Da jeg læste statskundskab med 120 andre festglade førsteårsstuderende harpunerede underviseren mig engang i plenum med spørgsmålet: Hvad synes du, der er galt i samfundet?
Den film kører jeg jævnligt over min indre nethinde, og hver gang ville jeg ønske, jeg kunne trylle det om. Alligevel skal I høre mit svar: ”Jeg synes i grunden ikke, der er noget galt nogen steder”.
Arj altså – hvor lidt vidste jeg? Var jeg bare totalt naiv og blank? Og var universitetet for mig, hvad en optiker ville være for en muldvarp? Jeg tror ja og ja. Dog vil jeg nu 30 år senere gerne indvende:” på godt og ondt”.
Hele min barndom var jeg vokset op i ly af forældre og bedsteforældre med gigantisk tillid til Gud. De fleste af samfundsdebatterne kom sjældent længere end til, at mennesker med svære liv ville få det bedre, hvis de kendte Gud.
Gud var klippen, når man var syg, når man manglede, når man skulle gøre naboer glade og trøste. Gud var svaret på alt, og Gud er god ALTID.
Dengang på uni troede vi aldrig, at vi skulle komme til at opleve et kollaps af systemer og stilladser. Vi var sikre på, at det kun kunne gå en vej – at menneskeheden ville tage ved lære af historien og blive klogere.
I dag, hvis jeg besøgte min gamle underviser, er jeg sikker på, at en klog mand som ham gerne ville have hørt mere om, hvor min blinde tillid stammede fra.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende