Igen er der røre om dåbssynet – nu ikke bare om dåbsritualets form, men også om den teologi, der ligger bag dåbssynet. Lektor Lars Sandbecks kronik i Kristeligt Dagblad den 8. januar rejser således nogle væsentlige spørgsmål, som bør tænkes igennem. For nylig udgav Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark den lille bog ”Perspektiver på den kristne dåb” om dåben i Det Nye Testamente. Den er netop tænkt som et beskedent bidrag til samtalen om dåbens betydning. Skal dåbsteologien reformeres, må det være med udgangspunkt i Det Nye Testamente.
Korset og opstandelsen
Der må findes en vej mellem debattens to yderpoler, der enten taler om, at vi bliver Guds børn i dåben, eller at dåben egentlig ingen forskel gør, da vi er skabt som Guds børn. Mellemvejen findes, hvor korset og opstandelsen er horisonten for vores dåbssyn. Helt principielt er dåben evangeliet sat på dramatisk form, en bekendelse af den virkelighed, der gælder for os allerede før dåben, alene i kraft af Jesu død og opstandelse. Men dåben er også en indlemmelse i det kristne fællesskab og som sådan en indvielse til tjeneste for Guds rige.
Der findes ikke nogen entydig abstrakt teori om dåben i Det Nye Testamente. Alligevel er der nogle centrale beskrivelser af den kristne dåb, som vi kan bygge vores dåbsteologi på. Forbilledet for den kristne dåb er Jesu dåb i Jordan, som ”opfylder al retfærdighed”. Det gør den ved at forudgribe alt, der hører til Guds rige – en genoprettelse af det brudte forhold mellem mennesker og Gud og mennesker imellem.
En omvendelse
Kernen i evangeliet er budskabet om Guds rige, som kalder os til omvendelse, bogstaveligt ”at tænke nyt”. I Det Nye Testamente bliver især Johannes Døbers dåbspraksis fremstillet som en omvendelsesdåb. Johannes døber bogstaveligt ”i vand” og ”til omvendelse”.
Også den kristne dåb kan forstås som en omvendelsesdåb. Men hvor Johannes pegede fremad mod gudsriget, der endnu ikke var her, peger den kristne dåb på det gudsrige, der med Jesus er ”midt iblandt os”. Som led i menneskers omvendelse er dåben en del af vores fortløbende nyorientering i retning af gudsriget.
Samtidig henviser begrebet ”dåb” i Det Nye Testamente til Jesu lidelser og død samt til dåben i Helligånden pinsedag. Jesus omtaler selv sine kommende lidelser på korset som et ”bæger”, han skal drikke, og som en ”dåb”, han skal døbes med. Jesu lidelser og død på korset er det egentlige mål med den tjeneste, som begyndte med hans dåb i Jordan.
Da Jesus blev døbt af Johannes, blev vores omvendelse til Gud påbegyndt gennem ham. Med hans død og opstandelse blev vi endegyldigt forligt med Gud. Alt det kan metaforisk omtales som Jesu dåb, som vi har del i. Dåben markerer, at den forsoning, retfærdighed og frelse, som Jesus har opnået, også gælder os. Ligesom nadveren i fysisk form repræsenterer Jesu død for os, er også dåben en forkyndelse af evangeliet i handling.
En symbolsk begravelse
At Jesus er død for alle betyder, at alle er døde med ham, forklarer Paulus. Ved hans opstandelse har Gud genfødt os til nyt liv, som det hedder i Peters Første Brev. Når vi i dag døber, er det et vidnesbyrd om det, som er sket med os i kraft af det, som er sket med Jesus. Dåben forkynder den genfødsel af mennesket, der finder sted med Jesu opstandelse.
Menneskers tro og gerninger er tegn på en allerede foreliggende retfærdighed, der findes i og med Jesu død og opstandelse. Fordi han er død, er vi ”døde” – fordi han er opstået, er der nyt liv for os. Jeg er korsfæstet med Kristus, og han lever nu i mig, skriver Paulus.
At vi kan begraves symbolsk i dåben, skyldes altså, at vores gamle ”jeg” allerede er dødt med Jesus på korset. Dåben udtrykker, at menneskets gamle ”jeg” nu også lægges i graven med Jesus – men også, at et nyt ”jeg” er en realitet i kraft af hans opstandelse. Fordi vi er døde og opstået med ham, er vi nye mennesker, som kan tage del i Åndens gerning, og tjene gudsriget, dets fred og retfærdighed.
Uden betingelser
Evangeliet er, at mennesker frelses af nåde – uden betingelser. Guds rige er nær, og Jesus har med sin død og opstandelse selv ført os ind i gudsriget. Det er det, der gør os til Guds børn. Hvad vi har af ritualer, er kun midler til at forkynde den virkelighed, der gælder med korset og opstandelsen.
Samtidig er det dog klart i Det Nye Testamente, at frelsen sker ved tro. Men tro er ikke en præstation eller noget, mennesker gør. At være frelst ”ved tro” betyder, at frelsen ikke skyldes det, vi har gjort – heller ikke vores tro – men kun det, som Gud gør. Troen skabes, når vi hører evangeliet og forstår, at Jesus er gået i døden for at frelse os fra døden. Troen er den tillid, som opstår, når vi ser, at vi intet kan gøre for at frelse os selv, men at Gud har frelst os.
Paulus gør det klart, at det er bekendelsen af Kristus som herre og troen på hans opstandelse, der frelser. Få steder i Det Nye Testamente antydes det dog, at dåben også spiller en rolle i menneskers frelse. Dåben frelser her og nu, kan vi sige, fordi den gør vores tilhørsforhold til Guds rige klart. Ved at bekende Jesus som herre sættes vi fri fra alt det, der ellers binder os. Menneskers evige frelse er Guds sag, men vi kan tale om, at dåben frelser her og nu, fordi den peger frem mod nyt håb og liv.
At blive discipel
Den kristne dåb er menneskets frie svar på evangeliet, et ja til det ja, som Gud har talt i Jesus. I dåben træder den døbte aktivt ind i den virkelighed, der allerede er en skjult realitet. I dåben viser sig gudsrigets enhed, som overskrider forskelle. Den kristne dåb er en dåb til – bogstaveligt ”ind i” – Kristi navn. At blive døbt er derfor at blive ”kristen”. Dåben til Kristus er en grænseoverskridende begivenhed, der skaber fællesskab og forsoning på tværs af alle naturlige såvel som kulturelle modsætninger og skel mellem mennesker.
At blive døbt er – som det hedder i missionsbefalingen – at blive Jesu discipel. Med vores bekendelse i dåben antager Gud os til tjeneste. Dåben er en ordination eller indvielse til tjeneste, en indsættelse i Guds folk, kirken. Kristne er udvalgt til at repræsentere Guds rige med ”ordet om forligelsen”. Den døbte bliver del af et forsonet fællesskab, som Gud bruger til at bringe evangeliet om gudsrigets fred og retfærdighed til andre. Hvis dåben er et sakramente, er det i den forstand, at vi forpligter os på at tjene Guds rige – og at Guds Ånd udruster os til det.
Respekt for forskellighed
Der er ingen dåbshandling, der er gyldig eller ugyldig i sig selv, undtagen Jesu dåb og død. Selvom vi i kirkerne har forskellige dåbssyn, kan vi godt respektere hinandens dåbshandlinger. Enhver dåbshandling, uanset om den er bekendelsesdåb eller barnedåb, låner sin betydning fra Jesu dåb og død, som er den dåb, der gør den afgørende forskel.
Kirken skal være et tegn på den nye virkelighed, som vores gamle verden forvandles til, når Gud engang fornyer alt og bliver alt i alle. Respekt for hinandens dåbssyn er mulig, fordi vi er fælles om bekendelsen til Jesus, og fordi Gud bruger alle dele af kirken på forskellig måde i sin plan.
