Sidste nyt om borgerkrigen i Myanmar handler om, at diktatoren har dikteret, at der nu er pligt til at melde sig til hæren, når man fylder 16 år. Folk forsvinder fra gaden, de deserterer, fordi de tvinges til at være i hæren. Unge mennesker er urolige og bange, de frygter for deres liv og flygter for at overleve.
På trods af borgerkrig i mit hjemland på fjerde år er jeg i et dilemma med min pacifisme – især når jeg hører jubel over, hvor mange fra diktatorens hær der har mistet livet i kampen med oprørshærene. Ikke fordi jeg holder med dem – men på grund af vreden over krigens dehumanisering af mennesker.
Hvis mennesket virkelig har evnen til at skelne mellem godt og ondt og er moralsk ansvarligt, vil en krig så nogensinde kunne kaldes retfærdig? Hvor langt skal man ud, før man mister troen på, at lydighed og tillid er gode dyder?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende