Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Købnerkirken er lokalområdets kirke

Martin Krath-Andersen

Købnerkirken er lokalområdets kirke

Store Legedag er kirkens gave til børnefamilierne i kvarteret. Målet er at skabe fællesskab, relationer og mærke glæden ved at give.

Lyt til artiklen.

Åbn lyd i nyt vindue

Ved forhindringsbanen havde de otte-niårige spejderbørn fået fri, så de kunne løbe ind i kirken og se den næste cirkusforestilling. Men børnene ville hellere blive ved forhindringsbanen: De mente bestemt, at de skulle være der, for at tage imod andre børn.

Store Legedag samlede omkring 1.000 børn og voksne på Skotlands Plads foran Købnerkirken på Amager. Der var cirkus i kirkesalen, snobrød, popcorn og aktiviteter på pladsen. Bag arrangementet stod Købnerkirken og kirkens spejderkreds, AmagerbroSpejderne. Og blandt de frivillige var spejderbørn, som havde fået et ansvar, de ikke havde lyst til at give fra sig.

”De syntes, det var så vigtigt, at der var nogen ude ved forhindringsbanen, at de blev ude fra cirkus for at stå der og byde folk velkommen. Også selv om vi havde dækket ind med voksne,” fortæller spejderfører Simon Jul Boeriis.

Ballondyr gør alle glade! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Sammen med Købnerkirkens børne- og familiemedarbejder Mayken Rødvig og Caroline Westh Poulsen, der er frivillig i kirkens børnearbejde, har Simon Jul Boeriis brugt mange timer på at forberede festen.

Men hvorfor bruge så mange kræfter på at arrangere en gratis fest for børnefamilier, som ellers ikke er en del af menigheden?

En fest uden bagtanker

”Store Legedag er et mål i sig selv. Vi bruger det ikke som middel til noget andet,” forklarer Mayken og fortsætter: ”Vi bruger det for eksempel ikke som middel til at få folk ind i kirken eller til at få flere spejdere i spejdergruppen. Målet er bare dagen i sig selv. At give den gave til børnefamilierne i lokalområdet.”

Store Legedag så dagens lys for fire år siden som et samarbejde mellem menigheden og den næsten nystartede spejderkreds.

Princippet er enkelt: Alle skal have mulighed for at deltage. Arrangementet får økonomisk støtte, så både entré og aktiviteter er gratis.

”Vi vil gerne lave en kæmpe fest, hvor familier kan opleve en masse ting sammen, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra,” siger Mayken.

100 kopper kaffe plus det løse… de giver et vist pres på opvaskemaskinen! (Foto: Martin Krath-Andersen)

En kirke midt i kvarteret

Skotlands Plads ligger lige foran Købnerkirken. Og det er ikke tilfældigt, at festen foregår netop dér.

Mayken fortæller, at medlemmer af menigheden for mange år siden var med til at etablere det grønne område. Simon peger på, at kirken gennem årene har engageret sig i kvarterets udvikling, blandt andet gennem etablering af legeplads og andre faciliteter på pladsen.

”Det er jo lidt det, vi gerne vil bringe videre på en moderne måde. Nye, unge kræfter, der gør det på en ny måde, men stadig i kirkens ånd,” siger Simon. Han fortæller videre, at det handler om at være til stede, hvor mennesker bor og lever deres liv.

Caroline peger på, at området omkring kirken rummer familier med meget forskellige forudsætninger. Der er både socialt udsatte boligområder og villakvarterer med velstillede familier.

”Noget af det fede ved at holde Store Legedag er, at man får lov til at se alle de familier. Både dem, der er meget ressourcestærke, og dem, som måske kommer, fordi det er det eneste, de lige har midlerne til, netop fordi det er gratis.”

Der var cirkus i kirken (Foto: Martin Krath-Andersen)

For Mayken handler kirkens engagement også om at forstå, hvilke behov mennesker har netop dér, hvor kirken ligger. Som børne- og familiemedarbejder oplever hun, at mange børnefamilier savner fællesskab. Nogle oplever ensomhed, andre synes ganske enkelt, at det kan være svært at få hverdagen med små børn til at hænge sammen.

”Der er et kæmpe behov for, at vi faciliterer nogle aktiviteter, hvor de kan komme og få relationer og danne fællesskaber. Og det ser vi en stærk søgning til,” fortæller hun.

”Der ligger sådan en ret fed kirke”

Mayken fortæller en historie om, hvordan Købnerkirken efterhånden er blevet en del af kvarterets liv.

Hendes seksårige søn er begyndt i skole, og hun er ved at lære de andre forældre at kende. En dag falder samtalen med en af de andre mødre på Skotlands Plads.

Moren ved ikke, at Mayken arbejder i Købnerkirken.

”Ej, Skotlands Plads! Jeg kender godt Skotlands Plads. Der ligger sådan en ret fed kirke. Jeg har godt nok aldrig været der, men de har alle mulige aktiviteter,” fortæller moren.

“Der ligger en ret fed kirke…” (Foto: Martin Krath-Andersen)

Hun begynder begejstret at fortælle Mayken om spejderne og Store Legedag. Og så tilføjer hun:
”Vi kommer godt nok ikke i kirke, men hvis vi en dag skulle komme i kirke, så ville vi nok starte med at gå derhen.”

