde den drøm til virkelighed.

Karamas præst Emmanuel

Kirkeloven fra 2018 betød i første omgang, at kirken var lukket i fire måneder, indtil man levede op til de daværende krav. Nu er der kommet yderligere krav. Præsten Emmanuel i Karama er noget uforstående overfor de nye krav, som i deres tilfælde spænder fra etablering af lydisolering og ventilation, maling af kirken til det lidt mere eksotiske: Etablering af en blomsterhave udenfor kirken! Øvrige aktiviteter ud fra kirken er også suspenderet. Ikke engang møder i private menighedshjem er tilladte for tiden. Præsten afventer fortsat myndighedernes tilbagemeldinger, før de kan genåbne kirken.

Vil du hjælpe?

Der er 58 menigheder i Rwanda, der afventer myndighedernes tilbagemelding om, hvorvidt de kan genåbne, og AEBR har begrundet håb om, at yderligere 125 kirker kan blive åbnet. Disse menigheder mangler hver fra få tusinde til 10.000 kr. for at kunne foretage de mange forbedringer.

Hvis du vil hjælpe – enten i Burundi med menighedsplantninger eller i Rwanda med genåbning af kirker – kan store som små beløb indbetales på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Kirker Burundi/Rwanda’.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Ledelsen var samlet igen den 19.-20. marts om Genstarts-processen i vores kirkesamfund. Denne gang med fokus på støtte og udvikling af menigheders virke og mission. Menigheder skal leve, ikke bare overleve.

Vi vidste, at Apostolsk Kirke i Danmark for nogle år siden gennemgik en proces, som har ret meget lighed med BaptistKirkens genstartsproces, og vi var overbeviste om, at vi kunne lære fra den. Jacob Viftrup, leder af Apostolsk Kirke i Danmark, delte ærligt om udfordringer i Apostolsk Kirke for år tilbage, som ligner vores til forveksling – fragmenterede kirker, strukturel træghed, generationelle kløfter, tab af næste generation og mangel på præsteudvikling.  En forandringsproces blev sat i gang og Jacob præsenterede, hvad der over nogle år havde været i værk sat i deres kirke for at skabe ny udvikling – tydelig vision/formål, input udefra, trivsel og tjenestefællesskab for præster og at nogle menigheder, som er stagnerende i udvikling, skal koble sig på en lokal eller regional ressourcekirke i et samarbejde.

Der er en vej

Ledelsen fik mange erfaringer denne aften, men der var fire ting, som stod tilbage efter vores drøftelse med Jacob. Først og fremmest et håb – det kan lade sig gøre. Vi kan vende udviklingen for vores kirkesamfund, når vi arbejder sammen om det. Det næste var, at det er vigtigt, at der arbejdes med mentorordninger for ledelsen, for menigheder og for præster.

For den fremtidige udvikling er uvildige rådgivere på alle niveauer, det, som er med til at give næring til vækst. Vi erfarede også, at der er ikke én, to eller tre måder for lokalt samarbejde mellem menigheder. Der er mange måder, og samarbejdet skal etableres med stor individuel hensyntagen til de lokale forhold og menighedernes fælles ønsker. Vi blev også helt opmærksomme på, at BaptistKirkens præster skal bringes sammen i et tættere samarbejde både lokalt og nationalt. Der kan være store forskelle både teologisk og i udtryksmåde, men der skal skabes rammer for både samtale og samarbejde på trods af dette.

Vi tager læring og opmuntring med fra Apostolsk Kirkes proces, mens vi arbejder videre på en model, der passer til BaptistKirken.

Input fra menigheder

Onsdag fik ledelsen besøg af Jakob Vagner fra Roskilde, Henrik Søndergaard fra Odense og Lars Midtgaard fra Bethelkirken, Aalborg. Her blev igen – med fokus fra tre lokale menigheder – sat fokus på menighedstrivsel, menighedsvækst, menighedsplantning og samarbejde mellem menigheder.

Ledelsen fik gode, ærlige og spændende input fra de tre menigheder med deres syn på de udfordringer, som vores kirkesamfund og menigheder står i for tiden. Der blev talt om de aktiviteter, som lykkes, og dem, som ikke lykkes. Vi delte både glæder og bekymringer om fremtiden med hinanden og ledelsen fik mange ideer til både de store udfordringer og til mindre justeringer med til den fremtidige drøftelse.

