Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueJorden er gjort klar. I landsbyerne i Gasabo District uden for Kigali er småbønderne klar til at så. Nu venter de på regnen.
De tør ikke plante for tidligt. Hvis regnen udebliver, går såsæden måske tabt. Bønderne er vant til, at høsten afhænger af vejret. Alligevel ser de mod himlen og håber.
De ventende småbønder var noget af det, Morten Kjær Kofoed, missionssekretær i BaptistKirken, mødte, da han i slutningen af september besøgte TEKANA-projektet i Rwanda. Morten var i Rwanda for at føre tilsyn med det nye projekt, der skal styrke fødevaresikkerhed, forbedre klimatilpasningen og øge den økonomiske tryghed for 600 småbondefamilier.
“Begejstringen for at komme i gang med projektet gjorde størst indtryk,” fortæller Morten. “De lokale har store forventninger til, at de kan udvikle deres landbrug og dermed få sig et bedre liv. Det var tydeligt at se, at der var gode relationer i grupperne – og at de gerne ville løfte i flok.”
TEKANA betyder “føl dig sikker” eller “vær tryg” på kinyarwanda. Ordet kommer af udsagnsordet ”gutekana”, der handler om sikkerhed, stabilitet, tryghed og fred. Det er også projektets kerne. Mennesker, der lever af små landbrug i et område præget af klimaforandringer, udpint jord og usikre høstudbytter, skal have bedre mulighed for at skabe et tryggere liv for deres familier.
Projektet har fået en bevilling på 1.408.728 kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, CKU, som administrerer en pulje fra Udenrigsministeriets udviklingssamarbejde, Danida.
Nye metoder på gamle marker
TEKANA er både et landbrugsprojekt og et fødevaresikkerhedsprojekt. Det skal hjælpe 600 småbønder i Bumbogo og Rutunga, to administrative sektorer i Gasabo District i provinsen Kigali.
Metoden hedder RIPAT, der står for ”Rural Initiatives for Participatory Agricultural Transformation”. RIPAT-metoden bygger på praktisk læring – en metode, som BaptistKirkens partnere med stor succes har benyttet sig af de senere år. Bønderne arbejder sammen i grupper. Her afprøver de nye dyrkningsmetoder og sammenligner dem med de traditionelle metoder, de kender i forvejen.
Morten beskriver det sådan: På den ene halvdel af demonstrationsmarken dyrker bønderne afgrøder på traditionel vis. På den anden halvdel bliver de samme afgrøder dyrket med nye metoder. Så kan deltagerne selv se forskellen: Hvor meget udbytte giver markerne? Hvor meget såsæd skal bruges? Hvor meget arbejdskraft kræver det? Hvad betyder kompost, afstand mellem planterne og bedre jordforberedelse?
I projektets sprog hedder metoderne “teknologier”. Der er ikke tale om højteknologi. Det kan være så enkelt som at plante majs i rækker på skråningerne, bruge den rette afstand mellem planterne, forbedre jorden med kompost eller dosere gødning mere præcist. Enkelt – men alligevel afgørende for udbyttet.
Erfaringerne fra lignende projekter viser, at udbyttet kan stige markant. I projektet er målet, at høstudbyttet for udvalgte afgrøder som majs, bønner, kassava og søde kartofler skal stige med mindst 25 procent. Samtidig skal tab efter høst reduceres med mindst 15 procent.
Superfarmere skal lære fra sig
Projektet arbejder med lokale nøglepersoner, såkaldte “superfarmere”. Det er dygtige lokale bønder, der får en særlig rolle i at støtte og undervise andre.
En af dem er Jean-Marie Vianney. Morten beskriver ham som en meget dygtig lokal bonde. Han er en af dem, der skal hjælpe med at samle og dele erfaringer, så projektet ikke bliver ved undervisningen, men slår rod i landsbyernes hverdag.
Målet er at etablere 32 landbrugsgrupper og demonstrationsmarker. 96 lokale superfarmere skal trænes, så læringen kan gå fra bonde til bonde. Der kommer ikke eksperter udefra med færdige instruktioner. Bønderne skal selv se, prøve, vurdere og tage metoderne i brug.
Det er vigtigt i et område, hvor mange stadig dyrker jorden med traditionelle metoder, og hvor adgangen til kvalitetsfrø, plantemateriale og rådgivning ofte er meget begrænset.
Mere end mad på bordet
TEKANA-projektet handler også om at styrke familiernes økonomi.
Deltagerne i projektet er med i lokale spare- og lånegrupper, de såkaldte ”VSLA-grupper” (Village Savings and Loan Association). Her sparer medlemmerne op sammen. De enkelte medlemmer kan låne mindre beløb til landbrug, husdyr, små investeringer eller andre aktiviteter, der kan styrke familiens indkomst.
Senere er planen at samle grupperne i større enheder, såkaldte ”føderationer”. Det gør dem mere robuste og giver adgang til større økonomiske muligheder. Samtidig skal grupperne lære at gå i dialog med lokale myndigheder om de problemer, der påvirker deres liv: adgang til landbrugsrådgivning, markeder, klimatilpasning og lokale offentlige tilbud.
På den måde bliver projektet også en øvelse i fællesskab og lokal handlekraft. Bønderne får ikke kun bedre udbytter. De får også en stærkere stemme.
Baptistisk mission i ny form
BaptistKirken har været engageret i Rwanda og Burundi siden 1928. I mange år var de to lande BaptistKirkens primære missionsmarker. I dag ser virkeligheden anderledes ud.
“De lokale kirker klarer selv missionen,” siger Morten. “ Vi hjælper via forskellige projekter til at forbedre deres livssituation og styrke deres mulighed for selv at være kirke i mission.”
TEKANA er et samarbejde mellem Association of Baptist Churches in Rwanda, AEBR, og BaptistKirken. Et samarbejde, der begyndte i 2007. Partnerskabet bygger på mange års fælles erfaringer med fødevaresikkerhed, spare- og lånegrupper, socialt arbejde, bedre muligheder for kvinder og støtte til sårbare grupper.
For Morten er sammenhængen enkel:
“Landbrugsudvikling i Rwanda er den billigste og mest sikre måde at hjælpe rwanderne i det rurale Rwanda til bedre livskvalitet.”
Det er mission i en jordnær form. Et partnerskab med den lokale kirke, der er en del af det lokale samfund og derfor kender behovene.

Markerne er klar til at blive tilsået – men bønderne venter fortsat på regnen (Foto: Morten Kjær Kofoed)
De venter stadig på regnen
Da Morten besøgte bønderne i Gasabo District, var projektet lige begyndt. Alligevel var der allerede sat meget i gang. Grupperne var samlet. Superfarmerne var udpeget. Demonstrationsmarkerne var ved at tage form.
Men regnen manglede.
Derfor stod deltagerne midt i et paradoks: De kan lære nye metoder. De kan organisere sig. De kan forbedre jorden, spare op og løfte i flok. Men de lever stadig med en sårbarhed, ingen kan planlægge sig helt ud af. Det er et af projektets mål, at bønderne via fælles indsats og opsparing bliver mindre sårbare i kritiske situationer.
Måske er det netop derfor, projektet hedder TEKANA.
Føl dig sikker. Vær tryg.
Ikke fordi livet som bonde i Rwanda bliver uden risiko. Men fordi bønderne står stærkere sammen, når regnen lader vente på sig.







Giv din mening til kende