De usynlige flygtninge i Mizoram

Lyt til artiklen her:

Det er en tragedie, at chin’erne må flygte fra hus og hjem over grænsen til Indien på grund af kampene i det vestlige Myanmar. Men Indien samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar og anerkender ikke chin’erne som flygtninge. Chin’erne er fanget i en fælde og hjælpen fra verdenssamfundet udebliver.

I december 2023 besøgte Moses Lal Bawi Peng, generalsekretær i CCADK, Chin Christian Association in Denmark, og medlem af BaptistKirkens ledelse og Zung Lian Mang Hlawn Ceu, formand for CCADK sammen med sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, lejrene omkring hovedstaden Aizawl i Mizoram.

Møde med ledelsen i en af lejrene (Foto: Privat)

Sundhedstilstanden er dårlig – både fysisk og psykisk

Zung besøgte Mizoram for første gang. Han fortæller om besøget:
”Der er tre ting, der gjorde stort indtryk på mig. For det første er chin-flygtningenes generelle sundhedstilstand dårlig, blandt andet på grund af udbredt vitaminmangel. Man kunne se, at deres kroppe ikke var sunde. For det andet er maden for dårlig: Den indeholder slet ikke det, der er nødvendigt for at leve sundt. Og endelig så gjorde manglen på ordentlige boliger stort indtryk.”

Zung fortæller videre, at der er en opgivende stemning blandt flygtningene. De er fremmede i Indien og de kan ikke forestille sig at skulle flygte videre til et nyt land. De opretholder livet, men ser meget negativt på fremtiden.

Moses har besøgt Mizoram to gange, og han hæfter sig ved de samme ting som Zung. Men måske er det endnu værre:
”Det, der gjorde mest indtryk, var den mangel på gode fremtidsudsigter, som flygtningene oplever. Mange af flygtningene har udviklet stress og depression som følge af, at fremtiden er udsigtsløs. Lige nu er det forældrene, der har psykiske lidelser. Men børnene og de unge har også vanskeligt ved at se positivt på fremtiden. Deres liv er i mørke – helt i mørke.”

Trafik! I Mizoram er slidlaget markant tyndere end i Danmark

BaptistKirken og CCADK i samarbejde

Besøget i Mizoram var arrangeret af BaptistKirken og CCADK i samarbejde. Moses peger på, at det er et samarbejde, der går langt tilbage:
”Vi har samarbejdet rigtig godt med ledelsen i BaptistKirken, lige siden de første chin-menigheder blev stiftet. Derfor spurgte vi BaptistKirken, om vi kunne samarbejde om denne tur. Situationen i Myanmar er meget vanskelig og mange chin’er er flygtet til Indien. Både til Mizoram lige på den anden side af grænsen, men også til fx New Delhi.”

Moses og Zung fortæller, at CCADK orienterede BaptistKirkens ledelse om situationen i grænseegnene mellem Indien og Myanmar på et møde i Vejle i april 2023. Her foreslog CCADK, at de to organisationer arrangerede et fælles besøg i Mizoram. BaptistKirken var med på ideen: Formålet med besøget skulle være at besøge og støtte chinflygtningene i Mizoram.

Zung Lian Mang Hlawn Ceu
Zung er formand for CCADK – Chin Christian Association in Denmark og sekretær i menigheden Chin Bethel Church i Skjern. Han kom til Danmark i 2006 og bosatte sig i Struer, hvor han kunne få arbejde på det lokale slagteri. Efter arbejdsgiverens konkurs var Zung uden arbejde et par år. I 2015 flyttede familien til Herning, hvor Zung fik arbejde hos Danish Crown. Familien tæller fem børn.

Moses Lal Bawi Peng
– er præst i Chin Baptist Church Esbjerg. Han kom til Danmark i 2005 og arbejdede i fire år på slagteriet i Sæby. Herefter tog Moses 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) på VIA University College i Aarhus og læste senere kandidat i Diakoni i 1½ år på Aarhus Universitet. Ud over jobbet som præst i Esbjerg har Moses de seneste seks år også været generalsekretær i CCADK – Chin Christian Association in Denmark.

Moses fremhæver, at BaptistKirken i flere år har samarbejdet med CHO, Chin Health Organization, om sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. Et besøg ville også give mening, fordi CHO har hovedkontor i Mizorams hovedstad Aizawl.

Stigende antal flygtninge

I dag tæller lejrene i Mizoram cirka 31.000 chin-flygtninge. Og tallet er stigende: Alene i januar 2024 kom der 2.500 chin-flygtninge til Mizoram.

Flere kilder anslår, at der er i alt cirka 74.000 chin-flygtninge i Indien i dag. Mange har slået sig ned omkring New Delhi.

Moses fortæller, at besøget var koncentreret om de tre til fire lejre, der ligger nærmest Aizawl, hovedstaden i Mizoram.

Morten tager noter under besøget i en af lejrene (Foto: Privat)

Forholdene i lejrene

I forhold til lejrene ude i Mizoram er forholdene en smule bedre omkring Aizawl. Det er fx muligt for flygtningene at få arbejde af og til. Der er tale om beskæftigelse med fx rengøring enkelte dage. Der er aldrig tale om fast arbejde, og det er aldrig arbejde på fuld tid.