Det var igen tydeligt, at trivsel i en menighed sker, når der er en fælles retning, når der er en klar ledelse og ansvarsfordeling og når der skabes plads for tjeneste fra et bredt udsnit af menigheden – både fra nytilkomne og mere erfarne troende og på tværs af generationerne.

De tre menigheder talte også for etablering af mentorordninger for både præster og menigheder, som de havde lidt forskellig erfaring med – dog oplevede alle det positivt. Henrik pointerede særligt, at der i menighedsplantninger altid skal tilknyttes en mentor med erfaring fra tidligere plantninger. Jakob fortalte, at deres mentor også var til rådighed for menigheden – altså en slags whistleblower-ordning, som kan forebygge usunde kulturer.

Kompliceret proces

Ledelsen oplevede også den store spændvidde vores kirkesamfund har. Det gør Genstart-processen kompliceret, fordi vi skal turde række hænderne frem fra mange kanter og med mange holdninger til vores tro og verden. Det er ikke enkelt, men det er heller ikke umuligt, idet vi tjener samme Herre.

Ledelsen ved, at vi stadig har et stort arbejde foran os. Arbejdet er både formulering af en ny retning for hele kirken frem mod synoden i Pinsen ’25, men også hele implementeringen bagefter.
Vi håber på både samarbejde med alle menigheder og forbøn for processen i den tid, som kommer.

Det kan lade sig gøre, hvis vi vil.

Andre artikler om samme emne

Genstart2025 – Har du prøvet en genstart?
Genstart2025 – med fokus på børn og unge
Genstart2025 – med blik på præsterne
Genstart2025 – Er der brug for en genstart?
Mangler vi kant? 
Blev kanten for blød?
Fremtidens præster
Opråb fra en sofavælger
BaptistKirken er nødt til at finde en ny vej

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

Der er intet galt med den måde, menighederne skaber fællesskab med Gud og hinanden, ifølge John McGinley. Men ”høsten er stor”, og der er brug for flere arbejdere til at høste![1] Vi skal blive bedre til at bede over høsten og dens arbejdere.

Har jeg selv kraft og autoritet?

Der er ingen tvivl om, at John McGinley og hans team har store visioner. Den engelske stifter af Myriad, et projekt med målet om at re-evangelisere Church of England med 10.000 nye menigheder indenfor ti år, underviste over to dage på Sommerstævne ’23 på Lindenborg Efterskole.[2] Den vision har de i fællesskab bedt rigtig meget over, og en lignende vision mener de, Gud har for Danmark – en vækkelse er på vej.

Men med de historisk lave medlemstal i kirkerne over hele Europa ”er arbejderne få”.[3] Hos McGinley og hans team er håbet dog stort. For med afsæt i blandt andet Lukasevangeliets kapitel 10, mener John McGinley, at der er bibelsk belæg for, at noget er gået tabt gennem kirkens historie siden de oprindelige disciple døde. Beretningen om de 72, der blev klædt på alene i Jesus’ navn, i hans kraft og autoritet, og sendt ud to og to, gemmer på et vigtigt budskab:

Gud bruger helt almindelige mennesker til at vise på en overnaturlig måde, at hans rige allerede er iblandt os. Og ifølge den stilfærdige engelske sognepræst, der har vakt stor opsigt iblandt de anglikanske biskopper,[4] har vi samme evner og samme kald som både de 12 og de 72 havde dengang. Men vi skal træne i menighedens fællesskab.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ligesom et barn lærer at gå

De fleste kristne, som har bekendt deres tro personligt, er godt klar over, at vi alle har en iboende evne til at kommunikere med Gud. Vi kan vise andre Guds kærlighed og Guds rige via vores ord og handlinger. Vi har jo trænet det i en eller anden grad, som regel igennem bøn, tjeneste og relationerne i menigheden.

John McGinley mener, at den evne skal trænes og udvikles på samme måde, som et barn lærer at gå. Evnen er barnet født med, men den skal trænes for at evnen bliver stærk og holdbar. Således også med bøn og deling af, hvordan vejen med Jesus Kristus forvandler vores liv.

Lederne har glemt, at kirken er en træningsbane

Men McGinley oplever i Church of England, at mange kirkeledere har overset eller glemt, at menigheden og kirken ER en træningsbane for Jesus’ disciple, nye som erfarne. Kirken må gerne ligne en træningsbane med plads til lidt kaos. McGinley oplever, at medlemmerne overlader al åndelig kraft og autoritet til præsten som en slags stedfortræder, når der skal bedes for de fortabte eller handles i forhold til de svage.

