Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Vil du købe en kjole?

Vil du købe en kjole?

Kvindenetværket modtog i foråret en ansøgning fra Kvindedepartementet i UEBB (Baptistkirken i Burundi) i forbindelse med ordination af hele 43 nye præster.

De bad om vores støtte til et fire dages træningsseminar, hvor de kommende præster og deres koner bliver undervist sammen i de forpligtelser og opgaver, der ligger i at være præstepar i en menighed.
Det er noget nyt, at man underviser ægteparrene sammen, men som Kvindenetværk føler vi, at det er et vigtigt tiltag, da der ligger mange opgaver også på præstekonen.
Et sådant seminar koster 4.400 kr. Det er planlagt til at finde sted i slutningen af september måned lige op til selve ordinationen, som er en kæmpe begivenhed.

Tradition for ens kjoler

Derfor bad de også om penge til at købe nye kjoler til præstekonerne. Til sådanne ceremonier er der tradition for, at kvinderne har ens kjoler på, som man kan se på billederne herover fra vores besøg i Rubura i oktober, hvor distriktsledere og landsbestyrelsen har ens kjoler på, og på billedet fra Lise Emmings deltagelse i Womens Crusade i Musema i juli, hvor hun og bestyrelsen var iklædt ens kjoler – dog i forskellige farver.

Kjolerne skulle koste omkring 8.500 kr. Vi har ved tidligere ordinationer givet penge til kjoler men til et noget mindre antal. Senest 18 kvinder.

Gaver til både præster og præstekoner

Baptistkirken i Danmark giver – foruden en bibel og en salmebog – en ny skjorte med præsteflip til de nye præster, der skal ud og tjene i menigheder i Burundi. Vi blev spurgt om at hjælpe kvinderne.

I stedet for at tage pengene fra vores kasse, valgte vi i stedet at fundraise til vores forretningsmøde og til IM-mødet på Lindenborg i år. De penge, der i forvejen er øremærket ”Afrikas Kvinder” bruger vi til at hjælpe kvindegrupper til at komme i gang med small-business, til at lave køkkenhaver og holde dyr og til at kunne holde deres årlige forretningsmøde på landsplan. De 8.500 kr. skulle altså findes på anden måde.

Vi valgte at klippe små kjole-modeller af burundi-stof og skrev, hvad de 200 kr. skulle bruges til.

Efter vores forretningsmøde om onsdagen manglede der endnu at blive solgt 13 kjoler, men efter vores beretning på IM-mødet torsdag fik vi solgt resten!

Vi fik altså ret i vores antagelse: et konkret behov, der synliggøres, vil danske baptister gerne møde!

Giv din mening til kende