Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Dette opslag fra Chin Chins (Biak Chin Par Lian) private Facebookside bringes med forfatterens tilladelse:

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive noget om BiDs Landskonference. Men efter at have set flere opslag om konferencen på Facebook, har jeg fået lyst til at dele nogle af mine egne tanker og min oplevelse generelt.

For mig var det en vigtig, god, men også svær Landskonference. Både det konservative og det progressive forslag faldt, og derfor står vi faktisk et sted, hvor vi må mødes på midten.
Derfor er jeg glad for, at vi kan holde fast i det, vi faktisk i flere tilfælde er enige om som kirkesamfund:
“Vi vælger og engagerer mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”

For mig er det netop det, der er afgørende for tjeneste i kirken – ikke etnicitet, køn eller seksualitet. Vi må vælge lydigheden mod Gud og samtidig holde fast i, at Baptistkirken er et kirkesamfund for alle – også når vi er uenige.

Jeg har gennem årene haft venner og kollegaer, som er trofaste kristne, og som selv kategoriserer sig som LGBT+. Jeg har også været med i lederskab sammen med mennesker, som selv identificerer sig sådan, og med andre, som støtter og inkluderer. Jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge kategorier til at beskrive mennesker, for vi er så meget mere end vores seksualitet eller kønsidentitet.
Jeg vil bare sige: Jeg elsker dem, præcis som de er. Intet – heller ikke deres seksualitet, kønsidentitet eller overbevisning – står i vejen for min respekt, anerkendelse eller mit samarbejde med dem.
Jeg har stor respekt for mange af dem, netop fordi de er åbne og villige til at gå ind i samtalen – også når den er svær. Jeg har også mødt konservative mennesker, som er villige til at lytte og gå ind i samtalen. Og jeg har nogle gange oplevet det modsatte på begge sider – at samtalen er lukket, allerede inden den er begyndt.

For mig er det afgørende, at vi kan lytte til hinanden, også når vi ikke når frem til samme konklusion. På den måde kan vores horisonter blive større, og vi kan måske forstå hinanden bedre.
Men det gælder begge veje. Jeg tror, vi nogle gange selv kan komme til at gøre det sværere for hinanden, når vores overbevisning bliver så stærk, at vi får behov for, at andre skal tænke og mene det samme som os. Så kommer vi let til at skabe skel, som måske ikke behøver at være der.
Og i sidste ende er kirkens opgave større end vores interne uenigheder: at forkynde evangeliet til ALLE. Det må være det vigtigste i vores kirkesamfund og i hver eneste lokale menighed – at mennesker får mulighed for at høre evangeliet, møde Kristus og finde fællesskab i Ham, gennem forskellige lokale menigheder.

Det er den mission, der må samle os og hjælpe os til at se ud over os selv og vores egen navlepilleri – noget, vi måske er blevet lidt for gode til i velfærds-Danmark. Så vi ikke bruger al vores energi på interne uenigheder, men husker den verden og de mennesker, vi er sendt til.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det virker lidt uprofessionelt, når præster, ledere og politiker bruger sociale medier til at bearbejde svære uenigheder. Og nu gør jeg så selv det samme.  Så jeg er vel med til at holde Facebook-møllen kørende.

Måske er det netop her, vores lederskab bliver sat på prøve.