Traditionen og organisationen, ja selve det religiøse sprog og liturgien, har gjort det sværere for mange i det post-sekulære samfund at nærme sig deres medfødte forbindelse til Gud. De har mistet lysten til at træne i det tilsyneladende passive fællesskab, de møder om søndagen. Ifølge McGinley viser statistik, at mennesker, der endnu ikke har mødt Jesus eller er aktivt tilknyttet et trossamfund, søger åndelighed! Høsten er stor!

I Jesus’ kraft og autoritet

Lignende statistik og tendens ses også i Danmark. Og man kunne være fristet til at tro, at John McGinleys forslag til en re-evangelisering af de skrumpende og aldrende menigheder, der drømmer om flere medlemmer, er at gøre kirken smartere og oprette nye aktiviteter for at lokke folk til.

Det er det IKKE!

Ifølge McGinley ligger løsningen hos dig og mig. Mennesket har et basalt behov for at opleve samhørighed og fællesskab med Gud og med hinanden – det som vi blev skabt til. Fællesskab og samhørighed behøver ikke at foregå i en kirke eller efter et bestemt format! Faktisk er bøn og mad i små grupper i højsædet, når Myriad planter nye menigheder med 20-30 personer. Små menigheder tilknyttet modermenigheden og tildelt en kvalificeret tilsynsperson.

Kirken er en træningsbane… (Foto: Tim Gouw / Pexels)

Vi er ude af træning

McGinley mener, at vores nuværende menigheder spiller en afgørende rolle uanset ressourceniveau. Men både vores ledere og vi selv er ude af træning i forhold til at bede konkret sammen og dele vidnesbyrd om Guds riges nærvær i vores liv. Vi skal først trænes op i fællesskab med Gud og med hinanden, før vi forsøger at høste eller plante nye enheder.

Men både vores ledere og vi selv er ude af træning…

Myriads team underviste fra Sommerstævnets Store Scene i nogle helt basale, bibelsk baserede øvelser i bøn. Det udfordrede sandsynligvis den del af salen, der havde en mere konservativ opfattelse af begrebet undervisning. Det var dog mit klare indtryk, at de omsorgsfulde og enkle øvelser med nedslag flere steder i Evangeliet overvandt selv de mest skeptiske tilhørere.

Bed, men hvordan?

Den kompetente John McGinley vejledte salens tilhørere i tre konkrete slags bøn. Den første øvelse var en konkret bøn om, hvor Gud vil sende dig hen og til hvem. For ifølge Efeserbrevet, kapitel 2, vers 10 har Gud forberedt et konkret kald og en vej til dig i netop din by.

Den anden øvelse handlede om at befale sygdom eller smerter at forsvinde fra en anden person. For både sygdom og dæmoner adlød Jesus og disciplene.

Den sidste øvelse handlede om at smide facaden og turde bede i ægte desperation, helst højlydt, for dem vi kender eller for vores by, som ikke har opdaget Guds kærlighed og Guds ønske om fællesskab med dem.

Tre konkrete øvelser

Øvelse 1: Hvor og hvem er jeg sendt til?
Sig: ”Gud, vis mig hvor i byen og hvem jeg skal øse din fred over ved at bede over det område og de personer. Jesus, hvem kalder du mig til for at forbinde mig med, som endnu ikke kender dig? Og hvordan kalder du mig til at forbinde mig med denne person?”
Der er mange eksempler på, at Jesus drager ud til folk, møder dem, der hvor de er og har måltidsfællesskab med dem. Derfor foreslog teamet på scenen at starte med en kop kaffe eller noget mad.

Øvelse 2: Befal sygdom forsvind!
Som forbeder skal du først sikre dig accept fra den, du vil bede for: Må jeg bede for dig? Må jeg lægge hånden på din skulder skulder? Sig derefter med overbevisning: ”Hvad hedder du, og hvad ønsker du, at jeg skal bede for?… Tak Jesus, fordi du elsker [navn]. Tak fordi hendes smerter betyder noget for dig. Jeg befaler smerterne at forsvinde! Kom Helligånd og fyld dette menneske med din fred.” Teamet foreslog kønsopdelt forbøn for at tage højde for eventuelle traumer eller tidligere oplevelser af overgreb.

