Situationen påvirker også vores partnere i landet – vores søsterkirke i Burundi (UEBB) og Dutabarane, der er et netværk af ca. 30 kirker, der sammen arbejder for udvikling blandt de lokale kirker. Det er et utrolig vigtigt signal, at kirkerne har en fælles vision frem for blot at kappes om befolkningens gunst. Men også blandt vores partnere svigter indtægterne.
Økonomien er presset
UEBB har gennem mange år hentet hovedparten af deres indtægter fra udleje af kiosker og butikker i Bujumbura, mens Dutabarane finansieres af udviklingsmidler. Begge indtægtskilder svinder ind i takt med, at donorer forlader landet, og Bujumbura har været ramt af uroligheder, siden konflikten brød ud i april sidste år, hvor også lederen af Dutabarane forlod landet.
Evangeliet skal ud til alverdens afkroge i Burundi – på cykel!
Heldigvis tager UEBBs ledelse fat på at løse de opgaver, hvor de kan gøre en forskel. Generalsekretær Silas Ntukamazina har flittigt søgt kontakt til baptister bl.a. i USA og Frankrig. Sidstnævnte har hjulpet UEBB med at reparere skolen i Musema, som var blevet hårdt medtaget under et uvejr. Amerikanske baptister har lovet at støtte alle præster med en cykel i 2016. Evangeliet skal ud til alverdens afkroge i Burundi – på cykel!
Fokus på tre indsatser i 2016
For det første støtter danske baptister UEBB gennem rådgivning, fællesskab og forbøn i de vanskelige udfordringer, de møder i hverdagen. Taknemligheden er stor over den støtte, som de véd, så mange danske baptister står bag. Selvom afstanden er stor, er vi aldrig langt væk i deres tanker.
For det andet har vi fået støtte fra Dansk Missionsråd til to udviklingsprojekter, som begge skal påbegyndes nu i foråret: Et børneprojekt, der skal hjælpe nogle af de mest sårbare børn til en uddannelse og sikre bedre rammer for deres familier, og et projekt, der sætter fokus på kvinder. De lærer at læse og bliver undervist i kvinders rettigheder, herunder særligt familieplanlægning og overgreb mod kvinder. Indsatsen forankres i de lokale baptistkirker, men deltagerne udvælges uden skelen til kirkeligt tilhørsforhold.
De senere år er sulten øget, og Burundi har nu i tre år toppet det globale sultindeks.
For det tredje etableres et stort landbrugsprojekt ved præsteskolen i Rubura. Burundi er et af verdens fattigste lande, men de senere år er sulten øget, og Burundi har nu i tre år toppet det globale sultindeks. Årsagen er en kombination af overbefolkning og manglende viden om nye og bæredygtige dyrkningsmetoder. Derfor sætter vi i de kommende år fokus på bæredygtigt landbrug. Erfaringer viser, at man med enkle midler kan 3 til 5-doble – endda i nogle tilfælde 10-doble – høsten.
Dobbelt gevinst
Det er blevet sagt, at hvis man synes, uddannelse er dyr, skulle man bare prøve uvidenhed!
Støt arbejdet i Burundi på MobilePay 2299 6483
Eller ved indbetaling på konto 3201 10042879
Gaver til projektet på præsteskolen mærkes ’RAP’
Gaver til partnerstøtte til UEBB mærkes ’Burundi’
Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler
Projektet skal både skabe en bedre økonomi på præsteskolen og lave et mini-træningscenter for landbrug, så åndens og håndens arbejde kan følges ad i Rubura og i menighederne. Rubura har ca. 40 ha land med stort potentiale for at løfte udbyttet. Samtidig kan det give en værdifuld spredningseffekt i menighederne, hvis evangelister, præster, ungdomsledere og andre studerende også henter landbrugsfaglig viden med hjem fra deres teologiske studier.
Giv din mening til kende