baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 13 May 2026 21:36:48 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Mens vi venter… https://baptist.dk/mens-vi-venter/ Wed, 13 May 2026 21:35:59 +0000 https://baptist.dk/?p=21403
Det er 40 dage siden, vi fejrede påske. Om ti dage fejrer vi pinse. Påske og pinse fylder. I kalenderen, i kirken og i vores bevidsthed.

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Det er 40 dage siden, vi fejrede påske. Om ti dage fejrer vi pinse. Påske og pinse fylder. I kalenderen, i kirken og i vores bevidsthed.

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mens-vi-venter/feed/ ”Vær ikke forfærdede” https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/ Sat, 04 Apr 2026 20:25:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21138 Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/feed/ Påskefællesskab med undervisning https://baptist.dk/paaskefaellesskab-med-undervisning/ Tue, 29 Apr 2025 21:08:18 +0000 https://baptist.dk/?p=19111 I chin-menighederne i BaptistKirken er der tradition for, at menigheden mødes til undervisning i kirken i påskedagene


I de etnisk danske baptistmenigheder fejrer vi også påsken som årets største højtid: Jesus gav sit liv for os. Intet er større. Men omfanget af fejringen i kirken er begrænset. Alle holder gudstjeneste påskedag, mange fejrer nadver eller inviterer til agape-måltid skærtorsdag aften, enkelte holder andagt langfredag. De færreste bruger hele påsken i kirken.

Anderledes forholder det sig i chin-menighederne. Her er der ”fuld damp på alle kedler”, nogle steder hele påskeugen. Chin-menighederne har også en tradition for at fejre dåb i forbindelse med påsken. Traditionen blev holdt ved lige i år.

Etniske danskere er glade for mad! Men chin’erne slår os på det punkt! Ofte mødes man i kirkerne omkring måltidsfællesskab og man udtrykker også sin taknemmelighed over for fællesskabet ved at dele sit måltid med andre.

Biak Chin Par Lian (Chin Chin), integrationsmedarbejder i BaptistKirken, fortæller:
”Chinmenighederne synes at alle de kristne helligdage i Danmark er et privilegium. I påsken har menighederne travlt med at holde bibelundervisning enten for hele menigheden eller for de unge og teenagerne.”

Nedenfor er der et kort resumé af alt det, der skete i chinmenighederne i påsken.

13 unge blev døbt i Lai Baptist Church i Ringe i påsken (Foto: Privat)

Lai Baptist Church i Ringe

– havde inviteret en amerikansk præst til at dele sin tro og give budskabet videre til den næste generation. Teenagere og unge blev undervist fra onsdag til lørdag i påsken. Påskedag blev 13 unge mennesker døbt i det tidligere autoværksted, der siden 2022 har været en fantastisk ramme om menighedens aktiviteter. I artiklen ”Påske ’24 – Påske med fællesskab og undervisning i Lai Baptist Church i Ringe” kan du læse, hvordan menigheden fejrede påsken i 2024.

Hele Chin Baptist Church samlet i Ringe (Foto: Privat)

Chin Baptist Church i Ringe

fik besøg af en tysk præst, der underviste hele menigheden. Chin Chin fortæller, at flere unge ønsker dåb, og menigheden glæder sig til at fejre dåb inden længe.

Immanuel Chin Church i Nyker

Her inviterede en af søndagsskolelærerne og hendes familie hele menigheden til at fejre påske. Det er ikke usædvanligt, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til festmiddag, blot for at udtrykke taknemmelighed over for fællesskabet. Læs mere om menigheden i artiklen: ”Immanuel Chin Church bringer liv i et gammelt missionshus på Bornholm.”

Nordjyllands Chin Church og Chin Emmanuel Church samlet i Sæby i påsken (Foto: Privat)

Nordjylland Chin Church i Sæby og Chin Emmanuel Church i Frederikshavn

– fejrede påsken sammen. Præsten Sara Sung underviste og 3 unge kvinder blev døbt.
Læs mere om de to menigheder i artiklen ”Forsoning og vækkelse blandt chinmenigheder i Nordjylland.”

Der var også påskefest i Chin Baptist Church i Esbjerg (Foto: Privat)

Chin Baptist Church i Esbjerg

– inviterede også til undervisning i påsken. Menighedens præster stod selv for undervisningen. Også her fejrede man dåb med ni unge mennesker. Det foregik i menighedens nye kirke med en til lejligheden etableret ”dåbsgrav”. På Facebook delte menighedens præst Moses Peng billeder fra dåben og ordet fra Markusevangeliet, kapitel 16, vers 15 – 16: ”Så sagde han til dem: ’Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.  Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.’”
Du kan læse om CBC’s kultur- og kirkecenter i artiklen: ”Chin Baptist Church i Esbjerg investerer i kultur- og kirkecenter.”

Chin Bethel Church i Skjern

Her var der også undervisning for de voksne ved Ngun Van. Dawt Hlei Par og Brendan Van tog sig af undervisningen af børn og teenagere. Kærlighed og ægteskab fik Dawt til at flytte fra Norge til Skjern: Hun er en ung kvinde, der formidler evangeliets budskab til teenagere på en direkte og overbevisende måde. Det kunne man blandt andet opleve på AWAKE i Herning i marts. Brendan Van studerer på en et-årig uddannelse på Acts Academy i Kolding. Læs mere om Dawt og se Brendans fotos i artiklen om AWAKE: ”Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning.”

Undervisning i påsken i Matu Baptist Church i Svendborg (Foto: Privat)

Matu Baptist Church i Svendborg

– holdt sig heller ikke tilbage. Også her var der undervisning tre dage i påsken. Menighedens leder, An Tak Tak Luem, havde fået sin svigerfar, der også er præst og flygtning fra Myanmar, til at stå for undervisningen. Du kan læse mere om menigheden i Svendborg i artiklen: ”Matu Baptist Church: En menighed med tro på fremtiden.”

Grace Myanmar Church i Odense

Grace Myanmar Church var samlet på Bøgballe Friskole

Herfra skriver præst Naw Marip:
“Af Guds nåde går det godt hos os. Det har været en skøn påske. Vi fejrer påske hvert år som menighedslejr med seminar og fælles aktiviteter, som vi har gjort i årtier. I år fandt lejren sted på Bøgballe Friskole, hvor vi var i tre dage. Der var seminarer ledet af vores præster og menighedsledere for både voksne, teenagere og børn. Det har været en skøn lejr med masser at tygge på – både åndeligt, i fællesskabet og ved måltiderne.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I chin-menighederne i BaptistKirken er der tradition for, at menigheden mødes til undervisning i kirken i påskedagene


I de etnisk danske baptistmenigheder fejrer vi også påsken som årets største højtid: Jesus gav sit liv for os. Intet er større. Men omfanget af fejringen i kirken er begrænset. Alle holder gudstjeneste påskedag, mange fejrer nadver eller inviterer til agape-måltid skærtorsdag aften, enkelte holder andagt langfredag. De færreste bruger hele påsken i kirken.