Øvelse 3: Bed i desperation.
Der er ingen format for denne type bøn. Tanken er, at Herren ønsker, at vi overgiver hele vores person til ham, også smerter og svigt. Guds følelser dækker hele følelsesregisteret. Det kan vi se ved, at Jesus græd, blev vred, viste mildhed, venlighed og kærlighed. Og fordi vi kæmper (man råber i kamp) og skal dele hele Guds hjerte, må bøn også gerne være spontan, larmende, uhøflig, forstyrrende og insisterende! Jesus blev på sin vej ofte forstyrret af desperate mennesker, fx den blinde tigger, Bartimæus, i Markusevangeliets kapitel 10. Det var netop deres vedholdenhed og insisterende forstyrrelse, der forvandlede deres situation totalt.

Referencer

[1] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[2] The Gregory Center for Church Multiplication, Myriad. Fundet den 24-07-2023 på https://ccx.org.uk/myriad/.

[3] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[4] Anglican.ink, dateret 13. juli 2021: “Do the Church of England’s bishops want 10,000 new churches or not?”. Fundet den 24-07-2023 på https://anglican.ink/2021/07/13/do-the-church-of-englands-bishops-want-10000-new-churches-or-not.

Læs mere om John McGinley på Sommerstævne ’23

“Sendt ud af vores komfortzone” af Hanne Kiel
“Kald til at plante” af Hanne Kiel
Lyt eller se Hanne Kiels interview om “Kald til at plante” med John McGinley på Youtube. Interviewet er på engelsk uden undertekster.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

John McGinley tog i sin undervisning udgangspunkt Lukasevangeliet kap. 10, hvor Jesus sender 72 andre i forvejen til de byer, han planlægger at gå til. Vi får ikke at vide, hvem de er, men Jesus sender dem på samme måde, som han udsendte disciplene: Med sin kraft og autoritet! Det vil sige med både evnen og retten til at handle. To og to får de til opgave at gå til de nærliggende byer, helbrede de syge og forkynde, at Guds rige er kommet nær!

Sådan er vi også sendt til vores omgivelser – med evne og ret til at handle på Guds vegne!

En ny reformation af kirken

John McGinley er overbevist om, at Gud arbejder på en reformation af kirken i vores samtid.

Den kirke, vi kender til, er skabt til en anden tid og et andet samfund. Den har skabt meget godt, men samfundet og tiden – og dermed mennesker – har ændret sig, og vi har brug for at genskabe kirken.

Vi må finde en måde at være kirke på i vores tid. I den forandringsproces må vi give slip på vestens tillærte evne til at planlægge strategisk, fokusere på det finansielle og bygge strukturer op. Det er fristende at gøre, som vi plejer, men i stedet må vi (gen)lære at forlade os på Jesus Kristus og den kraft og autoritet, han har udrustet os med – på samme måde, som han udrustede disciplene og 72 andre.

Denne undervisning blev fulgt op af opfordring til at gå frem til forbøn. Selv er jeg ikke meget for denne sammenblanding af undervisning og evangelisk møde, men det blev gennemført fint og sobert – og rigtig mange gik frem til forbøn, som konsekvens af en undervisning, der oplevedes vedkommende.

David Vincent underviser (Tolk: Lars Midtgaard) (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menighedsplantning

Enhver kirke er blevet plantet – engang! Nogle er flere hundrede år gamle, andre er måske 10 år, men de er alle blevet plantet på et tidspunkt. Danmark har tusindvis af kirker, så hvorfor plante nye?

Tre gode grunde til at plante en ny kirke:

• Gud elsker alle – også din nabo
• kirken skal være så tæt på, at man kan gå dertil
• en nyplantet menighed ejer en friskhed

Gud elsker alle – også din nabo
Det behøver ingen uddybning.

Kirken skal være tæt på
Kirken skal være så tæt på, at mennesker kan opleve et autentisk fællesskab, hvor medlemmerne elsker hinanden. Det gælder både geografisk og kulturelt. Ingen kører 50 kilometer for at opleve, at andre har et nært fællesskab, men der er heller ingen, der kan få øje på den indbyrdes kærlighed, når de først skal overkomme en fremmed og uforståelig kultur.

En nyplantet menighed ejer en friskhed
Det er langt lettere at skabe en ny kirkekultur i en nydannet menighed. Vi forsøger ofte at trække i mennesker for at få dem ind i den eksisterende kirke ved at tilpasse den kirkes eksisterende kultur. Det kommer der kun modstand ud af.

Dem, der elsker den eksisterende menigheds kultur, mister en væsentlig værdi, og dem, der er fremmede for den menigheds kultur, får heller ikke deres behov dækket. Derfor skal vi etablere nye kristne parallelsamfund til den eksisterende kirke. Vi skal plante noget nyt ved siden af.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvem mangler du?

