I 8. klasse var jeg i praktik ved militæret. At lege røver og soldater og få penge for det, det kunne jeg lide. I 10. klasse søgte jeg ind, fordi jeg ikke fik lov af min mor, da jeg ville efter 9. klasse. På det tidspunkt var jeg ikke kristen, så jeg stillede ikke spørgsmål ved at blive soldat.
Jeg lærte håndværket, som jo drejer sig om at slå andre ihjel. Så jeg blev nødt til at overveje, om jeg kunne dræbe et andet menneske. Og i hvilken situation jeg ville gøre det.
Ikke godt at dræbe
Jeg har aldrig syntes, at vi i militæret blev opdraget til, at det er godt at dræbe. Mere at det kan blive en nødvendighed, hvis man kommer i den rigtige situation.
Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem.
Dengang var der en klar fjende i Warszawa-pagten. Vi vidste, hvem vi eventuelt skulle i krig imod. Jeg var med i det danske forsvar og skulle forsvare Danmark. Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem. Med andre ord: De må mene, hvad de vil, så længe de ikke forstyrrer os.
I militæret bliver man undervist i Geneve-konventionen. Vi vidste helt klart, hvad man som soldat må og ikke må. Mine grænser for, hvad jeg vil være med til, er vigtige. Selv i en krig vil jeg ikke medvirke til noget, som jeg anser for forkert. Til gengæld har jeg altid valgt at være menig, altså blev jeg ikke officer. Jeg ønskede ikke at have ansvaret for andre menneskers liv på den måde. En officer skal jo sende den enkelte ud i frontlinjen, vel vidende at han dør.
Efter fem år i militæret var det slut. Mine venner var væk, og jobbet var ikke så spændende længere. Jeg læste HF og blev fysioterapeut.
“The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing.”
En general, der døde for os
Samtidig kom jeg til tro. I de første år, når vi sang lovsang, stod jeg i retstilling for Jesus! Fordi han var så anderledes end de ledere, jeg havde mødt i forsvaret. Her var en general, som var død for de menige. Så jeg stod ret. Det var den måde, jeg kunne vise min respekt for ham. Jeg havde respekt for det, han havde gjort. Ikke fordi han havde store stjerner på skulderen.
Efter en årrække som leder i kirken og som spejder havde jeg bare brug for ikke at skulle tage ledelsen. Jeg gik derfor ind i hjemmeværnet som menig. Samtidig har forsvaret altid været en smule højreorienteret. Så det er fint, hvis der er nogle socialister med våben, og sådan en er jeg.
Den anden kind
Hvad betyder det for dig, at Jesus siger, at vi skal vende den anden kind til?
Jeg vil ikke være en slatten pacifist. Det ville da være dejligt, hvis alle våben blev smedet om til plove, og vi kunne leve i fred med hinanden, som der står i Bibelen. I virkelighed bør vi nok gøre ikke-voldelig modstand.
Jeg ved ikke, om Jesus var pacifist. Hans opgave var en anden. Han kom herned for at dø. Han kunne fx ikke have været modstandsmand og blive skudt i ryggen. Han skulle dø uskyldigt for at tage vores skyld. Så han sloges i hvert fald for os på en anden måde …
Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet.
Altså: Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet. Forestil dig et angreb på alle kristne. Hvis vi så lader os slå ihjel, vil kristendommen jo uddø … Så jeg vil hellere dø i et oprør med våben end at dø i passivitet.
Ville skyde russerne
Hvornår vil du så være villig til at slå et andet menneske ihjel?
Hvis russerne invaderede Bornholm, ville jeg skyde dem uden problemer. Bilder jeg mig ind. Uden at vide, hvordan jeg vil reagere bagefter. Det bud fra Biblen, jeg lever min hjemmeværnstjeneste efter, er nok dette: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”[1]
Læs også artiklen ‘Kan man kæmpe sig til fred?’
[1] Johannes-evangeliet kap. 15, vers 12-13
Giv din mening til kende