Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Påske med fællesskab og undervisning i Lai Baptist Church i Ringe

Liv og glade dage i Lai Baptist Church i Ringe

Dawt Hlei Kai

Påske '24

Påske med fællesskab og undervisning i Lai Baptist Church i Ringe

Menighedens præst Dawt Hlei Kai, fortæller om påskefejringen – og en ganske særlig særlig tradition

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vindue

Taknemmeligheden var stor i Lai Baptist Church, da den nye kirke på Bakkevej i Ringe blev indviet i juni 2022. I dag er det tidligere autoværksted fortsat rammen om en stor og aktiv menighed, der glæder sig til at fejre påske med gudstjenester, undervisning og fællesskab.

Fællesskabet i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Det kvindelige præsteteam i LBC

Dawt Hlei Kai er sammen med sin kollega, Nu Nu Te, det kvindelige præsteteam i Lai Baptist Church (LBC). De leder menigheden med 99 medlemmer og i alt 172 børn, unge og voksne, der tager del i aktiviteterne. Der er fart på i LBC, hvor man lige nu er ved at forberede påsken. Dawt beretter om sin hverdag:
”Arbejdet som præst er jo kun på deltid. Selv om vi er to præster, er der meget at se til. Men det går rigtig godt og vi er glade for vores arbejde og for vores menighed. Men ud over at være præst læser jeg til social- og sundhedsassistent. Jeg er gift og vi har tre børn, så nogle gange kan det være svært at nå det hele.”

Påsken i LBC

Dawt fortæller videre om påskens arrangementer i LBC:
”Vi har gudstjeneste skærtorsdag. Fredag og lørdag er der bibelundervisning for menigheden, hvor jeg underviser sammen med Nu Nu Te. Jeg underviser om kristenliv i hverdagen og Nu Nu Te underviser om at være menighed. Påskedag er der igen gudstjeneste, selvfølgelig med fokus på påskens budskab. Påskedag spiser vi også sammen i menigheden. En enkelt familie inviterer og laver maden til os allesammen.”

Tidligere år har der været særlige anledninger for de unge før påske, men i år holder menigheden fælles undervisning for alle.

Julefællesskab og glade børn i LBC (Foto:Dawt Hlei Kai)

En særlig tradition

Dawt fortæller, at højtiderne har meget stor betydning i chinmenighederne. Ikke kun som højdepunkter i kirkeåret. Chinmenighederne bruger også højtiderne til markering af det sociale fællesskab.

Netop i forbindelse med højtiderne sker det, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til middag i kirken.

”Det sker ikke hvert år eller ved alle højtider,” forklarer Dawt og fortsætter:
”Det er udtryk for taknemmelighed til Gud. Man vil gerne vise sin glæde og sige tak, måske fordi man har oplevet helbredelse eller fået bønnesvar. Men det behøver ikke være noget særligt. Måske vil man bare sige tak til Gud, og så viser man det ved at lave mad til hele menigheden.”

Dawt fortæller, at traditionen er taget med fra Myanmar. Mange levede i fattigdom. Dem, der havde råd, viste deres taknemmelighed til Gud ved at dele et fælles måltid.

Bøn og tilbedelse i LBC (Dawt Hlei Kai)

Livet i menigheden

Dawt fortæller, at menighedens aktiviteter er delt i fire grupper: Menighedsrådet, kvindegruppen, ungdomsgruppen og børnekirken.

Dawt fortæller om en kvindegruppe, der fylder menigheden med liv:
”Fire gange om måneden mødes kvinderne til bøn. Ofte laver kvindegruppen mad, når menigheden er sammen. De sælger maden til fornuftige priser og overskuddet går til at lave flere aktiviteter i kirken. Eller til nødhjælp til Myanmar. En gang om året holder kvinderne fællesskabsdag, hvor de bare hygger og spiser sammen. Et par gange om året mødes kvinderne til undervisning: Det kan handle om alt fra bibelundervisning til hvordan, man er familie sammen.”

Musikken fylder i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Børn og unge

Ungdomsgruppen har også fart på: En gang måneden er der bibelundervisning. Gruppen holder også mange sociale arrangementer. De hygger sammen, spiser sammen eller tager til bowling. Årets sociale højdepunkt er en picnictur ud i naturen. En gang om året samler menigheden unge fra flere menigheder til undervisning. Så er der besøg af prædikanter fra andre menigheder og nogle gange fra udlandet.

Lovsang i LBC ( Foto: Dawt Hlei Kai)

Når de voksne holder gudstjeneste, er børnene i børnekirke, men hver anden måned deltager børnene i ”voksengudstjenesten” med sang, skuespil og oplæsning.

Der er fart på

”Jamen, der sker en masse i vores menighed,” fortæller Dawt, der også lige når at runde menighedsrådets aktiviteter:
”Vi planlægger alt det, der skal ske. Men vi får også tid til at møde de andre fynske menighedsråd to gange om året. Og hvert andet år er hele menigheden med til fællesskabsdag med de andre menigheder.”

Lai Baptist Church i Ringe bor i et nedlagt og ombygget autoværksted. Når Dawt fortæller om livet i menigheden, får man en fornemmelse af, at der er tale om en fintunet og velsmurt motor. Eller i disse el-bils-tider: En menighed, hvor der er lidt mere end 80% strøm på batteriet det meste af tiden.

Foto: Dawt Hlei Kai

 

Giv din mening til kende