Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Ole Engel / Privat

Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

I næsten 30 år har Ole Engel stået ved Bibelselskabets stand med bibler, bøger og gode samtaler. Nu trapper han ned – men er stadig optaget af, at alle skal kunne læse og forstå Bibelen.

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Giv din mening til kende