Anderledes forholder det sig i chin-menighederne. Her er der ”fuld damp på alle kedler”, nogle steder hele påskeugen. Chin-menighederne har også en tradition for at fejre dåb i forbindelse med påsken. Traditionen blev holdt ved lige i år.

Etniske danskere er glade for mad! Men chin’erne slår os på det punkt! Ofte mødes man i kirkerne omkring måltidsfællesskab og man udtrykker også sin taknemmelighed over for fællesskabet ved at dele sit måltid med andre.

Biak Chin Par Lian (Chin Chin), integrationsmedarbejder i BaptistKirken, fortæller:
”Chinmenighederne synes at alle de kristne helligdage i Danmark er et privilegium. I påsken har menighederne travlt med at holde bibelundervisning enten for hele menigheden eller for de unge og teenagerne.”

Nedenfor er der et kort resumé af alt det, der skete i chinmenighederne i påsken.

13 unge blev døbt i Lai Baptist Church i Ringe i påsken (Foto: Privat)

Lai Baptist Church i Ringe

– havde inviteret en amerikansk præst til at dele sin tro og give budskabet videre til den næste generation. Teenagere og unge blev undervist fra onsdag til lørdag i påsken. Påskedag blev 13 unge mennesker døbt i det tidligere autoværksted, der siden 2022 har været en fantastisk ramme om menighedens aktiviteter. I artiklen ”Påske ’24 – Påske med fællesskab og undervisning i Lai Baptist Church i Ringe” kan du læse, hvordan menigheden fejrede påsken i 2024.

Hele Chin Baptist Church samlet i Ringe (Foto: Privat)

Chin Baptist Church i Ringe

fik besøg af en tysk præst, der underviste hele menigheden. Chin Chin fortæller, at flere unge ønsker dåb, og menigheden glæder sig til at fejre dåb inden længe.

Immanuel Chin Church i Nyker

Her inviterede en af søndagsskolelærerne og hendes familie hele menigheden til at fejre påske. Det er ikke usædvanligt, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til festmiddag, blot for at udtrykke taknemmelighed over for fællesskabet. Læs mere om menigheden i artiklen: ”Immanuel Chin Church bringer liv i et gammelt missionshus på Bornholm.”

Nordjyllands Chin Church og Chin Emmanuel Church samlet i Sæby i påsken (Foto: Privat)

Nordjylland Chin Church i Sæby og Chin Emmanuel Church i Frederikshavn

– fejrede påsken sammen. Præsten Sara Sung underviste og 3 unge kvinder blev døbt.
Læs mere om de to menigheder i artiklen ”Forsoning og vækkelse blandt chinmenigheder i Nordjylland.”

Der var også påskefest i Chin Baptist Church i Esbjerg (Foto: Privat)

Chin Baptist Church i Esbjerg

– inviterede også til undervisning i påsken. Menighedens præster stod selv for undervisningen. Også her fejrede man dåb med ni unge mennesker. Det foregik i menighedens nye kirke med en til lejligheden etableret ”dåbsgrav”. På Facebook delte menighedens præst Moses Peng billeder fra dåben og ordet fra Markusevangeliet, kapitel 16, vers 15 – 16: ”Så sagde han til dem: ’Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.  Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.’”
Du kan læse om CBC’s kultur- og kirkecenter i artiklen: ”Chin Baptist Church i Esbjerg investerer i kultur- og kirkecenter.”

Chin Bethel Church i Skjern

Her var der også undervisning for de voksne ved Ngun Van. Dawt Hlei Par og Brendan Van tog sig af undervisningen af børn og teenagere. Kærlighed og ægteskab fik Dawt til at flytte fra Norge til Skjern: Hun er en ung kvinde, der formidler evangeliets budskab til teenagere på en direkte og overbevisende måde. Det kunne man blandt andet opleve på AWAKE i Herning i marts. Brendan Van studerer på en et-årig uddannelse på Acts Academy i Kolding. Læs mere om Dawt og se Brendans fotos i artiklen om AWAKE: ”Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning.”

Undervisning i påsken i Matu Baptist Church i Svendborg (Foto: Privat)

Matu Baptist Church i Svendborg

– holdt sig heller ikke tilbage. Også her var der undervisning tre dage i påsken. Menighedens leder, An Tak Tak Luem, havde fået sin svigerfar, der også er præst og flygtning fra Myanmar, til at stå for undervisningen. Du kan læse mere om menigheden i Svendborg i artiklen: ”Matu Baptist Church: En menighed med tro på fremtiden.”

Grace Myanmar Church i Odense

Grace Myanmar Church var samlet på Bøgballe Friskole

Herfra skriver præst Naw Marip:
“Af Guds nåde går det godt hos os. Det har været en skøn påske. Vi fejrer påske hvert år som menighedslejr med seminar og fælles aktiviteter, som vi har gjort i årtier. I år fandt lejren sted på Bøgballe Friskole, hvor vi var i tre dage. Der var seminarer ledet af vores præster og menighedsledere for både voksne, teenagere og børn. Det har været en skøn lejr med masser at tygge på – både åndeligt, i fællesskabet og ved måltiderne.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paaskefaellesskab-med-undervisning/feed/ Påskens smerte https://baptist.dk/paaskens-smerte/ Thu, 17 Apr 2025 03:00:09 +0000 https://baptist.dk/?p=19020
Smerte er noget mærkeligt noget. Uanset om smerten er fysisk eller psykisk, er den svær at forklare – og forstå – for andre end den, der lider. Vi kan have empati, forståelse for eller medlidenhed med den lidende. Men smerten forstår vi først til fulde, når den er vores egen.

For et par år siden blev min cykel og jeg konfronteret af en Volvo, der ikke kendte til vigepligt. Jeg kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Men at lande knap 80 kg krop ukontrolleret på asfalten ovenpå en cykel fra halvanden meters højde er alligevel ret smertefuldt. Smerten var så voldsom, at der kom til at stå i journalen: ”Har fået 100 mikrogram Fentanyl i ambulancen med nogenlunde effekt.” Jeg synes effekten var fremragende. Jeg kunne i hvert fald begynde at trække vejret normalt og fortælle lægen mit CPR-nummer.

Men min smerte er intet imod den smerte, Jesus oplevede langfredag.

Jesus blev svigtet af sit folk og sine nærmeste. De overlod ham til romerne til en nedværdigende og umenneskelig behandling. Og romerne henrettede ham på den mest bestialske måde, de kunne finde på: Korsfæstelsen var beregnet på at trække pinen ud så længe som muligt inden døden indtraf. Intet levende menneske forstår til fulde Jesus’ fysiske smerte. Og måske er den mentale smerte lige så voldsom. Når Jesus på korset råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det tolkes som om, han var ved at miste troen på opstandelsen.

Når vi de kommende dage fejrer påske mindes vi, at Gud ofrede alt for vores skyld. Han lod sin søn dø på den mest fornedrende måde. Han lod endda sin søn komme i tvivl. Al den lidelse for at vi kan leve.

Når verden synes forladt af Gud og overladt til menneskers dom er det påskens budskab, der minder os om, at Guds nåde altid er større end vores svigt.

