Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Velkommen til Sommerstævne 2022

Velkommen til Sommerstævne 2022

Guds rige – midt imellem jer bliver temaet for årets sommerstævne den 17.-22. juli i Lindenborg.

Der er grund til glæde. Efter to års aflysninger på grund af Corona kan vi endelig igen mødes til et stævne for alle generationer i de skønne omgivelser på Efterskolen Lindenborg ved Roskilde fjord. Sommerstævnet er frem for alt fællesskab og en uge med godt indhold. Dage med venner og bekendte og med mennesker, du aldrig har mødt før. Det er fællesskab med Guds rige i fokus i ord og handling. Det er budskabet om Jesus Kristus og inspiration til at følge ham gennem taler, undervisning, workshops, samtaler, bøn, Helligåndens nærvær, sang og musik, hygge og hvile, sjov og alvor, fest og leg.

Ny tidsramme for stævnet

Vi begynder med åbningsgudstjeneste søndag kl. 11, men allerede lørdag aften er campingplads og værelser klar til at modtage alle tilmeldte. Her bliver altså god tid til at komme på plads og få hilst på hinanden. Åbningsgudstjenesten ledes af Charlotte Willer og Jakob Vagner giver en kort refleksion. Stævnet slutter fredag over middag med en dåbs- og nadvergudstjeneste ved fjorden.

Pluk fra programmet

Guds rige er allerede iblandt jer? Naturen som sted for sjælesorg og helbredelse.

Søndag eftermiddag inviterer Evangelisk Frikirke Danmark, tidligere Missionsforbundet, til ordinationsgudstjeneste, og Stille Stunder står for en lovsangsaften i hallen. Glæd dig!

Mandag afholdes Landskonference 1 i BaptistKirken, men der er også tilbud om formiddagsundervisning ved Sarah Krøger Ziethen, sognepræst i Roskilde Domkirke: Guds rige er allerede iblandt jer? Naturen som sted for sjælesorg og helbredelse.

Ellers er formiddagsunderviseren Michael Telbe, som er en erfaren bibellærer, doktor i teologi og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiske Universitet. Med stor positiv respons underviste han også på stævnet i 2019.

Aftenmøder

Ved aftenmøder på Store Scene (hallen) fra mandag til torsdag byder vi velkommen til Per Hyldgaard, Anne Mie Skak Johanson, Bodil Højbak Møller og Thomas Hansen som talere. Sidstnævnte er ledende præst i Hillsong Church, Danmark og Malmø.

Sommerfest og Workshops

Hele onsdag eftermiddag vil plænen og pladsen nede ved fjorden summe af liv og samle børn og voksne. I boder vil man kunne købe noget at spise og drikke og samtidig støtte international mission og lytte til flere musikalske indslag eller deltage i lege og konkurrencer. Ruben Andersen-Hoel er tovholder.

Øvrige dage er der workshops at vælge imellem. Fx ’ Er der sex i Guds rige?

Øvrige dage er der workshops at vælge imellem. Fx ’ Er der sex i Guds rige?’  Her vil Thea Lillebæk, Johanne Kofoed Lundegaard, Lasse Åbom og Ole Lundegaard give input om, hvordan vi kan tale positivt og livsnært om sex i kirken. Har Bibelen noget relevant at sige ind i en seksualiseret kultur i dag? Præster og forfatterne Preben Kok og Bente Lybecker taler med udgangspunkt i deres bøger Arvegods og I orkanens øje. Alpha og Forfulgte kristne er også på programmet. Søren Østergaard siger, at det skal handle om meget mere end Jesus og tilgivelse – og giver et bud på kirkens møde med Generation Alpha.

For børn, teenagere og unge

Naturligvis arbejdes der også intenst på at skabe superspændende programmer for Kidz, Beat, Fusion, Urban og Soul Camps. Her er noget for alle aldre og hele familien. Planlæg allerede nu at deltage og få fat i brochuren med endnu flere informationer i kirken. Du kan også følge med og få sidste nyt på sommerstævnets Facebook og Hjemmeside: https://www.sommerstaevnet.dk/

Man kan tilmelde sig hele stævnet eller købe dagkort. Velkommen til Sommerstævnet 2022!

Giv din mening til kende