Flygtningene overlever derfor i høj grad på donationer fra udlandet og på hjælp fra lokale frivillige organisationer. Men lysten til selv at bidrage ligger dybt i chin’erne, fortæller både Zung og Moses:
”Flygtningene vil meget gerne videre med deres liv. De vil rigtig gerne arbejde. De sidder ikke og venter på den næste donation. De prøver hele tiden at finde på nye måder at tjene penge på.”

Møde i en af lejrene (Foto: Privat)

Børnene skal videre

Selv om livet i lejrene er udfordrende har chin-flygtningene fokus på, at deres børn får undervisning. Helst skal de videre og have en egentlig uddannelse. Undervisningen er udfordret på flere punkter, siger Moses:
”Der er stor mangel både på lokaler og på undervisningsmaterialer til skolerne. Det er også svært at finde læreruddannede blandt flygtninge. Og det er svært at finde frivillige til at undervise, da de jo har travlt med at finde arbejde, så de kan skaffe mad til familierne. Derfor vil det være godt med økonomisk støtte, så man kan ansætte lærere.”

Nogle gange er problemerne med undervisningen meget praktiske. Moses fortæller om en skole, de besøgte:
”Vi skulle besøge en børnehaveklasse, men børnene havde fået fri. Årsagen var meget enkel: Det regnede ind gennem taget!”

De tre rejsefæller (Foto: Privat)

Flygtningenes status

Moses er meget klar, når det handler om flygtningenes status og muligheden for hjælp fra det internationale samfund og ikke mindst FN-systemet:
”Den indiske regering samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar. Derfor vil Indien ikke officielt anerkende chin-flygtningene som flygtninge. Og derfor kan FN heller ikke gå ind med hjælp, som de gør andre steder i verden, hvor der er flygtninge. Det betyder også, at det er rigtig, rigtig svært at komme ind og hjælpe i Mizoram som NGO eller kirkesamfund.”

Moses fortæller også, at man heller ikke kan søge visum til at besøge Mizoram. Det bliver uden videre afvist af de indiske myndigheder. Man er nødt til at søge visum til at være turister på sightseeing i New Delhi.

Heldigvis er lokalregeringen i Mizoram indstillet på at samarbejde. Myndighederne i Mizoram accepterer flygtningene og forsøger også at hjælpe. Befolkningen er i vidt omfang kristen og Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder.

Moses forklarer og Morten lytter (Foto: Privat)

De personlige konsekvenser

Kriserne i verden bliver ofte meget upersonlige. Vi ser billederne, hører beretningerne – og slukker for TV eller computer. Men for chin-flygtningene forsvinder problemerne ikke med et tryk på en afbryder.

Zung reflekterer over situationen:
”Jeg er personligt meget ked af situationen, og jeg bliver meget berørt, når jeg møder chinfolk og familie i flygtningelejrene. Jeg bor i Danmark, der er et fantastisk land, hvor man kan få alt, hvad man har brug for. Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg ser, hvordan mit folk lever i lejrene. Selv om flygtningene er glade for at få besøg, bliver man ked af det.”

Zungs flugt fra regimet i Myanmar har også haft meget personlige konsekvenser. Selv om interviewet foregår over en ZOOM-forbindelse er det nemt at se og høre, at Zung er berørt over emnet:
”Jeg mødte min yngste søster under besøget. Hun er flygtning i grænselandet i Mizoram. Vi har ikke set hinanden i 32 år. Hun mistede sin mand ved en drukneulykke i 2013. De havde fire små børn, da manden døde. Jeg har støttet min søster og sendt penge til mad og til, at hun kunne bygge et lille hus. Vi har haft kontakt gennem årene, men det er ikke det samme at tale i telefon og skrive sammen som at mødes. Vi var selvfølgelig meget glade for at kunne mødes, og vi græd, da vi endelig mødtes. Men samtidig var vi også meget kede af hele situationen, som har holdt os adskilt fra hinanden så længe.”

Hvad kan vi gøre?

Der er fortsat kampe mellem oprørere og militæret i Myanmar. Chin’erne er fortsat en del af konflikten. Ud over flygtningene udenfor Myanmar er der 46.000 internt fordrevne chin’er i Chinstaten. Senest er militæret begyndt at registrere alle mænd mellem 18 og 35 år og kvinder mellem 18 og 27 år med henblik på militærtjeneste. Hvis man har en uddannelse, er aldersgrænsen højere, helt op til 45 år. Det har kun bidraget til endnu flere flygtninge.

”Der er fortsat brug for al den støtte, vi kan give. Derfor er BaptistKirkens støtte rigtig vigtig: Ikke kun til sundhedsprojekter, men også projekter for børn og unge og projekter, der kan forbedre den psykiske sundhed hos forældrene,” siger Moses.

Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation.

Moses foreslår også, at man besøger chin’erne i Mizoram en gang om året:
”Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation. Selv om Morten kommer alene, ved de godt, at han repræsenterer alle baptister i Danmark. Der er brug for den personlige kontakt: Give et kram, spise sammen, bo sammen og bede sammen. Flygtningene var ubeskriveligt glade for besøget.”

Fremtiden

Hverken Zung eller Moses ser særlig lyst på fremtiden for Myanmar. Militærdiktaturet sidder fortsat på magten. Selv om militæret giver afkald på magten vil det være en lang proces at få etableret et velfungerende demokrati.

Andre artikler om emnet

“Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram”
“Flygtninge fra Chin Staten”
“Myanmars militærdiktatur er voldsomt presset”
“Støtte til flygtninge fra Myanmar”