Lad os bruge påsken på at mindes Guds ultimative offer for vores skyld. Men lad os også bruge påsken til at fejre det endnu større mirakel, at Jesus påskedag overvandt døden, for at vi kan leve i troen på ham.

Jesus sagde til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Martha svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

Lad det også være vores svar.

#påske #smerte #tro #tilgivelse #opstandelse

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Smerte er noget mærkeligt noget. Uanset om smerten er fysisk eller psykisk, er den svær at forklare – og forstå – for andre end den, der lider. Vi kan have empati, forståelse for eller medlidenhed med den lidende. Men smerten forstår vi først til fulde, når den er vores egen.

For et par år siden blev min cykel og jeg konfronteret af en Volvo, der ikke kendte til vigepligt. Jeg kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Men at lande knap 80 kg krop ukontrolleret på asfalten ovenpå en cykel fra halvanden meters højde er alligevel ret smertefuldt. Smerten var så voldsom, at der kom til at stå i journalen: ”Har fået 100 mikrogram Fentanyl i ambulancen med nogenlunde effekt.” Jeg synes effekten var fremragende. Jeg kunne i hvert fald begynde at trække vejret normalt og fortælle lægen mit CPR-nummer.

Men min smerte er intet imod den smerte, Jesus oplevede langfredag.

Jesus blev svigtet af sit folk og sine nærmeste. De overlod ham til romerne til en nedværdigende og umenneskelig behandling. Og romerne henrettede ham på den mest bestialske måde, de kunne finde på: Korsfæstelsen var beregnet på at trække pinen ud så længe som muligt inden døden indtraf. Intet levende menneske forstår til fulde Jesus’ fysiske smerte. Og måske er den mentale smerte lige så voldsom. Når Jesus på korset råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det tolkes som om, han var ved at miste troen på opstandelsen.

Når vi de kommende dage fejrer påske mindes vi, at Gud ofrede alt for vores skyld. Han lod sin søn dø på den mest fornedrende måde. Han lod endda sin søn komme i tvivl. Al den lidelse for at vi kan leve.

Når verden synes forladt af Gud og overladt til menneskers dom er det påskens budskab, der minder os om, at Guds nåde altid er større end vores svigt.

Lad os bruge påsken på at mindes Guds ultimative offer for vores skyld. Men lad os også bruge påsken til at fejre det endnu større mirakel, at Jesus påskedag overvandt døden, for at vi kan leve i troen på ham.

Jesus sagde til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Martha svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

Lad det også være vores svar.

#påske #smerte #tro #tilgivelse #opstandelse

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paaskens-smerte/feed/ Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet https://baptist.dk/korsvejsstationerne-illustreret-af-maend-paa-kanten-af-livet/ Tue, 15 Apr 2025 21:01:29 +0000 https://baptist.dk/?p=19027 Via Dolorosa, ”smertens vej”, er den rute Jesus fulgte fra Pilatus til Golgata gennem Jerusalems gamle bydel. De store følelser, der er forbundet med Jesus’ sidste vandring er ofte kommet til udtryk i kunsten


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/04/lydfilstationsofthecross.mp3

For en del år siden tog en del af de indsatte mænd på dødsgangen i Riverbend Maximum Security Institution i Nashville, Tennessee, initiativ til et kollektivt projekt. De besluttede at lave en række malerier, der illustrerede korsvejsstationerne på Via Dolorosa.

”The Stations of the Cross”

Det blev til malerierne, ”The Stations of the Cross”, der beskriver Jesus’ korsfæstelse og begivenhederne, der ledte op til korsfæstelsen. I århundreder har kristne reflekteret over kunst, der illustrerer Jesus’ vandring mod Golgata. Det særlige ved ”The Stations of the Cross”-malerierne er, at de er malet af mænd, der ligesom Jesus, er blevet dømt til døden.

Red Letter Christians

– er en amerikansk bevægelse, der har til formål at mobilisere kristne til at leve Jesus’ modkulturelle lære ud og kæmpe for retfærdighed. Bevægelsen er aktiv i kampen mod udbredelsen af skydevåben og kæmper også for afskaffelse af dødsstraf i USA.

Læs mere om Red Letter Christians mission på organisationens webside.

Billederne er blevet foræret til den kristne bevægelse Red Letter Christians, der har fået lov til at dele dem til brug på internettet og til tryk. Den eneste betingelse for brug er, at billederne ikke må sælges eller på anden måde udnyttes kommercielt.

Du kan se billederne nederst i artiklen – og hente dem i høj opløsning her:

Shane Claiborne fra Red Letter Christians siger:
“Må malerierne åbne vores hjerter for Guds dybe kærlighed, og må de vække en passion i os for at dele kærligheden og nåden med andre. Det er vores håb, at refleksion over henrettelsen af ​​Jesus gør noget ved os og i os. Vi beder om, at når vi reflekterer over Guds kærlighed, forvandler den os til mennesker, der er barmhjertige, og som er forpligtet til at bringe dødsstraffen til ophør.”

Den dødsdømtes fortælling

Her er et citat fra en af de dødsdømte, der hjalp med at male billederne:

”Malerierne er en kommentar til den fortsatte kamp for vores kollektive moralske verdenssyn. Det er et samarbejde med kunstnerkolleger, som alle er indsatte på Tennessees dødsgang. Ikke alle er kristne eller religiøse. Flere har valgt at være anonyme. Jeg bad mine medfanger om at hjælpe med at skabe dette projekt for at starte en samtale om, hvordan retfærdighed ser ud.

Da Jesus blev henrettet, så retfærdigheden anderledes ud, end den gør i dag. Men retfærdighed i dag har nogle af de samme komponenter, som den havde dengang. Skyldige, såvel som uskyldige, udsættes for en proces sanktioneret af samfundet. Som vi forstår det, betyder det, at “vi folket” – samlet set – opretholder et system for at sikre retfærdighed. Baseret på borgernes støtte afspejler dette ”retfærdighedssystem” samfundets forståelse af moral og værdier.

Shane Claiborne

– er en fremtrædende foredragsholder, præst, aktivist og forfatter. Shane arbejdede med Mother Teresa i Calcutta og grundlagde The Simple Way i Philadelphia: En organisation, der blandt andet skaber lokale fællesskaber ved at hjælpe mennesker til boliger ved at overtage og renovere nedrivningstruede ejendomme. Han leder bevægelsen Red Letter Christians, en bevægelse af mennesker, der er forpligtet til at leve “som om Jesus mente de ting, han sagde.” Shane kæmper for retfærdighed og for at mennesker skal opleve Guds nåde. Han er blevet fængslet for at forsvare hjemløse og han er rejst til Irak og Afghanistan for at kæmpe imod krig. Sammen med andre Red Letter Christians kæmper han for at afskaffe dødsstraffen og hjælpe med at stoppe våbenvold.

Læs mere om Shane Claiborne på hans hjemmeside

Jeg synes, at et af de største problemer for den kristne verden er at håndtere det faktum, at Jesus ikke var kaukasisk. Problemet gik igen i vores projekt på dødsgangen, der er et mikrokosmos af samfundet udenfor fængslet. Derfor besluttede vi ikke at begrænse hinandens forståelse af Jesus’ død eller udseende.

