Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Økumenisk takeaway i Aalborg

Påske '23

Økumenisk takeaway i Aalborg

I påsken 2023 går fem frikirker i Aalborg sammen om at skabe rammerne for et ”fælles” påskemåltid rundt omkring i hjemmene

Op til påsken i 2021 var kirkerne fortsat ramt af corona-karantæne. Det fik Bethelkirkens præst, Lars Midtgaard, til at spekulere i alternativer til det traditionelle påskemåltid i kirken skærtorsdag aften.

Lars lod sig inspirere af de jødiske måltidstraditioner og sammen med en enkelt frivillig fra menigheden, arrangerede han ”skærtorsdags-takeaway”. Konceptet var ambitiøst – og coronaramt: Måltidskasserne blev bragt ud til hjemme! Helt til Hals ude ved østkysten gik turen, til en enkelt familie på påskeferie.

Med hver måltidskasse fulgte opskrifter på retterne og en opfordring til at følge en særlig måltidsliturgi. Lars fortæller om liturgien: ”En del blev udviklet med inspiration fra liturgi.dk. Andet kom fra andre menigheder, der var inspireret af jødernes og de første kristnes påsketraditioner. Og så stjal jeg lidt rundt omkring!”

Sammen med menighedens ungdomspræst, Rasmus Jonstrup Hansen, indspillede Lars en række korte videosekvenser. De forklarede de enkelte elementer i måltidet og ledte deltagerne gennem liturgien. Den fælles oplevelse opstod, når familier og grupper flittigt delte billeder og beskrivelser på sociale medier aftenen igennem.

Kasserne er pakket og klar til afhentning i Bethania

Alternativet bliver til tradition

I 2022 var coronaen på retur og vi kunne mødes igen. Imidlertid var succesen i 2021 ikke gået upåagtet hen. Bethaniakirken kom på banen med et ønske om et fælles ”take-away”-arrangement. I år er samarbejdet udvidet endnu engang, så der er deltagelse fra hele fem frikirker i Aalborg:

  • Bethaniakirken (Evangelisk Frikirke Danmark)
  • Aalborg MenighedsCenter
  • Apostolsk Kirke, Aalborg
  • Aalborg Vineyard
  • Bethelkirken (baptistkirke)

Kasper Rahbek Pedersen, Aalborg MenighedsCenter fortæller, at man tidligere har haft fællesspisning skærtorsdag. I menigheden var der et ønske om at genoplive traditionen. Kasper fortæller:
”Vi vil gerne være sammen, men det store måltidsfællesskab var der ikke stemning for. Så i stedet for bare at kopiere konceptet spurgte vi, om vi kunne blive en del af det. Vi kan godt lide tanken om det fælles. Og så er det hyggeligt at forberede det sammen.”

Thomas Willer fra Aalborg Vineyard er også med for første gang. Thomas forklarer:
”Jeg kan godt lide, at det foregår i hjemmene. Det er lidt mere autentisk: Jesus inviterede heller ikke mennesker ind i en eller anden institution. Han mødte mennesker i deres hjem.”

160 deltager i 25 hjem

Så er der pakket måltidskasse!

I introduktionen til årets måltid kan man læse: ”Kassen indeholder de ingredienser samt tilhørende opskrifter, du har brug for at tilberede et påskemåltid med to retter samt tilbehør. Menuen består af enten lam eller kylling som hovedingrediens … Endvidere indeholder kassen en konkret beskrivelse af den påskeliturgi som alle deltagerne vil gennemgå i løbet af måltidet. Kassen vil også indeholde lidt godt og spændende til børnene.”

Der er mulighed for at se videoer med liturgien og hente alle opskrifterne i den åbne Facebook-gruppe “Påskemåltid 2023”

Menighederne opfordrer til, at man samles som familie, udvidet familie, venner og naboer eller som smågruppedeltagere og tilbereder det fælles påskemåltid skærtorsdag aften. Omkring 160 har taget mod opfordringen, og i 25 hjem i Aalborg er der ”fælles” påskefejring i år.

 

Andre artikler om påsken:

Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Kongen kommer på et æsel

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Giv din mening til kende