Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Befolkningen lider i Myanmar - Tænd et lys i mørket

Andrei Stratu / Unsplash

#MaydayMyanmar

Befolkningen lider i Myanmar - Tænd et lys i mørket

Generalerne overtog magten i Myanmar ved et blodigt kup den 1. februar 2021. Dengang fulgte hele verden med og brutaliteten blev fordømt. Siden har andre hændelser, men især krigen i Ukraine, overskygget krisen og lidelserne i Myanmar

Myanmar skal i fokus igen – i uge 21

Under overskriften ’Mayday Myanmar’ går organisationerne Caritas Danmark, Danmission, Baptistkirken i Danmark og Chin Christian Association Denmark igen i år sammen om at vise solidaritet med Myanmars hårdtprøvede kirker og befolkning.

I uge 21 gør vi opmærksom på den alvorlige situation i Myanmar. Brug hashtagget #MaydayMyanmar og vis den burmesiske befolkning, at vi ikke har glemt dem.
Du kan også vise din støtte ved at tænde et lys i uge 21 og dele det på sociale medier med hashtagget #MaydayMyanmar.

”Vores brødre og søstre i Myanmar har brug for støtte og vished om, at der er nogen, der tænker på dem og beder for dem. Derfor har vi i fællesskab de sidste to år arrangeret fredsvandringer for Myanmar, der blev mødt med stor opbakning. Det bygger vi videre på ved at sætte fokus på Myanmar i uge 21. Forhåbentlig kan vi engagere endnu flere mennesker i år,” udtaler Maria Krabbe Hammershøy, generalsekretær for Caritas Danmark.

I uge 21 markeres Mayday Myanmar med en række virtuelle events. Torsdag den 25. maj, kl. 19:00 livestreames en fælles markering på Chin Community Denmarks Facebookside (Link: https://www.facebook.com/profile.php?id=100063672985877)

Det koster at kæmpe i Myanmar

Caritas Danmark, Danmission, Baptistkirken i Danmark og Chin Christian Association Denmark samarbejder alle med lokale kirker og organisationer, som kæmper for demokratiske rettigheder og menneskelig værdighed. De oplever lige nu store omkostninger for både medarbejdere, frivillige og medlemmer – og ikke mindst for lokalbefolkningen.

“…lige nu er fremtidsudsigterne i landet så dystre, at det også er meget svært at være kirke”

”Kirkerne i Myanmar spiller en aktiv rolle i at skabe sammenhængskraft og håb i en meget svær situation. Men lige nu er fremtidsudsigterne i landet så dystre, at det også er meget svært at være kirke. Derfor vil vi på tværs af kirkesamfund i Danmark markere vores støtte til befolkningen og kirkerne og vise dem, at vi er med dem i ånden,” siger Kristian Sloth, generalsekretær for Danmission.

Fattigdom og ubærlig lidelse

I de to år, der er gået siden militærkuppet er situationen kun blevet værre i Myanmar. Mens militærregimet slår brutalt ned på al modstand, er fattigdommen eksploderet i den lidende befolkning.

”Tilværelsen er blevet ubærligt svær for befolkningen…”

”Tilværelsen er blevet ubærligt svær for befolkningen. Demokrati og rettigheder er blevet sat på standby, og det er svært at holde fast ved håbet. Der er al mulig grund til, at vi deler vores håb og bønner med vores venner og partnere i Myanmar og står sammen for næstekærligheden og fredens skyld,” siger Torben Andersen, generalsekretær for Baptistkirken i Danmark.

Støt BaptistKirken, når vi støtter Myanmar økonomisk
Mobile Pay 330048 eller konto 3201 0010042879 mrk. Myanmar

BaptistKirken tager et særligt initiativ – støt økonomisk

Det har hidtil været forbundet med store administrative udfordringer at yde økonomisk støtte til hjælpearbejdet i Myanmar. BaptistKirken støtter bl.a. initiativer som et hospital og en række klinikker i og omkring Hakha, hovedbyen i chin-staten.

Sammen med en lokal organisation har BaptistKirken nu fundet en mere sikker måde at få penge ind i Myanmar. Vi er nu helt sikre på, at pengene ender hos dem, der har mest behov. Der er brug for al den økonomiske støtte vi kan yde til befolkningen i Myanmar.

Støt på Mobile Pay 330048 eller konto 3201 0010042879 mrk. Myanmar

Læs mere på baptist.dk

Regimets brutale overgreb er hverdag i Myanmar

Hkalam Samson, tidligere leder af Kachin-baptisterne, idømt 6 års fængsel af Myanmars militærregime

Myanmars militær tager igen magten

Giv din mening til kende