I løbet af de mere end to måneder, det tog at fuldføre projektet, modtog vi både positiv og negativ kritik fra andre indsatte, der ikke deltog i projektet, fra religiøse og sekulære frivillige og ansatte i fængslet. Det blev til et sandt samfundsprojekt.

Jeg ved ikke, hvor mange holdninger vi ændrede i løbet af projektet, men dialogen var åben og ærlig – langt ud over, hvad jeg havde forestillet mig. Sikker, åben dialog er en forudsætning for at livet kan fungere på dødsgangen. Med billederne inviterer vi til dialog om, hvordan man ændrer paradigmerne i samfundet, så vi fremmer heling og forsoning.

I kærlighedens, barmhjertighedens og tilgivelsens ånd,

Derrick Quintero (1961 – 2021)”
















Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Via Dolorosa, ”smertens vej”, er den rute Jesus fulgte fra Pilatus til Golgata gennem Jerusalems gamle bydel. De store følelser, der er forbundet med Jesus’ sidste vandring er ofte kommet til udtryk i kunsten


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/04/lydfilstationsofthecross.mp3

For en del år siden tog en del af de indsatte mænd på dødsgangen i Riverbend Maximum Security Institution i Nashville, Tennessee, initiativ til et kollektivt projekt. De besluttede at lave en række malerier, der illustrerede korsvejsstationerne på Via Dolorosa.

”The Stations of the Cross”

Det blev til malerierne, ”The Stations of the Cross”, der beskriver Jesus’ korsfæstelse og begivenhederne, der ledte op til korsfæstelsen. I århundreder har kristne reflekteret over kunst, der illustrerer Jesus’ vandring mod Golgata. Det særlige ved ”The Stations of the Cross”-malerierne er, at de er malet af mænd, der ligesom Jesus, er blevet dømt til døden.

Red Letter Christians

– er en amerikansk bevægelse, der har til formål at mobilisere kristne til at leve Jesus’ modkulturelle lære ud og kæmpe for retfærdighed. Bevægelsen er aktiv i kampen mod udbredelsen af skydevåben og kæmper også for afskaffelse af dødsstraf i USA.

Læs mere om Red Letter Christians mission på organisationens webside.

Billederne er blevet foræret til den kristne bevægelse Red Letter Christians, der har fået lov til at dele dem til brug på internettet og til tryk. Den eneste betingelse for brug er, at billederne ikke må sælges eller på anden måde udnyttes kommercielt.

Du kan se billederne nederst i artiklen – og hente dem i høj opløsning her:

Shane Claiborne fra Red Letter Christians siger:
“Må malerierne åbne vores hjerter for Guds dybe kærlighed, og må de vække en passion i os for at dele kærligheden og nåden med andre. Det er vores håb, at refleksion over henrettelsen af ​​Jesus gør noget ved os og i os. Vi beder om, at når vi reflekterer over Guds kærlighed, forvandler den os til mennesker, der er barmhjertige, og som er forpligtet til at bringe dødsstraffen til ophør.”

Den dødsdømtes fortælling

Her er et citat fra en af de dødsdømte, der hjalp med at male billederne:

”Malerierne er en kommentar til den fortsatte kamp for vores kollektive moralske verdenssyn. Det er et samarbejde med kunstnerkolleger, som alle er indsatte på Tennessees dødsgang. Ikke alle er kristne eller religiøse. Flere har valgt at være anonyme. Jeg bad mine medfanger om at hjælpe med at skabe dette projekt for at starte en samtale om, hvordan retfærdighed ser ud.

Da Jesus blev henrettet, så retfærdigheden anderledes ud, end den gør i dag. Men retfærdighed i dag har nogle af de samme komponenter, som den havde dengang. Skyldige, såvel som uskyldige, udsættes for en proces sanktioneret af samfundet. Som vi forstår det, betyder det, at “vi folket” – samlet set – opretholder et system for at sikre retfærdighed. Baseret på borgernes støtte afspejler dette ”retfærdighedssystem” samfundets forståelse af moral og værdier.

Shane Claiborne

– er en fremtrædende foredragsholder, præst, aktivist og forfatter. Shane arbejdede med Mother Teresa i Calcutta og grundlagde The Simple Way i Philadelphia: En organisation, der blandt andet skaber lokale fællesskaber ved at hjælpe mennesker til boliger ved at overtage og renovere nedrivningstruede ejendomme. Han leder bevægelsen Red Letter Christians, en bevægelse af mennesker, der er forpligtet til at leve “som om Jesus mente de ting, han sagde.” Shane kæmper for retfærdighed og for at mennesker skal opleve Guds nåde. Han er blevet fængslet for at forsvare hjemløse og han er rejst til Irak og Afghanistan for at kæmpe imod krig. Sammen med andre Red Letter Christians kæmper han for at afskaffe dødsstraffen og hjælpe med at stoppe våbenvold.

Læs mere om Shane Claiborne på hans hjemmeside

Jeg synes, at et af de største problemer for den kristne verden er at håndtere det faktum, at Jesus ikke var kaukasisk. Problemet gik igen i vores projekt på dødsgangen, der er et mikrokosmos af samfundet udenfor fængslet. Derfor besluttede vi ikke at begrænse hinandens forståelse af Jesus’ død eller udseende.

I løbet af de mere end to måneder, det tog at fuldføre projektet, modtog vi både positiv og negativ kritik fra andre indsatte, der ikke deltog i projektet, fra religiøse og sekulære frivillige og ansatte i fængslet. Det blev til et sandt samfundsprojekt.

Jeg ved ikke, hvor mange holdninger vi ændrede i løbet af projektet, men dialogen var åben og ærlig – langt ud over, hvad jeg havde forestillet mig. Sikker, åben dialog er en forudsætning for at livet kan fungere på dødsgangen. Med billederne inviterer vi til dialog om, hvordan man ændrer paradigmerne i samfundet, så vi fremmer heling og forsoning.

I kærlighedens, barmhjertighedens og tilgivelsens ånd,

Derrick Quintero (1961 – 2021)”
















Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/korsvejsstationerne-illustreret-af-maend-paa-kanten-af-livet/feed/ Langfredag var hjerteskærende og tærende https://baptist.dk/langfredag-var-hjerteskaerende-og-taerende/ Fri, 29 Mar 2024 05:00:52 +0000 https://baptist.dk/?p=16741 Henning Aardestrups billede af Jesus’ korsnedtagelse er her udgangspunkt for refleksion over korsnedtagelse og opstandelse.


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/04/12-baptist-dk-2-pkt-10-langfredag-var-hjerteskaerende-og-taerende.mp3

Henning Aardestrup har malet et billede af Jesus’ korsnedtagelse. Det hænger på mit kontor. Og jeg ser hen på det fra mit skrivebord.

”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

For nogen tid siden holdt jeg foredrag for en menighed i Nørre Aaby på Fyn. På opslagstavlen i sognehuset læste jeg vers, som kommende konfirmander havde skrevet over lidelseshistorien i forbindelse med Jesus’ tilfangetagelse og død.

