Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Så står man dér!

Jeanette Munksbøl

Så står man dér!

”Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, véd I det ikke?”

Så står man dér!
Så står man der et sted i sit liv
ribbet for blade og svag i sin bark som
et sølle skrog fuld af orme og med lig i sin last

Jeanette Munksbøl:

  • har arbejdet kunstnerisk siden slutningen af 1970´erne og har haft eget galleri i 15 år
  • har udgivet kort og illustrationer
  • har udgivet digtsamlingerne: På jorden, 1988; Under himlen, 1994; En håndsbred fra himlen, 2005; samt en CD med digte indtalt til musik: At komme til verden
  • har arbejdet med børn på Røde Kors Center og som speciallærer

Så står man dér midt i livets bløde rabat hvor
sporene skræmmer og mudderet klæber
som kager af alt det man aldrig fik
smagt eller sagt og de brød
man aldrig fik bagt og
alle de drømme
der løber
som
sand
mellem
fingre og
synker som
kuldsejlede
pramme fulde
af huller med
mørnede sejl
og ordene
stikker i
halsen
og
der
sidder
de fast et
sted under
stemmen fordi
udslettelse lyder
for voldsomt men
netop føles sådan

 

Det sted hvor det
hele er livløst imellem
ens rystende hænder og
intetheden ligger forude
så langt øjet kan se og
tanken den orker
at række

Så står
man
det
sted
i sit liv
hvor luften
forsvinder og
gassen forlader
ballonen og ingenting
længere løfter sig ud af
misforståelsernes mørke
morads eller op imod
himlen hvor ikke en
fugl længere lufter
blot en enkelt
tone af håb

Man står
som fortabt foran
Dødsskyggens Dal
og føler mere end ser
De Lukkede Døres Allé
hvor den iskolde blæst
hvirvler ens visnede
planer tilfældigt
og rastløst
afsted
raslende
som gamle
aviser ingen
fik læst imens
tiden var til
det og
man
står
som
profeten
i dalen med
de kridhvide knogler
og knækkede ben og mærker
at alt er fortvivlet forbi og forlagt og
forvitret og stilheden stiger i styrke
mens tomheden råber

Så der står man så
og véd med sig selv at
tiden er inde og alt håb er
ude og at intet kan gro i den jord

Ens verden er øde og tom på dét
sted i det liv som blev borte
præcis som jorden
var det da alting
begyndte

Dengang
alting begyndte
mens verden lå øde og
mørket lå hen over jorden
begyndte det hele med stemmen
som sagde de ord som skabte alting ud
af intet og ud af intethed skabte det hele og
ordet var lys og tog form som en verden
der igen og igen rejses og genskaber
sig selv på de ord som stadig
ekkoer mod os i tidernes
kommen og gåen og
slægternes gang
og de dødes vej
imod livet

 

Der blive lys
sådan lyder ordet
dernede i dybet hvor
mørket huserer og intet forstår

 

Det lys som hvert eneste år rejser
livet af asken og vifter som løvspring
og irgrønne skud på de spædeste
grene og lyser i anemonernes
nådige nikken i vinden

Der begynder
det så på
det sted
midt i
livet
hvor
alting
blev væk
og forsvandt
og blev livløst
og tavst og begravet
som skærver og skår

Det gamle blir nyt og der
rejses en glæde man tænkte
var mistet i arvæv og sår
Dér begynder det så
dér hvor ingen kan
se det dér letter
en due mens
en kilde den
springer og
fylder en
ørken med
vand og kornet
i jorden får spirer
og rødder og før man
véd af det er verden en vellyst af nyt.

På det sted i livet hvor alting er øde
er ånden til stede med Gudslys
og kraft og skaber midt i ens
tørhed og ud af det døde
sin tro i en verden
af tvivl

Det
stumme
får mæle som
fugle på grene og
hjertet får håbet tilbage
og alting blir nyt

Så står man
dér i det
lidt
vantro
men villig
og mærker man
langsomt blir til mens
stemmen den genta’r

’det gamle er ovre
alt spirer det
alting er
nyt!’

Her skriver Jeanette flere tanker om livet

Giv din mening til kende