Mayken er flad af grin. Til sidst må hun fortælle moren, at hun faktisk kender kirken ganske godt. For Mayken er det væsentligt, at moren oplever, at tærsklen ind til kirken ikke er højere end at hun kan træde over den.

Og det er ikke kun Store Legedag, der har betydning. Købnerkirken arrangerer også MGP-fester og andre aktiviteter for familierne i lokalområdet.

”Vi oplever efterhånden, at kirken er alment kendt i vores lokalområde som et sted, man lige holder øje med,” siger Mayken.

Børnene vokser med ansvaret

Store Legedag giver også noget til dem, der arrangerer og hjælper til ved festen. Over 60 frivillige deltog i år. Omkring 25 af dem var spejdere. Den yngste frivillige var seks år, den ældste 83.

”Der er nogen, der enormt gerne vil være ude på pladsen og møde mennesker. Og der er nogen, der hellere vil stå i køkkenet og vaske de tusind IKEA-kopper op, som vi nok har igennem opvasken på sådan en dag,” fortæller Mayken.

For arrangørerne handler det om at finde opgaver, der passer til den enkelte. Alle skal opleve, at de bidrager med noget værdifuldt. Men det er især børnene, der gør indtryk på Mayken:
”Jeg bliver bare megastolt, når jeg ser, hvor meget børn faktisk kan.”

Hun fremhæver spejdernes tradition for at give børn reelt ansvar. Ikke opgaver, der er opfundet for at beskæftige dem, men opgaver, som faktisk skal løses:
”Det kan jeg også se, at børnene i kirken, som ikke er spejdere, vokser totalt meget på. Du er ti år, du må løse det her selv. Her har vi fire oppustelige heste og en kø på 50 mennesker. Find ud af, hvad de skal!”

Koncentration! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Er det mission?

Når en kirke arrangerer en stor fest for sit lokalområde, er det nærliggende at spørge, om det er mission.

Simon tøver lidt ved spørgsmålet. Han ser det som en moderne form for mission, men bliver samtidig udfordret af den traditionelle forståelse af ordet:
”Hvorfor er det, vi ikke bare kan gøre en forskel dér, hvor vi er? Det er jo også en mission,” siger han.

Mayken er mere direkte:
”For mig er det her total mission.”

For hende begynder relationen med interessen for andre menneskers liv, åbne kirken og give dem mulighed for at føle sig hjemme.

Hun skelner samtidig mellem Store Legedag og kirkens løbende arbejde:
”Vi er meget bevidste om, at Store Legedag er noget, vi laver én gang om året. Så det er ikke, fordi vi nødvendigvis laver dybe relationer med mennesker den dag.”

Men festen kan være begyndelsen på noget andet.

”Når vi så har legestue med dem 50 gange om året, kan vi pludselig lave reelt dybe relationer med dem. Vi kan få lov til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi tror på. Men de kan også få lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de tror på. Det er på et meget ligeværdigt niveau.”

Det er dér, Mayken oplever, at kirkens arbejde for alvor bliver både mission og fællesskab.

Caroline er enig i, at kirken skal række ud over sig selv:
”Jeg synes, det er virkelig fint at kunne være kirke for nogen andre end os selv.”

Superheltene var også til Store Legedag! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Når familierne selv skaber fællesskabet

Et af de steder, hvor Købnerkirken forsøger at være kirke for andre end sig selv, er den ugentlige legestue.

Caroline er en af de frivillige. Hun anslår, at omkring 30–40 familier benytter tilbuddet, som især henvender sig til forældre, der passer deres børn hjemme.

Kirken sørger for kaffe, frugt, legetøj og fælles rytmik. Men ellers gør kirken faktisk ikke ret meget.

”Langt hen ad vejen er det forældrene selv, der er med til at skabe det rum, det bliver,” fortæller Caroline.

Hun oplever, at familierne har taget legestuen til sig. Forældre og børn kender hinanden, børnene leger, og de voksne finder sammen om det, der optager dem.

”Nogle gange tænker vi nærmest, at det ikke er nødvendigt, at vi er der. Folk skulle nok bare finde ind og gøre det, de plejer, selv hvis vi ikke var der til at facilitere det,” fortæller Caroline.

Og det er faktisk sket.

Det kræver sit barn at lave snobrød! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Da kirken glemte at holde lukket

Mayken havde en dag aflyst legestuen på grund af sygdom. Men Mayken havde glemt at låse døren. 15–20 familier gik ind og begyndte ganske enkelt at holde legestue på egen hånd.

Halvanden time senere ringede kirkens præst, Kristian Bonde-Nielsen, og spurgte, om det virkelig var meningen, at der skulle være legestue den dag.

”Nej, hvorfor ringer du?” spurgte Mayken.

Kristian kunne fortælle, at familierne åbenbart bare var gået ind og var begyndt at holde legestue ganske som de plejede.

Mayken griner stadig, når hun fortæller historien.

På Skotlands Plads samler Købnerkirken omkring 1.000 mennesker til Store Legedag. I legestuen dukker familierne op, selv om arrangementet er aflyst.

De er begyndt at føle sig hjemme.

Giv din mening til kende