En ung dreng havde om Langfredag skrevet nogle vers, hvoraf én linje rørte og ramte mig. Han skrev: ”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

Langfredag korsfæstes Jesus. Hans gravlæggelse er godt bevidnet i Det Nye Testamente. Josef af Arimatæa får tilladelse hos Pilatus til at tage Jesus’ lig ned fra korset og begrave det. Han lagde det i en klippegrav, som hverken Markus- eller Johannesevangeliet nævner skulle være hans egen. Johannesevangeliet nævner også, at der var endnu en ven, som bistod Josef af Arimatæa med Jesus’ gravlæggelse. Det var Nikodemus. Han havde taget duftolie med, som det er skik hos jøderne ved begravelse.

Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus.

Håb og nederlag

”Korsnedtagelse og opstandelse” – Henning Aardestrups billede af Jesus’ korsnedtagelse.

I forbindelse med et folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet havde lidt et sviende nederlag, sagde politikeren Mogens Lykketoft: ”Sejren har mange fædre; nederlaget er forældreløst”. Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus. Da Jesus trådte i karakter efter sin dåb, havde han vakt håb; der var tændt et lys. Mange mennesker havde samlet sig om ham, hver med deres smerte, hver med deres krænkelser og savn, og hver med deres forventning til, hvordan Jesus skulle benytte sin magt til deres fordel:

’Jesus vil give mig rigdom, han er min ven.’
’Jesus vil give mig sundhed, han er min ven.’
’Jesus vil give mig magt over andre, for han er min ven.’

Jesus var ’ånden i flasken’. Flere håbede på at kunne styre og tøjle hans åbenlyse autoritet til egen fordel. Problemet var bare, at Jesus ikke lod sig styre. Han ville ikke lytte til fornuft. I sin sidste tid var han tørnet direkte imod afgrunden. Han nægtede at være smart og diplomatisk; han insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene. Han insisterede på at være sand Gud. Kunne ikke nøjes med at være sandt menneske.

Jesus insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene.

Det er klart, at de, der havde verdslig magt, ikke kunne finde sig i det. Det ville jo betyde, at en opkomling, en Hr. ingenting, ville være over konge og kejser. Nej, han skulle dø, og mange af Jesus’ venner så i øjnene, at nederlagets time var nær, så de forsvandt i mængden. Man måtte hytte sig selv og sine egne.

De trådte til

Men der var nogen, der blev tilbage. Jesus havde venner. Også i nederlagets stund. Blide hænder løftede ham ned fra korset. Uden håb og uden forventning om belønning trådte de til og tog vare på Jesus’ lig.

Der er noget, der er større end det at hytte sit skind. Det er stort at gøre sin pligt og følge sin overbevisning også i den mørkeste time, for der er lyset allervigtigst.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Henning Aardestrups billede af Jesus’ korsnedtagelse er her udgangspunkt for refleksion over korsnedtagelse og opstandelse.


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/04/12-baptist-dk-2-pkt-10-langfredag-var-hjerteskaerende-og-taerende.mp3

Henning Aardestrup har malet et billede af Jesus’ korsnedtagelse. Det hænger på mit kontor. Og jeg ser hen på det fra mit skrivebord.

”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

For nogen tid siden holdt jeg foredrag for en menighed i Nørre Aaby på Fyn. På opslagstavlen i sognehuset læste jeg vers, som kommende konfirmander havde skrevet over lidelseshistorien i forbindelse med Jesus’ tilfangetagelse og død.

En ung dreng havde om Langfredag skrevet nogle vers, hvoraf én linje rørte og ramte mig. Han skrev: ”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

Langfredag korsfæstes Jesus. Hans gravlæggelse er godt bevidnet i Det Nye Testamente. Josef af Arimatæa får tilladelse hos Pilatus til at tage Jesus’ lig ned fra korset og begrave det. Han lagde det i en klippegrav, som hverken Markus- eller Johannesevangeliet nævner skulle være hans egen. Johannesevangeliet nævner også, at der var endnu en ven, som bistod Josef af Arimatæa med Jesus’ gravlæggelse. Det var Nikodemus. Han havde taget duftolie med, som det er skik hos jøderne ved begravelse.

Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus.

Håb og nederlag

”Korsnedtagelse og opstandelse” – Henning Aardestrups billede af Jesus’ korsnedtagelse.

I forbindelse med et folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet havde lidt et sviende nederlag, sagde politikeren Mogens Lykketoft: ”Sejren har mange fædre; nederlaget er forældreløst”. Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus. Da Jesus trådte i karakter efter sin dåb, havde han vakt håb; der var tændt et lys. Mange mennesker havde samlet sig om ham, hver med deres smerte, hver med deres krænkelser og savn, og hver med deres forventning til, hvordan Jesus skulle benytte sin magt til deres fordel:

’Jesus vil give mig rigdom, han er min ven.’
’Jesus vil give mig sundhed, han er min ven.’
’Jesus vil give mig magt over andre, for han er min ven.’

Jesus var ’ånden i flasken’. Flere håbede på at kunne styre og tøjle hans åbenlyse autoritet til egen fordel. Problemet var bare, at Jesus ikke lod sig styre. Han ville ikke lytte til fornuft. I sin sidste tid var han tørnet direkte imod afgrunden. Han nægtede at være smart og diplomatisk; han insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene. Han insisterede på at være sand Gud. Kunne ikke nøjes med at være sandt menneske.

Jesus insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene.

Det er klart, at de, der havde verdslig magt, ikke kunne finde sig i det. Det ville jo betyde, at en opkomling, en Hr. ingenting, ville være over konge og kejser. Nej, han skulle dø, og mange af Jesus’ venner så i øjnene, at nederlagets time var nær, så de forsvandt i mængden. Man måtte hytte sig selv og sine egne.

De trådte til

Men der var nogen, der blev tilbage. Jesus havde venner. Også i nederlagets stund. Blide hænder løftede ham ned fra korset. Uden håb og uden forventning om belønning trådte de til og tog vare på Jesus’ lig.

Der er noget, der er større end det at hytte sit skind. Det er stort at gøre sin pligt og følge sin overbevisning også i den mørkeste time, for der er lyset allervigtigst.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/langfredag-var-hjerteskaerende-og-taerende/feed/ Den stille uge https://baptist.dk/den-stille-uge/ Thu, 28 Mar 2024 05:00:41 +0000 https://baptist.dk/?p=16478
Denne uge, ugen op til påskedag, kaldes af kirken ’den stille uge’. Uden for kirken er ugen ikke særlig stille. Nogle butikker har lukket på helligdagene, men  byggemarkeder og plantecentre har vel  nærmest en højsæson. Op til 1991 måtte der hverken afvikles koncerter, biografforestillinger eller fodboldkampe langfredag, men nu er den også ’kun’ en almindelig helligdag.

Den oprindelige ’stille uge’ var også alt andet end stille. Det var i den uge, Jesus indstiftede nadveren, og hvor han vaskede disciplenes fødder. Judas angav Jesus ved at kysse ham, så vagterne fik ham udpeget. Efterfølgende fortrød han sin ugerning, og tog sit eget liv. Peter benægtede 3 gange at kende Jesus. Jesus blev anholdt, dømt, henrettet og begravet.

