Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Når kirken er til salg

Når kirken er til salg

Mennesker flytter - og mennesker flytter sig. Vores gamle kirkebygninger bliver liggende på samme matrikel. Kan vi ikke blive bedre til sammen at håndtere den udfordring?

Jeg er vist nok selv blevet en af “de gamle”. der har mærket, at det er svært at give helt slip på det, der engang var godt. Det er svært at efterleve ordet “Se, det gamle er forbi, noget nyt er kommet til!”

Jeg har været en del af kirkelivet i så mange år, at jeg har oplevet tomme kirkebygninger og menigheder, der må lukke ned og sælge bygningen for højeste, men lave, tilbud. Ofte til nedrivning efter en lang dødskamp, hvor de sidste medlemmer trofast har forsøgt alt for at holde liv i det, der en gang blomstrede. Så jeg har stor respekt for de mennesker, der bærer fællesskabet i vores menigheder, hvor medlemstallet falder.

Vi taler ikke meget om de baptistkirker, der er blevet solgt – eller de menigheder, der ikke findes mere. Vi er langt bedre til at dele begejstringen over nye bygninger og nye tiltag. Selvfølgelig er vi det, for hvem vil ikke hellere være en del af et inspirerende fællesskab, der vokser?

Nu bliver lukninger til en notits i nyhedsbrevet. Men tænk, hvis vi kunne støtte hinanden i at holde et brag af en jubelfest med tak til Gud for Hans værk og velsignelse – før de trofaste medarbejdere lukkede og fandt nye veje og fællesskaber.

Det er vi ikke gode (nok) til og kun få kender i dag til, hvor mange baptistkirker, der er “forsvundet”.

Der var engang …

Det er noget særligt, når det handler om et sted, hvor jeg har været en del af fællesskabet. Derfor var det vemodigt at se billederne af inventaret fra Nakskov Baptistkirke, der “kan afhentes, når kirken er solgt”.

Mange er kommet til tro på Gud her – ikke på grund af bygningen på Bregnevej nr. 31 – men gennem forkyndelsen og fællesskabet, der mødtes her i flere generationer. Før da i det gamle kapel i Købelev, hvor min mands oldemor var et af de første medlemmer. 5-6 generationer har haft deres åndelige hjem her. “Har haft”, for det er slut nu.

Svigter vi de gamle – eller Gud?

Hvor længe skal man holde liv i en døende menighed af kærlighed? – eller i en kirkebygning af loyalitet over for de mennesker, der opførte den?

Jeg har set kristne fællesskaber blive definerede af deres bygning: Man har været loyale mod forfædrene, eller tidligere generationer, der byggede lige dér, hvor det var rigtigt og relevant at drive mission og nå mennesker med Ordet. Hvor netop Guds Ord tog bolig blandt mennesker i nabolaget.

Men tiderne skifter og det gør mennesker også. De flytter, og de flytter sig. Ja, mange af os kan køre til det sted, hvor vi føler et åndeligt fællesskab og oplever et socialt fællesskab, som vi trives i.

Det er Ordet, der bor hos os

Johannesevangeliet bliver indledt med ordene om Ordet der blev kød og tog bolig iblandt os. For mig er det så meningsfyldt, at “tog bolig” kommer fra det græske ord “skenoå”, som betyder “teltede iblandt os”. Ganske som Pagtens Ark blev båret med på rejsen.

Jesus, som er Ordet fra Gud, der blev menneske – han “telter” blandt os. Det betyder for mig, at Jesus er med mig i hverdagen. Han er med på min livsrejse med alle forhindringerne og omvejene. Når det går stærkt ad livets motorveje og når rejsen går i ukendt terræn og uden kort. Han “telter” med mig og min familie.

Jesus “telter” også i min kirkefamilie. Han har sin bolig dér, hvor Guds Folk mødes. Og Gudsfolket er et folk på vandring. Ikke som i en utilfredsstillet søgen efter det perfekte, men som i en stadig søgen efter Guds vilje og ledelse. Som Guds Folk er vi altid på vej. Ledet af Ånden til mennesker, der har brug for Ordet fra Gud, og en berøring fra Ham, gennem os.

Vi er på rejse

Vi er hinandens rejseselskab i den søgen efter Guds ledelse. Ofte taler vi om Guds plan og forventer, at der ligger et klart mål, som vi kan taste ind med adresse i vores åndelige gps og hurtigt finde frem til. Guds plan er ikke et sted, men en udvikling – og derfor vil vi altid være på vej.

På sådan en rejse kommer vi forbi ruiner af noget stort, der er forladt og forfaldent. Bygninger, der ikke længere var brug for. Samlingssteder, der blev forladt og hvor sidste mand låste døren til minderne om storhedstiden.

Selv på rejse har vi behov for huse, hvor vi kan søge læ og hvile. Hvor vi kan mødes og opmuntre hinanden. Jeg glæder mig over funktionelle lokaler, nye samlingssteder og nye gode bygninger. Jeg vil gerne sidde på en god stol søndag formiddag og drikke en kop kaffe efter gudstjenesten. Men det er Livet med Gud, der definerer menigheden – ikke bygningen.

Allermest ønsker jeg at være klar til at rejse mig og gå, når Gud siger: “Kom og følg mig!”.

4 kommentarer til "Når kirken er til salg"

Peder Huulgaard-Pedersen

jeg syntes og det er vedmodigt at skulle sætte en af vores kirker til salg hvad kan man gøre for at holde liv i vores fællesskab eller er vi for dårlige til at bringe Guds Budskab ud til folket

15. jan. 2019 kl. 20:58
Lillian Margrehe Andersen

Tak for et godt, og meget relevant indlæg.
Gud bor ikke i kirken, han bor i os, uanset hvor vi er.
Det er vores menneskelige følelser, der er på spil, når man lukker en kirke, enten det er pga. noget nyt, eller fordi menigheden lukker.
Dit indlæg giver stof til eftertanke, tak.
Mvh Lillian.

16. jan. 2019 kl. 17:16
Bente Christa Hansen

Kære Peder Huulgaard-Pedersen
Tak fordi du deler dine tanker om emnet.
Måske er det vigtigste, at vi tør tale om det, der er svært?
Gud har skabt os til fællesskab med andre og det gælder også der, hvor der kun er få tilbage i en kirke – og måske især dér.
Mvh, Bente

16. jan. 2019 kl. 22:27
Bente Christa Hansen

Kære Lillian Andersen
Tak for din kommentar – den gør mig glad. Det er svære situationer, som vi er dårlige til at håndtere. Jeg håber, vi kan blive bedre til at bruge det større fællesskab af kristne – og der opleve, at Gud er med os på rejsen.
Mvh, Bente

16. jan. 2019 kl. 22:36

Giv din mening til kende