Spørg dig selv: Hvem er her ikke? Vi kan ikke blive ved med at være kirke uden at række ud til dem, der ikke kommer. I stedet for at trække i dem skal vi gå ud og være kirke på deres præmisser.

Vi skal etablere kristne fællesskaber i deres komfortzone. Kirken skal være, som kirkens kontekst fordrer det. Vi skal være autentisk kirke og dække moderne menneskers behov.

Trin-for-trin træning

John McGinley påpegede, at Jesus i Lukasevangeliet kap. 10 giver de 72, han sender ud, en trin-for-trin træning i at bringe Guds rige til mennesker. Først skal de finde ’fredens barn’, bo hos dem og spise sammen med dem. Dernæst skal de helbrede de syge og endelig skal de sige til folk: Guds rige er kommet nær til jer!

Et menneske at knytte sammen med dig

Vi er sendt ud med den samme opgave, påpegede John McGinley, og dernæst begyndte han at træne deltagerne i at løse opgaven. Udgangspunktet er, at vi bærer Jesus Kristus´ nærvær med os og kan forløse det nærvær for et andet menneske.

Første trin er at finde frem til det menneske, Gud ønsker, at du skal forbinde dig med. Begynd med at bede om fred for din familie, din menighed og dine omgivelser. Bed dernæst Gud om at vise dig, hvem du er kaldet til at knytte til dig: ’Jesus, hvem vil du knytte til mig?’ Guds svar vil komme til dig i al stilfærdighed som et navn eller billedet af pågældende.

Dernæst skal du kontakte vedkommende. Det kan forekomme en uoverstigelig forhindring, men du kan også gøre det helt enkelt. Send en SMS! Hvis du tør, kan du skrive: ’Guds rige er kommet dig nær!’ Men du kan også holde dig til: ’Jeg kom til at tænke på dig – skal vi drikke en kop kaffe sammen?’ Eller måske: ’Skal jeg bede for dig?’ Din SMS vil fortælle modtageren, at du har lagt mærke til ham/hende og har omsorg for vedkommende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu – og alle, der deltog, oplevede det som givende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu…

Fortæl at Guds rige er kommet nær

Meningen er ikke, at vi skal holde teologisk velforberedte, gennemtænkte prædikener, hver gang vi er sammen med andre mennesker. Det drejer sig om det simple, at vi skal fortælle, hvad vi selv har oplevet. Vi skal have modet til at dele med andre, hvad troen betyder i vores eget liv.

Igen blev vi opfordret til at deltage i en øvelse. Vi fik til opgave at henvende os til en tilstedeværende, som vi ikke kendte på forhånd, og fortælle om en god oplevelse på stævnet. Også i denne øvelse deltog mange og vi fik en god oplevelse af at samle mod til at dele noget personligt med en fremmed.

Helbred de syge

Indledningsvis gav John McGinley os en model for konkret bøn for helbredelse:

• spørg den syge, hvad vedkommende hedder, og hvad problemet er

Her vil jeg bruge navnet Anne for nemheds skyld.

• læg hånden på skulderen – og kun på skulderen – af den syge (Anne) og bed:
  • tak Jesus, fordi du elsker Anne
  • tak, fordi du har omsorg for Anne
  • i Jesus´ navn befaler jeg, at sygdommen skal forlade Anne
  • kom, Gud Helligånd, og udvirk, at det sker.
  • Amen
  • bliv ved med at bede
• tag imod helbredelsen med glæde eller accepter, at helbredelsen ikke sker.

John McGinley påpegede, at det er de kristne, der oplever det som et problem, når helbredelsen udebliver. De syge har derimod ofte den holdning, at de jo ikke kan miste noget ved det. Ofte er de også overvældede over, at vi tror på, at det er en mulighed.

En personlig refleksion

Selve undervisningen var givende, og bøn om helbredelse er en rigdom for den kristne menighed, men den skal praktiseres personligt og i et mindre forum. Andre deltagere oplevede det berigende og rigtigt, men er det i orden at ’træne’ det, ved at lade uerfarne deltagere bede for tilstedeværende syge? Kan vi tillade os at udstille andre menneskers sygdom og skrøbelighed og gøre dem til genstand for offentlige forsøg? Vi ved erfaringsmæssigt, at ikke alle bliver helbredt – hvem skal samle de skuffede op bagefter, når forbederen er ’i lære’ i en træningssession?