Disciplene har næppe efterfølgende kaldt det ’en stille uge’. Uanset hvordan vi holder vores ’stille uge’ hver især, så er begivenhederne dengang en tanke værd. Og ikke mindst kan vi glæde os til forløsningen: Opstandelsen påskedag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Denne uge, ugen op til påskedag, kaldes af kirken ’den stille uge’. Uden for kirken er ugen ikke særlig stille. Nogle butikker har lukket på helligdagene, men  byggemarkeder og plantecentre har vel  nærmest en højsæson. Op til 1991 måtte der hverken afvikles koncerter, biografforestillinger eller fodboldkampe langfredag, men nu er den også ’kun’ en almindelig helligdag.

Den oprindelige ’stille uge’ var også alt andet end stille. Det var i den uge, Jesus indstiftede nadveren, og hvor han vaskede disciplenes fødder. Judas angav Jesus ved at kysse ham, så vagterne fik ham udpeget. Efterfølgende fortrød han sin ugerning, og tog sit eget liv. Peter benægtede 3 gange at kende Jesus. Jesus blev anholdt, dømt, henrettet og begravet.

Disciplene har næppe efterfølgende kaldt det ’en stille uge’. Uanset hvordan vi holder vores ’stille uge’ hver især, så er begivenhederne dengang en tanke værd. Og ikke mindst kan vi glæde os til forløsningen: Opstandelsen påskedag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/den-stille-uge/feed/ Påske med fællesskab og undervisning i Lai Baptist Church i Ringe https://baptist.dk/paaske-med-faellesskab-og-undervisning-i-lai-baptist-church-i-ringe/ Sat, 23 Mar 2024 19:20:38 +0000 https://baptist.dk/?p=16459 Menighedens præst Dawt Hlei Kai, fortæller om påskefejringen – og en ganske særlig særlig tradition


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/paaske2024-lai-baptist-church-ver1.mp3

Taknemmeligheden var stor i Lai Baptist Church, da den nye kirke på Bakkevej i Ringe blev indviet i juni 2022. I dag er det tidligere autoværksted fortsat rammen om en stor og aktiv menighed, der glæder sig til at fejre påske med gudstjenester, undervisning og fællesskab.

Fællesskabet i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Det kvindelige præsteteam i LBC

Dawt Hlei Kai er sammen med sin kollega, Nu Nu Te, det kvindelige præsteteam i Lai Baptist Church (LBC). De leder menigheden med 99 medlemmer og i alt 172 børn, unge og voksne, der tager del i aktiviteterne. Der er fart på i LBC, hvor man lige nu er ved at forberede påsken. Dawt beretter om sin hverdag:
”Arbejdet som præst er jo kun på deltid. Selv om vi er to præster, er der meget at se til. Men det går rigtig godt og vi er glade for vores arbejde og for vores menighed. Men ud over at være præst læser jeg til social- og sundhedsassistent. Jeg er gift og vi har tre børn, så nogle gange kan det være svært at nå det hele.”

Påsken i LBC

Dawt fortæller videre om påskens arrangementer i LBC:
”Vi har gudstjeneste skærtorsdag. Fredag og lørdag er der bibelundervisning for menigheden, hvor jeg underviser sammen med Nu Nu Te. Jeg underviser om kristenliv i hverdagen og Nu Nu Te underviser om at være menighed. Påskedag er der igen gudstjeneste, selvfølgelig med fokus på påskens budskab. Påskedag spiser vi også sammen i menigheden. En enkelt familie inviterer og laver maden til os allesammen.”

Tidligere år har der været særlige anledninger for de unge før påske, men i år holder menigheden fælles undervisning for alle.

Julefællesskab og glade børn i LBC (Foto:Dawt Hlei Kai)

En særlig tradition

Dawt fortæller, at højtiderne har meget stor betydning i chinmenighederne. Ikke kun som højdepunkter i kirkeåret. Chinmenighederne bruger også højtiderne til markering af det sociale fællesskab.

Netop i forbindelse med højtiderne sker det, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til middag i kirken.

”Det sker ikke hvert år eller ved alle højtider,” forklarer Dawt og fortsætter:
”Det er udtryk for taknemmelighed til Gud. Man vil gerne vise sin glæde og sige tak, måske fordi man har oplevet helbredelse eller fået bønnesvar. Men det behøver ikke være noget særligt. Måske vil man bare sige tak til Gud, og så viser man det ved at lave mad til hele menigheden.”

Dawt fortæller, at traditionen er taget med fra Myanmar. Mange levede i fattigdom. Dem, der havde råd, viste deres taknemmelighed til Gud ved at dele et fælles måltid.

Bøn og tilbedelse i LBC (Dawt Hlei Kai)

Livet i menigheden

Dawt fortæller, at menighedens aktiviteter er delt i fire grupper: Menighedsrådet, kvindegruppen, ungdomsgruppen og børnekirken.

Dawt fortæller om en kvindegruppe, der fylder menigheden med liv:
”Fire gange om måneden mødes kvinderne til bøn. Ofte laver kvindegruppen mad, når menigheden er sammen. De sælger maden til fornuftige priser og overskuddet går til at lave flere aktiviteter i kirken. Eller til nødhjælp til Myanmar. En gang om året holder kvinderne fællesskabsdag, hvor de bare hygger og spiser sammen. Et par gange om året mødes kvinderne til undervisning: Det kan handle om alt fra bibelundervisning til hvordan, man er familie sammen.”

Musikken fylder i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Børn og unge

Ungdomsgruppen har også fart på: En gang måneden er der bibelundervisning. Gruppen holder også mange sociale arrangementer. De hygger sammen, spiser sammen eller tager til bowling. Årets sociale højdepunkt er en picnictur ud i naturen. En gang om året samler menigheden unge fra flere menigheder til undervisning. Så er der besøg af prædikanter fra andre menigheder og nogle gange fra udlandet.

Lovsang i LBC ( Foto: Dawt Hlei Kai)

Når de voksne holder gudstjeneste, er børnene i børnekirke, men hver anden måned deltager børnene i ”voksengudstjenesten” med sang, skuespil og oplæsning.

Der er fart på

”Jamen, der sker en masse i vores menighed,” fortæller Dawt, der også lige når at runde menighedsrådets aktiviteter:
”Vi planlægger alt det, der skal ske. Men vi får også tid til at møde de andre fynske menighedsråd to gange om året. Og hvert andet år er hele menigheden med til fællesskabsdag med de andre menigheder.”

Lai Baptist Church i Ringe bor i et nedlagt og ombygget autoværksted. Når Dawt fortæller om livet i menigheden, får man en fornemmelse af, at der er tale om en fintunet og velsmurt motor. Eller i disse el-bils-tider: En menighed, hvor der er lidt mere end 80% strøm på batteriet det meste af tiden.

