Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kristus er opstanden, Kristus er opstanden, Kristus er opstanden

Sådan indleder Troels Thorndal sin prædiken til påskedag 2008. Hans prædiken er gengivet i hans prædikensamling ’At tvivle – om sin tvivl’. Vi har fået lov at bringe et uddrag af prædikenen, der fortsætter:

Sådan lyder råbet påskemorgen i alverdens kirker over hele jorden. Og det råb har lydt siden påskedag i Jerusalem for 66 generationer siden. Hændelserne er formidlet til os gennem Bibelens skrifter. De er videregivet fra generation til generation, fra kultur til kultur.

Og så fabulerer Troels videre:

Det ville være noget nemmere, hvis vi her påskemorgen kunne tænde for TV’s Up Date og høre følgende: ’Tilhængerne af den lille sekt Vejen påstår i en pressemeddelelse her til morgen, at deres leder Jesus af Nørresundby, er opstået fra sin grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Politiet er på stedet. Men lad mig stille om til vores reporter på stedet: Michael, hvad kan du fortælle os om situationen?’

Jeg står her ved muren ind til kirkegården. Alle veje er spærret af politiet, og der slipper meget få oplysninger ud. Men vi havde dog mulighed for at fotografere fra en lejlighed overfor. Dels kan vi se de mange hvidklædte specialister, der er ved at stille hvide telte op for at overdække graven. Men vi kan faktisk se hullet i jorden. Altså hullet i den grav, hvor Jesus af Nørresundby blev lagt i fredags. Et eller andet er tydeligvis sket.

Hvad ville du tænke,

hvis du stod der med vådt hår og tandbørsten i munden? Ville du føle et sug i maven, som du gjorde, da prinsesse Diana døde, og da Kennedy blev skudt, eller ville du tænke: ’Ja, ja, det er jo også på Nørrebro? Der bor så mange mærkelige mennesker!’

Vi stiller om til reporteren igen:

Jeg har netop fået fat i talsmanden for politiet – og Kurt Andersen, hvad er der egentlig sket?
Jah, vi har kunnet konstatere, at en grav er blevet skændet. En grav, som formodentlig tilhører en kendt religiøs leder.
Ja, vi taler om Jesus fra Nørresundby, ikke?
Jo, åbenbart.
På vores billeder har vi set, at graven simpelthen er blevet åbnet?
Ja, graven er blevet åbnet i løbet af natten.
Har I kunnet konstatere, om kisten fortsat befinder sig i graven?
Ja, det gør den, men øhhh – det gør den afdøde ikke.
Hvad skal det sige?
Ja, altså graven er tom, simpelthen. Men vi er nu gået i gang med vores tekniske analyser. Og nu har jeg ikke flere kommentarer.
Jamen, har I mistanke om, hvem der mon kan stå bag denne gravskænding?
Som sagt. Ikke flere kommentarer.

Begribe eller lade sig gribe?

Vi har mange uafklarede spørgsmål i evangelierne. Spørgsmål, som vi ikke har en jordisk chance for at få besvaret.

Hvis det ville være svært for dig at forstå, at en religiøs leder fra Nørresundby opstod fra sin grav på Assistens Kirkegård, hvordan kan du så finde det naturligt og selvfølgeligt, at en rabbi fra Nazareth gjorde det i Jerusalem for 2000 år siden? Opstandelse er ingen selvfølge. Men fundamentalt set handler det måske slet ikke om at kunne begribe, men om at lade sig gribe?

Opstandelsen er skildret forskelligt i evangelierne. Tydeligt i Johannesevangeliet[1], hvor Maria først kigger ind i graven og ser to engle, to væsener fra det hinsidige. Så kigger hun ud af graven – og ser Jesus. Måske ligger der en dyb pointe netop her: Vi skal ikke forveksle billedet med motivet. Spejlet med det, det afspejler. Krybben med barnet, der ligger i den, og korset med manden, der hænger på det. Sagen er ikke den tomme grav, men den, der opstod af den. Jesus møder os fra livssiden af tilværelsen. Fra lyssiden. Udenfor graven. I verdens puls. Ikke i dødens stilhed.

Troels Thorndal døde pludseligt i 2013. Prædikensamlingen anbefales varmt og kan bestilles på sdrost2012@gmail.com

Dette er et stærkt forkortet uddrag af denne prædiken, godkendt af Susanne Drost.

Vi er et fællesskab og et netværk af relationer. Men kunne vi opregne alle vores relationer, alle vores nådegaver og talenter, alle vores rigdomme, ville det ikke fortælle noget om, hvilket fællesskab vi er. For vi er kirken, og den er større end summen af dens kunnen. Større end summen af dens tanker, dens antal medlemmer, dens teologi. Kirken er vi – men ikke i kraft af os. Kirken er vi, fordi den historie om den tomme grav har ramt os og grebet os. Som Maria, der den dag vendte sig om fra gravens mørke indre – til synet af en havemand i solen.

Og nu nævner han dit navn.


1 Johannes-evangeliet kap. 20, vers 1-18

Giv din mening til kende