Mere inspiration

“Kald til at plante” – Hanne Kiels interview med John McGinley før Sommerstævne ’23
Læs mere om “The Gregory Centre for Church Multiplication”

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

Nu blev Landskonferencerne jo aflyst i 2020, så vi må vente til juli 2021 med at sætte et ambitiøst og spændende projekt i søen. Det handler om menighedsplantning.

Det er mange år siden, den seneste baptistmenighed er blevet plantet i Danmark. BaptistKirken har optaget en del migrantmenigheder og internationale menigheder. Men en baptistmenighed, der sætter et nyt trosfællesskab i søen og gør det sødygtigt. Det er længe siden.

Men ambitionerne er der, og de kommer fra en arbejdsgruppe bestående af Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken i Aalborg, Anders Hyldgård, præst i Pandrup menighed og Scott Tuminello, der er amerikansk missionær tilknyttet regen/Kristuskirken i København.

De tre er kommet med et forslag til, hvordan BaptistKirken og menighederne kan støtte nye trosfællesskaber. Det opfordrer til et samarbejde mellem en eller flere menighedsplantere, en modermenighed, mindst to støttemenigheder og BaptistKirken.

Drømmen er, at et lokalt projekt vil kunne støttes med 200.000 kr. om året i tre-fem år. Og at alle parter forpligter sig på at stå sammen i de planlagte tre-fem år.

Udsultet

”Jeg tror på, at der i menighederne er mennesker, som ønsker at være med i noget nyt, og som bliver kalds- og tjenestemæssigt udsultede. Netop fordi menighedsplantning som kald og tjeneste ikke bliver rigtig italesat i menighederne”, siger formand for arbejdsgruppen Lars Midtgaard.

”Præster og menighedsledere har ofte den holdning, at vi lige skal have vores nuværende menighed til at fungere, før vi kan tænke i de baner. Og det er jo også sådan, at det ofte er de mest ressourcestærke, der har en drøm om at starte noget nyt, og dem vil vi nødig undvære. Det er en hæmsko, fordi det skaber en kultur, hvor der ikke bliver lavet nye trosfællesskaber”.

Derfor er det vigtigt at starte med at italesætte menighedsplantning, som noget godt. Noget, der er meningen. Guds rige skal vokse. Og den kulturændring vil arbejdsgruppen tage fat på.

”Vi vil gerne samle nogle præster og ledere, og tale sammen om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med prædikener og undervisning. Skabe et netværk, der sammen kan vække sulten efter noget nyt.”

Ikke nødvendigvis ny menighed

Generalsekretær Torben Andersen gør opmærksom på, at et nyt trosfællesskab ikke nødvendigvis skal være en ny menighed fra starten af. Det kan være en gruppe i menigheden, som samles om en speciel spiritualitet, eller en forlængelse af en menighed, en geografisk udpost.

Lars supplerer: ” Der er nuværende menigheder, som sandsynligvis er på vej til at lukke indenfor en overskuelig fremtid, men som har en bygning, der enten kan sælges eller man kan starte noget nyt i. Men det kræver, at de får frie hænder.”

”Det er ikke blevet nemmere at være selvstændig menighed i fremtiden, med de krav der stilles fra statens side,” fortsætter Torben.

Trofasthed

Det har inspireret Lars meget at være med præstekonventet i Rotterdam, hvor vi besøgte en menighedsplantning, der var støttet af en gammel menighed. ”De havde endnu ikke set en eneste komme til tro, men de var trofaste og blev ved med at give. Ud fra oplevelsen, af ”at vi er med”.

Missionsforbundet er godt i gang med et lignende projekt, og det skeler både ledelsen og udvalget til. ”Vi er så lille et land, og kirkelandet er så småt, at vi sagtens kan gøre noget sammen,” siger Lars og nævner den store udfordring med at finde menighedsplanterne, udvælge, udruste, støtte og undervise dem. Sørge for at de har de bedste forudsætninger for at holde ud.

Med den økonomiske skitse, der er på bordet, skulle det være muligt at én kan dedikere sig fuldtids som menighedsplanter, hvis der er en ægtefælle med job.

Lederkonference

Udvalget har udført den opgave, de blev bedt om. At fremkomme med et forslag, som ledelsen nu har gjort til sit, og som så først kan godkendes næste år. Men indtil da ligger arbejdsgruppen ikke stille. De har tænkt sig at invitere nogle nøglepersoner, mennesker, som kunne være interesserede i at være med i noget nyt, til et møde – så snart det kan lade sig gøre Corona-wise.