Foto: Dawt Hlei Kai

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Menighedens præst Dawt Hlei Kai, fortæller om påskefejringen – og en ganske særlig særlig tradition


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/paaske2024-lai-baptist-church-ver1.mp3

Taknemmeligheden var stor i Lai Baptist Church, da den nye kirke på Bakkevej i Ringe blev indviet i juni 2022. I dag er det tidligere autoværksted fortsat rammen om en stor og aktiv menighed, der glæder sig til at fejre påske med gudstjenester, undervisning og fællesskab.

Fællesskabet i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Det kvindelige præsteteam i LBC

Dawt Hlei Kai er sammen med sin kollega, Nu Nu Te, det kvindelige præsteteam i Lai Baptist Church (LBC). De leder menigheden med 99 medlemmer og i alt 172 børn, unge og voksne, der tager del i aktiviteterne. Der er fart på i LBC, hvor man lige nu er ved at forberede påsken. Dawt beretter om sin hverdag:
”Arbejdet som præst er jo kun på deltid. Selv om vi er to præster, er der meget at se til. Men det går rigtig godt og vi er glade for vores arbejde og for vores menighed. Men ud over at være præst læser jeg til social- og sundhedsassistent. Jeg er gift og vi har tre børn, så nogle gange kan det være svært at nå det hele.”

Påsken i LBC

Dawt fortæller videre om påskens arrangementer i LBC:
”Vi har gudstjeneste skærtorsdag. Fredag og lørdag er der bibelundervisning for menigheden, hvor jeg underviser sammen med Nu Nu Te. Jeg underviser om kristenliv i hverdagen og Nu Nu Te underviser om at være menighed. Påskedag er der igen gudstjeneste, selvfølgelig med fokus på påskens budskab. Påskedag spiser vi også sammen i menigheden. En enkelt familie inviterer og laver maden til os allesammen.”

Tidligere år har der været særlige anledninger for de unge før påske, men i år holder menigheden fælles undervisning for alle.

Julefællesskab og glade børn i LBC (Foto:Dawt Hlei Kai)

En særlig tradition

Dawt fortæller, at højtiderne har meget stor betydning i chinmenighederne. Ikke kun som højdepunkter i kirkeåret. Chinmenighederne bruger også højtiderne til markering af det sociale fællesskab.

Netop i forbindelse med højtiderne sker det, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til middag i kirken.

”Det sker ikke hvert år eller ved alle højtider,” forklarer Dawt og fortsætter:
”Det er udtryk for taknemmelighed til Gud. Man vil gerne vise sin glæde og sige tak, måske fordi man har oplevet helbredelse eller fået bønnesvar. Men det behøver ikke være noget særligt. Måske vil man bare sige tak til Gud, og så viser man det ved at lave mad til hele menigheden.”

Dawt fortæller, at traditionen er taget med fra Myanmar. Mange levede i fattigdom. Dem, der havde råd, viste deres taknemmelighed til Gud ved at dele et fælles måltid.

Bøn og tilbedelse i LBC (Dawt Hlei Kai)

Livet i menigheden

Dawt fortæller, at menighedens aktiviteter er delt i fire grupper: Menighedsrådet, kvindegruppen, ungdomsgruppen og børnekirken.

Dawt fortæller om en kvindegruppe, der fylder menigheden med liv:
”Fire gange om måneden mødes kvinderne til bøn. Ofte laver kvindegruppen mad, når menigheden er sammen. De sælger maden til fornuftige priser og overskuddet går til at lave flere aktiviteter i kirken. Eller til nødhjælp til Myanmar. En gang om året holder kvinderne fællesskabsdag, hvor de bare hygger og spiser sammen. Et par gange om året mødes kvinderne til undervisning: Det kan handle om alt fra bibelundervisning til hvordan, man er familie sammen.”

Musikken fylder i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Børn og unge

Ungdomsgruppen har også fart på: En gang måneden er der bibelundervisning. Gruppen holder også mange sociale arrangementer. De hygger sammen, spiser sammen eller tager til bowling. Årets sociale højdepunkt er en picnictur ud i naturen. En gang om året samler menigheden unge fra flere menigheder til undervisning. Så er der besøg af prædikanter fra andre menigheder og nogle gange fra udlandet.

Lovsang i LBC ( Foto: Dawt Hlei Kai)

Når de voksne holder gudstjeneste, er børnene i børnekirke, men hver anden måned deltager børnene i ”voksengudstjenesten” med sang, skuespil og oplæsning.

Der er fart på

”Jamen, der sker en masse i vores menighed,” fortæller Dawt, der også lige når at runde menighedsrådets aktiviteter:
”Vi planlægger alt det, der skal ske. Men vi får også tid til at møde de andre fynske menighedsråd to gange om året. Og hvert andet år er hele menigheden med til fællesskabsdag med de andre menigheder.”

Lai Baptist Church i Ringe bor i et nedlagt og ombygget autoværksted. Når Dawt fortæller om livet i menigheden, får man en fornemmelse af, at der er tale om en fintunet og velsmurt motor. Eller i disse el-bils-tider: En menighed, hvor der er lidt mere end 80% strøm på batteriet det meste af tiden.

Foto: Dawt Hlei Kai

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paaske-med-faellesskab-og-undervisning-i-lai-baptist-church-i-ringe/feed/ Al den snak om ’faste’ frustrerer mig … https://baptist.dk/al-den-snak-om-faste-frustrerer-mig/ Thu, 07 Mar 2024 21:06:00 +0000 https://baptist.dk/?p=16406 Inspireret af en Torsdagstanke på baptist.dk reflekterer Bent Hylleberg over fasten. Han er en smule irriteret over, hvad fasten har udviklet til og især fra. “Skriften alene” lyder opfordringen.

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/bent-hylleberg-fasterefleksion-2024.mp3

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Inspireret af en Torsdagstanke på baptist.dk reflekterer Bent Hylleberg over fasten. Han er en smule irriteret over, hvad fasten har udviklet til og især fra. “Skriften alene” lyder opfordringen.

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/bent-hylleberg-fasterefleksion-2024.mp3

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/al-den-snak-om-faste-frustrerer-mig/feed/ Økumenisk takeaway i Aalborg https://baptist.dk/oekumenisk-takeaway-i-aalborg/ Wed, 05 Apr 2023 16:05:05 +0000 https://baptist.dk/?p=13789 I påsken 2023 går fem frikirker i Aalborg sammen om at skabe rammerne for et ”fælles” påskemåltid rundt omkring i hjemmene


Op til påsken i 2021 var kirkerne fortsat ramt af corona-karantæne. Det fik Bethelkirkens præst, Lars Midtgaard, til at spekulere i alternativer til det traditionelle påskemåltid i kirken skærtorsdag aften.

Lars lod sig inspirere af de jødiske måltidstraditioner og sammen med en enkelt frivillig fra menigheden, arrangerede han ”skærtorsdags-takeaway”. Konceptet var ambitiøst – og coronaramt: Måltidskasserne blev bragt ud til hjemme! Helt til Hals ude ved østkysten gik turen, til en enkelt familie på påskeferie.

