Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Skal – skal ikke vie

Skal – skal ikke vie

Igennem mange år har det været til debat, om baptistpræster skal vie. Debatten hører sammen med kirkebøgerne, som BaptistKirken afleverede til Rigsarkivet for flere år siden. Hvordan skal vores kirkesamfunds berøringsflade til myndighederne være?

I forbindelse med kirkebøgerne blev det udtrykt, at vi ikke ønsker at være myndighedernes forlængede arm. Er det noget andet med vielser?

Reglerne er, at en baptistpræst må vie et par, hvoraf den ene er medlem af menigheden. Vielsesbemyndigelsen gives til præsten på ansøgning. Tidligere havde mange baptistpræster en ’stående vielsesbemyndigelse’. Nu kræves der et vist antal vielser om året, for at Kirkeministeriet giver en præst en sådan. Derfor skal de fleste baptistpræster i dag søge om ad-hoc bemyndigelse i forbindelse med hver enkelt vielse.

Vielsesmyndighed og bånd på forkyndere

Spørgsmålet om vielsesbemyndigelse er atter blevet aktuelt i forbindelse med debatten om det såkaldte ’Enighedspapir’, som et flertal af partierne i Folketinget står bag. Det skyldes, at vielsesbemyndigelsen er et af de væsentligste links imellem myndighederne og trossamfundene. Lovgiverne prøver at lægge bånd på forkyndere uden for Folkekirken ved at kræve deltagelse i kurser og underskrift på, at man vil overholde dansk lov.

Lovforslaget indebærer mulighed for kriminalisering af præster, der fungerer som sjælesørgere. Noget sådant vil vi ikke udsætte vores præster for.

I et høringssvar skrev BaptistKirkens ledelse

”Lovforslaget fra Kirkeministeriet indebærer mulighed for kriminalisering af præster, der fungerer som sjælesørgere. Noget sådant vil vi ikke udsætte vores præster for. Derfor vil vi anbefale menighedernes præster, at de fremadrettet lader alle brudepar blive viet på rådhuset (borgerlig vielse), hvorpå en kirkelig fejring kan finde sted uden retsvirkninger. Det vil generelt betyde, at Baptistkirkens præster ikke bliver deltagere i det foreslåede kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, og derfor heller ikke vil underskrive den hertil knyttede erklæring.”

Delte meninger om den udmelding

Jan Kornholt, præst i Købnerkirken, har udtalt til Kristeligt Dagblad: ”Skal vi være konsekvente som kirke, og ønsker vi ikke at blive inddraget i statens arbejde, skal vi heller ikke som vielsesmyndighed optræde som statens embedsmænd.”

Ole Lundegaard, præst i Korskirken, er ikke enig: ”For mig er det ikke en hjertesag, at vi beholder vores vielsesret. Men omvendt, så længe vi har den, er det nu meget praktisk, og det er – uanset hvordan man vender og drejer det – en af de ting, der på en uproblematisk måde forankrer det religiøse i det offentlige liv. Det kan man så mene – og det gør nogle tydeligvis – er en fordel at miste. Men helt ærligt – hvori ligger den fordel? Er det ikke kun dem, der følger den stadigt stærkere sekularistiske dagsorden, der vinder ved det?”