På sigt kan det også vise sig, at arbejdsgruppen skal vokse sig større, alt efter interessen.

Og så er temaet også på dagsordenen ved den kommende lederkonference 23.-24. april, hvor der er præstekonvent i døgnet op til. Bl.a. kommer Charlotte Thaarup fra Equmenia Kyrkan i Sverige og taler om økumeniske menigheder og Anne Walsøe, menighedsplanter i Aarhus Vineyard kan fortælle sin sine erfaringer.

Relateret

• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 16. dec. 2024 - Evangelisation og menighedsvækst i Rwanda og Burundi
• 10. apr. 2024 - Med blik på menighederne
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone

Find flere

Lars Midtgaard måtte for et par år siden sige farvel til gode folk fra sin menighed i Aalborg. De ville slutte sig til en anden kirke, Vineyard, som med Thomas Willer i spidsen ville plante en ny menighed i Aalborg.

”Jeg blev personlig udfordret. Det var rigtig hårdt! Dem, der gør det, har altid masser af ressourcer. Det kunne mærkes i menigheden. Samtidig var det ene par vores personlige venner – det er de heldigvis stadigvæk.

Da de var gået i gang, kunne jeg stadigvæk tænke: ”Det er godt nok træls”. Så tror jeg virkelig, Gud talte til mig: ’Tør nu øjnene Lars, for de her mennesker bliver ikke de sidste, jeg kalder fra Bethelkirken. Jeg kommer til at kalde på andre, der skal plante kirker og jeg vil, at du skal sende dem.’

Det blev et Kairos-øjeblik for mig. Samtidig var der noget, der faldt på plads. Både i forhold til de venner, der var gået. Jeg erkendte: ’Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.’

Og kort efter havde vi et møde mellem Bethels menighedsråd og BaptistKirkens ledelse, hvor I spurgte, om vi ville sætte os for bordenden på vegne af BaptistKirken vedrørende menighedsplantning.”

Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.

Vi skal refokusere

For at sige ja til det, var Lars midt i en længere proces:

”Jeg oplever, at vi har tjenestekrise i BaptistKirken. Vi mangler præster. Vi kan se, at gennemsnitsalderen i menighederne bliver ældre, små menigheder skranter, nogle lukker. Vi står på en brændende platform. Vi skal refokusere. Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.”

“Vi har prøvet det før. Dawn-bevægelsen i ’90-erne var ikke videre vellykket. Men jeg ser håb, blandt andet i dét, Henrik Holmgaard har gang i med SCMT, (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi).”

“Jeg ser også på min kirkefamilie, og jeg kan mærke, at det ér mine rødder. Der skal ske noget! Spørgsmålet er, hvor mange skud, der er tilbage i bøssen?”

Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.

Fælleserklæringen

Lars Midtgaard

Det er vigtigt for Lars, at det med menighedsplantning også bliver en markør i den kommende Fælleserklæring:

”Som kirkeligt fællesskab skal vi samtale, men der er nogle store bump på vejen. Vores kirkekultur f.eks. Vi må indse, at det kommer til at koste på flere niveauer. Kulturbærerne, præsterne og lederne i menighederne skal sætte menighedsplantning – eller lad os kalde det ’at danne nye trosfællesskaber’ – på dagsordenen. At vi kalder på dem, der bærer dette kald.

Vi skal sætte det på dagsordenen i forkyndelse og samtale. De, der bærer på kaldet til at skabe nyt, føler sig hjemløse, hvis ikke det bliver italesat. Udfordringen for præster og ledere er, at vi ikke vil undvære nogen, og slet ikke dem, der har mange ressourcer. Da skal vi udfordre os selv som præster og ledere til at turde give slip, når Gud kalder.

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed. Her bliver vi nødt til at ville give. Give nogle af vores gode folk væk. At sætte folk fri.”

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed.

Missionsforbundet gør det

Det næste skridt for Lars er at samle en gruppe, der sammen men ham vil sætte en dagsorden om nye trosfællesskaber. Der er allerede et arbejde i gang i blandt andet Missionsforbundet. Her har man en strategi om at se fem nye menighedsfællesskaber skyde frem inden 2022.

Oplægget er, at der bliver ydet tilskud til løn fra Missionsforbundet og lokale menigheder.