Med hver måltidskasse fulgte opskrifter på retterne og en opfordring til at følge en særlig måltidsliturgi. Lars fortæller om liturgien: ”En del blev udviklet med inspiration fra liturgi.dk. Andet kom fra andre menigheder, der var inspireret af jødernes og de første kristnes påsketraditioner. Og så stjal jeg lidt rundt omkring!”

Sammen med menighedens ungdomspræst, Rasmus Jonstrup Hansen, indspillede Lars en række korte videosekvenser. De forklarede de enkelte elementer i måltidet og ledte deltagerne gennem liturgien. Den fælles oplevelse opstod, når familier og grupper flittigt delte billeder og beskrivelser på sociale medier aftenen igennem.

Kasserne er pakket og klar til afhentning i Bethania

Alternativet bliver til tradition

I 2022 var coronaen på retur og vi kunne mødes igen. Imidlertid var succesen i 2021 ikke gået upåagtet hen. Bethaniakirken kom på banen med et ønske om et fælles ”take-away”-arrangement. I år er samarbejdet udvidet endnu engang, så der er deltagelse fra hele fem frikirker i Aalborg:

  • Bethaniakirken (Evangelisk Frikirke Danmark)
  • Aalborg MenighedsCenter
  • Apostolsk Kirke, Aalborg
  • Aalborg Vineyard
  • Bethelkirken (baptistkirke)

Kasper Rahbek Pedersen, Aalborg MenighedsCenter fortæller, at man tidligere har haft fællesspisning skærtorsdag. I menigheden var der et ønske om at genoplive traditionen. Kasper fortæller:
”Vi vil gerne være sammen, men det store måltidsfællesskab var der ikke stemning for. Så i stedet for bare at kopiere konceptet spurgte vi, om vi kunne blive en del af det. Vi kan godt lide tanken om det fælles. Og så er det hyggeligt at forberede det sammen.”

Thomas Willer fra Aalborg Vineyard er også med for første gang. Thomas forklarer:
”Jeg kan godt lide, at det foregår i hjemmene. Det er lidt mere autentisk: Jesus inviterede heller ikke mennesker ind i en eller anden institution. Han mødte mennesker i deres hjem.”

160 deltager i 25 hjem

Så er der pakket måltidskasse!

I introduktionen til årets måltid kan man læse: ”Kassen indeholder de ingredienser samt tilhørende opskrifter, du har brug for at tilberede et påskemåltid med to retter samt tilbehør. Menuen består af enten lam eller kylling som hovedingrediens … Endvidere indeholder kassen en konkret beskrivelse af den påskeliturgi som alle deltagerne vil gennemgå i løbet af måltidet. Kassen vil også indeholde lidt godt og spændende til børnene.”

Der er mulighed for at se videoer med liturgien og hente alle opskrifterne i den åbne Facebook-gruppe “Påskemåltid 2023”

Menighederne opfordrer til, at man samles som familie, udvidet familie, venner og naboer eller som smågruppedeltagere og tilbereder det fælles påskemåltid skærtorsdag aften. Omkring 160 har taget mod opfordringen, og i 25 hjem i Aalborg er der ”fælles” påskefejring i år.

Andre artikler om påsken:

Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Kongen kommer på et æsel

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I påsken 2023 går fem frikirker i Aalborg sammen om at skabe rammerne for et ”fælles” påskemåltid rundt omkring i hjemmene


Op til påsken i 2021 var kirkerne fortsat ramt af corona-karantæne. Det fik Bethelkirkens præst, Lars Midtgaard, til at spekulere i alternativer til det traditionelle påskemåltid i kirken skærtorsdag aften.

Lars lod sig inspirere af de jødiske måltidstraditioner og sammen med en enkelt frivillig fra menigheden, arrangerede han ”skærtorsdags-takeaway”. Konceptet var ambitiøst – og coronaramt: Måltidskasserne blev bragt ud til hjemme! Helt til Hals ude ved østkysten gik turen, til en enkelt familie på påskeferie.

Med hver måltidskasse fulgte opskrifter på retterne og en opfordring til at følge en særlig måltidsliturgi. Lars fortæller om liturgien: ”En del blev udviklet med inspiration fra liturgi.dk. Andet kom fra andre menigheder, der var inspireret af jødernes og de første kristnes påsketraditioner. Og så stjal jeg lidt rundt omkring!”

Sammen med menighedens ungdomspræst, Rasmus Jonstrup Hansen, indspillede Lars en række korte videosekvenser. De forklarede de enkelte elementer i måltidet og ledte deltagerne gennem liturgien. Den fælles oplevelse opstod, når familier og grupper flittigt delte billeder og beskrivelser på sociale medier aftenen igennem.

Kasserne er pakket og klar til afhentning i Bethania

Alternativet bliver til tradition

I 2022 var coronaen på retur og vi kunne mødes igen. Imidlertid var succesen i 2021 ikke gået upåagtet hen. Bethaniakirken kom på banen med et ønske om et fælles ”take-away”-arrangement. I år er samarbejdet udvidet endnu engang, så der er deltagelse fra hele fem frikirker i Aalborg:

  • Bethaniakirken (Evangelisk Frikirke Danmark)
  • Aalborg MenighedsCenter
  • Apostolsk Kirke, Aalborg
  • Aalborg Vineyard
  • Bethelkirken (baptistkirke)

Kasper Rahbek Pedersen, Aalborg MenighedsCenter fortæller, at man tidligere har haft fællesspisning skærtorsdag. I menigheden var der et ønske om at genoplive traditionen. Kasper fortæller:
”Vi vil gerne være sammen, men det store måltidsfællesskab var der ikke stemning for. Så i stedet for bare at kopiere konceptet spurgte vi, om vi kunne blive en del af det. Vi kan godt lide tanken om det fælles. Og så er det hyggeligt at forberede det sammen.”

Thomas Willer fra Aalborg Vineyard er også med for første gang. Thomas forklarer:
”Jeg kan godt lide, at det foregår i hjemmene. Det er lidt mere autentisk: Jesus inviterede heller ikke mennesker ind i en eller anden institution. Han mødte mennesker i deres hjem.”

160 deltager i 25 hjem

Så er der pakket måltidskasse!

I introduktionen til årets måltid kan man læse: ”Kassen indeholder de ingredienser samt tilhørende opskrifter, du har brug for at tilberede et påskemåltid med to retter samt tilbehør. Menuen består af enten lam eller kylling som hovedingrediens … Endvidere indeholder kassen en konkret beskrivelse af den påskeliturgi som alle deltagerne vil gennemgå i løbet af måltidet. Kassen vil også indeholde lidt godt og spændende til børnene.”

Der er mulighed for at se videoer med liturgien og hente alle opskrifterne i den åbne Facebook-gruppe “Påskemåltid 2023”

Menighederne opfordrer til, at man samles som familie, udvidet familie, venner og naboer eller som smågruppedeltagere og tilbereder det fælles påskemåltid skærtorsdag aften. Omkring 160 har taget mod opfordringen, og i 25 hjem i Aalborg er der ”fælles” påskefejring i år.

Andre artikler om påsken:

Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Kongen kommer på et æsel

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/oekumenisk-takeaway-i-aalborg/feed/