Ikke en præstation
Så for at vende tilbage til Sandbeck og den udfordring, han skitserer, kunne man i dåbssamtalen sige: Dåben skaber ikke nogen ny virkelighed, men vidner om den virkelighed, der allerede findes for os i Jesus Kristus. Dåben er ikke et tilvalg af Gud, men vores svar på, at Gud har valgt os. Dåben er ikke en præstation, men tværtimod, at vi bekender, at vi intet kan præstere. Dåben er at indrømme for os selv, Gud og mennesker, at vi har brug for ham – og at han vil tage os i tjeneste for sit rige.
Kære Marie Bermann Schmidt
Her er en kommentar til dig fra Teologisk Forum i BaptistKirken.
Mvh, Bente, BaptistKirkens webredaktion
Kære Marie
“Tak, fordi du reagerer på vores kronik og for de spørgsmål, du stiller. Vedr. det første om, at ’barnedåben låner sin betydning fra Jesu dåb’, betyder det ikke, at den er dåb på samme måde, men at den netop låner sin betydning herfra ved trods alt at være en dåb. Hovedsagen er, at både bekendelsesdåben og barnedåben refererer til Jesus og den dåb, hvormed han blev indviet til den tjeneste, der skulle være hans.
“Det øvrige, du skriver, skal du se i lys af den konsensus, der har sin baggrund i Lima-teksten fra Kirkernes Verdensråd i 1982. Oversat og udgivet af Det økumeniske Fællesråd i 1984. Her skrives, at ’dåb på en personlig trosbekendelse er dog det mønster for dåben, som klarest er bevidnet i de nytestamentlige skrifter’. Det var en ’revolution’ i den fælleskirkelige samtale om dåben. På den baggrund begyndte vi som baptister (i Danmark og andre steder) at drøfte betingelserne for at anerkende barnedåb som ’en uklar form’ for den dåb, der bevidnes klarest i Ny Testamente.
“Det har siden 1984 ført til to forskellige praksisser i de danske baptistmenigheder: Enten ’overført medlemskab’ eller ’åbent medlemskab’. Jeg har – siden Århus menighed indførte den første variation i 1984 – argumenteret for denne. Til argumenterne for de to former for anerkendelse af barnedåben som ’uklar dåb’ kan du lettest læse ’Vandet, som forener og skiller’, Føltveds forlag 1990 og 1997. Begrebet ’uklar dåb’ om barnedåben har vi for øvrigt lånt af ingen ringere end Karl Barth.
“I Teologisk Forum er vi ikke i en situation, hvor vi ’frygter’ noget. Og vi ’tør’ fortsat stå fast ved vores egen dåbsform og -teologi. Men vi gør det altså i et økumenisk perspektiv – ikke i et ’vi alene vide’-perspektiv med positioner, der ofte prægede os i tidligere tider.
Med venlig hilsen
Bent Hylleberg
Teologisk Forum
Tusind tak for en både grundig og spændende kronik.
Jeg har dog en enkelt anke.
For i afsnittet Respekt for forskellighed pointere skribenterne, at barnedåben ”låner sin betydning fra Jesu dåb.”
– Og det på trods af de netop har forklaret, at det ”at blive døbt er at blive kristen”, og at ”dåben er ordination eller indvielse til tjeneste.” De skriver desuden også at ”frelsen sker ved tro”, og at den opstår, ”når vi ser, at vi intet kan gøre for at frelse os selv”. Der pointeres også at dåben er et ”led i menneskers omvendelse” og at dåben er ”menneskets frie svar på evangeliet” samt at ”i dåben træder den døbte aktivt ind i den virkelighed.”
Med den beskrivelse og udlægning af dåben, er det mig helt uforståeligt, at barnedåben vurderes på lige fod med den baptistiske dåb. For i barnedåben ser vi hverken dåb ved personlig tro, erkendelse, bekendelse, aktiv stillingtagen eller efterfølgende tjeneste.
Derfor undrer det mig, om Teologisk Forum ikke ”tør” stå ved den baptistiske dåb? Er vi kommet dertil, hvor vi som kirkesamfund ikke rigtig tror på den længere? Eller er vi, af frygt for uenighed og splid, blevet bange for at stå fast på mening og dåbssyn?