Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Findes der demokrati i Bibelen?

Findes der demokrati i Bibelen?

Hvis vi spørger, om Bibelen beskriver eller foreskriver demokrati, som vi kender det i dag i det danske samfund eller de fleste baptistmenigheders praksis, er det enkle svar 'nej'. Men hvis vi spørger, om de vigtigste principper, der gælder for en demokratisk styreform både i samfund og menighed, fremhæves som noget positivt i Bibelen, er svaret 'ja'. 

”Uden planlægning lider et folk nederlag, med mange rådgivere vinder det sejr.”

Ordsprogenes Bog kap. 11, vers 14

Ole Lundegaard:

  • præst i Herlev Baptistmenighed
  • indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homilektik og liturgik på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Det Gamle Testamente fortæller mest om, hvordan et folk styres. Det tidligste var et forbund af tolv stammer, ledt af deres slægts overhoved og med en overbygning i form af dommerinstitutionen. Senere kom kongedømmet – oprindelig imod Gud Herrens vilje. Herrens anke mod Israels ønske om at få en konge var, at konger ville undertrykke folket og tvinge det til at kæmpe kongemagtens krige. Det kom til at holde stik! Med kong David blåstemples kongedømmet, og profeterne tjente både som politiske rådgivere og revsere.

Det lader sig altså ikke gøre at slå op i Bibelen og finde entydigt svar på, hvordan et samfund skal indrettes og ledes, eller hvordan en menighed skal.

Menigheden

Det Nye Testamente taler ikke meget om samfundsmodeller, men vi får et indblik i, hvordan de første kristne menigheder organiserer sig. I Apostlenes Gerninger ser vi, at der efter jødisk skik udpeges ‘ældste’.1 I Paulus’ breve er der flere forskellige modeller fra husmenigheder ledet af den, der enten ejede huset eller den, der først var kommet til tro,2 over en mere nådegavebaseret model3 til egentlige kirkelige embeder.4 Men det ser ud til, at Paulus ville inddrage hele menigheden i beslutninger.5

Det lader sig altså ikke gøre at slå op i Bibelen og finde entydigt svar på, hvordan et samfund skal indrettes og ledes, eller hvordan en menighed skal. Kirkesamfundenes forskellige styreformer taler deres eget sprog.

Spørgsmålet vendt på hovedet

Når nu Bibelen ikke foreskriver én nøjagtig bestemt styreform af samfund eller menighed, kunne vi i stedet spørge: Hvordan sikrer vi, at den demokratiske styreform, vi har i Danmark og i vores menigheder, bliver bedst mulig? Hvilke bibelske principper kan vejlede os i den styreform, vi nu en gang har?

Hvordan sikrer vi, at den demokratiske styreform, vi har i Danmark og i vores menigheder, bliver bedst mulig?

Vigtige pejlemærker:

Ikke-vold

Jesus tvang ingen. Han besvarede ikke vold med vold, og han bad sine venner beholde sværdet i skeden.6 Jesus omtalte tidens magthavere, der øvede tvang over for deres undersåtter, som dårlige eksempler.7 Den, der vil lede, skal lede ved at tjene, ikke ved at øve tvang.8 Kernen i fristelsen af Jesus i ørkenen9 er netop, at han afviser magt i dens verdslige, institutionelle form, der gør brug af manipulation og tvang.

Den mindste er vigtig

Jesus beskyttede børn, kvinder og andre grupper i samfundet med ingen eller ringe magt. Han legitimerede aldrig de stærkes ret til at tvinge den svage. Det mest radikale udtryk for det var hans identifikation med den svage. Han sagde, at det, vi gør imod fangen, den fremmede, den syge og den udstødte, det gør vi imod ham. Og undlader vi at stå på den svages side, er det ikke Jesus, vi tjener.10

Den samfundstype, vi har udviklet i de nordiske lande, kan i høj grad ses som en institutionalisering af principper, vi finder i Det Nye Testamente.

Inklusion

Jesus’ særegne undervisningsmodel var at fortælle lignelser for at få folk til at tænke selv. På samme måde hos Paulus. Flere gange i sine breve beder han menigheden om selv at overveje og dømme om det, han skriver. Han beder om, at hans breve bliver læst op for menigheden, ikke blot for ledelsen.11 Hele menigheden i Antiokia synes at stå bag Paulus’ udsendelse som missionær.12

Praksis

Det rejser spørgsmålet: Hvordan kommer det bedst til udtryk i vores styreform?

  • Lever vores menigheds styreform – demokratisk eller ej – op til at være ikke-voldelig? Der er næppe håndgemæng ved ret mange menighedsmøder, men vold skal forstås bredt som tvang, manipulation, partidannelser.
  • Værner vores fællesskab om de svageste, og fremmer vi et syn på ledelse, der svarer til det, vi finder hos Jesus?
  • Sikrer vores menigheds styreform inklusion af alle, og at hele menigheden bliver hørt ved beslutninger?

Artiklens henvisninger til Bibelen:

  1. Apostlenes Gerninger kap. 14, vers 23
  2. 1. Korintherbrev kap. 16, vers 15-16
  3. 1. Korintherbrev kap. 12, vers 28
  4. 1. og 2. Timotheus-brev og brevet til Titus
  5. 1. Korintherbrev kap. 5, vers 4
  6. Matthæus-evangeliet kap. 26, vers 52
  7. Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 25
  8. Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 26-28
  9. Matthæus-evangeliet kap. 4, vers 1-11
  10. Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46
  11. Kolossenserbrevet kap. 4, vers 16
  12. Apostlenes Gerninger kap. 13, vers 1-2

Institutionaliseret ikke-vold

Ideelt set er et demokrati en institutionaliseret ikke-voldspraksis. Slagsmål erstattes af debatter, krige af folkeafstemninger, stridigheder af domstolsafgørelser og borgerinddragelse – og voldelige oprør af strejker, demonstrationer og civil ulydighed. Desuden har demokratiske samfund vist sig at være stabile, fremgangsrige og fredelige. Den samfundstype, vi har udviklet i de nordiske lande, kan i høj grad ses som en institutionalisering af principper, vi finder i Det Nye Testamente, om end flere af dem i disse år er under pres.

Ingen styreform – hverken af et samfund eller af en menighed – er garanteret mod fejltagelser. Hvis man ønsker at manipulere og tvinge, kan det også lade sig gøre inden for demokratiets rammer. Det er bare lidt sværere. Det afgørende er ikke, hvad vi kalder vores styreform, men om den er tro over for det, vi møder hos Jesus og i Det Nye Testamente.