Lars tilføjer: ”Det kommer til at koste penge. Der skal vi måske endda kaste mange penge ind i dette. Blandt andet til løn. Der er mennesker, der vil starte noget op. Men de har brug for at andre står bag dem!”

Til dem, der bærer på kaldet til at starte noget nyt, har Lars et første råd:

”Du skal ikke vente på, at der falder noget ned i din turban. Når betingelserne er opfyldt, så er der økonomi bag. Du skal ikke vente ti år.”

Læs mere om ’Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi’ (SCMT) i artiklen ‘Kald til forskning og udrustning’.

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 10. maj. 2025 - Hvordan finder vi fælles fodslag, når vi står langt fra hinanden?
• 16. dec. 2024 - Evangelisation og menighedsvækst i Rwanda og Burundi

Find flere

Thomas Willer

• gift med Inge
• far til Selma og Ellinor
• for nyligt flyttet fra København til Aalborg for at plante en ny menighed, Vineyard Aalborg, som skal have base i Inge og Thomas’ egen stue
• tidligere præst i regen/Kristuskirken på Nørrebro i København
• uddannet sociolog

 ”Mange menigheder taler gerne om at ville plante nye menigheder. Vi vil gerne se kirken vokse. Men det, som ofte sker, når en menighed plantes, er, at mennesker, som allerede tilhører et menighedsfællesskab, flytter til den nye plantning. Det er frustrerende for længslen er jo, at flere mennesker skal lære Jesus at kende. Målet er ikke omorganisering af det kristne fællesskab. Vi ønsker at se det vokse!”

Allerede kort inde i samtalen er det tydeligt, at Thomas har emnet tæt inde på livet: ”Det er altafgørende, at vi som kristne véd, hvorfor vi tror på Jesus. Evangelium betyder ‘gode nyheder’, så vi må kunne fortælle, hvad der er vores gode nyheder. I hvert fald hvis vi længes efter at opleve, at flere mennesker finder deres håb og identitet i Kristus”.

Et læringsnetværk

Katapult er for dig, som ønsker at starte et mindre fællesskab med fokus på at se mennesker lære Jesus bedre at kende. Det er et læringsnetværk, bestående af en kursusrække fordelt på fire weekender. Men målet er ikke samlingerne. Katapults tilgang er, at vi skal sætte troen i spil dér, hvor vi allerede er. Formålet med samlingerne er at hjælpe deltagerne til at lære af det liv, som leves mellem samlingerne derhjemme. Det betyder, at Katapult ikke er et ‘kom, lyt og læn dig tilbage’-kursus. ”Det er vores ambition at inspirere og begejstre deltagerne til at se, hvordan Gud gør en forskel i deres eget liv”, fortæller Thomas.

Katapult er et læringsnetværk, bestående af en kursusrække fordelt på fire weekender. Men målet er ikke samlingerne.

Min gode nyhed er…

”En af vores inspirationskilder er historien om en mand i bushen, som gerne ville fortælle de lokale om Jesus, men de kunne ikke læse Bibelen. Derfor fortalte han i stedet små historier fra Bibelen, som er lette at huske, fordi de er meningsbærende og knytter an til Guds store historie”. Han fortsætter: ”Så vores første samling handler om, hvordan Bibelens historier fortæller vores historie og vores gode nyheder. Den erkendelse er helt nødvendig for, at vi kan fortælle andre om, hvad troen betyder for os. Det giver os en fornyet tro på, at det, som giver mig håb, måske også kunne have betydning for mine venner”.

Brug hverdagen

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at tale om tro med vores venner.

”Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at tale om tro med vores venner. Katapults tilgang er, at vi skal sætte troen i spil dér, hvor vi allerede er. Hvis flere skal komme til tro, er det vigtigt, at vi begynder at være intentionelle omkring, hvordan de mennesker, vi ses med, lærer Jesus at kende”. Thomas bliver med ét helt praktisk. ”Vi kan fx starte en åben madklub: en aften om ugen eller hver 14. dag, hvor vi som familie inviterer folk til at komme og spise med. Det er enkelt, fordi vi har en aftensmadsrytme i forvejen. Ved at bruge en fast rytme i vores families hverdag kan vores sofa blive en base for samtaler om tro og liv. Vi er som kirke gode til gudstjenester og aktiviteter. Dét, vi skal øve os i, er at bruge hverdagens muligheder for at tale om vores tro med dem, som ikke kender Jesus endnu. Så vil kirken vokse”.

Katapult:

Læs mere på http://www.kirkeplanternet.dk/katapult

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere