Der gik fem år, før jeg til sidst accepterede kaldet. I første omgang sagde jeg til min familie, at jeg gik på voksenpædagogisk grundkursus, ”for det kunne jeg bruge, hvis jeg skulle være præst”. Jeg søgte adskillige jobs – ville ikke længere være redaktionssekretær på lokalavisen. Hver gang blev jeg nummer to.
Til sidst vragede min egen avis mig til en lederstilling. Da cheferne stak hovederne sammen, sagde jeg til en kollega: ”Nu sidder de og bestemmer, om jeg skal være præst”. Det fløj ud af mig. Jeg fik ikke jobbet!
Planerne tager form
Den påske var jeg på førerstævne som sædvanlig. Ole Lundegaard fra Baptistkirkens Teologiske Seminarium stak mig intetanende en folder om den nye fireårige teologiske uddannelse, som jeg blev den eneste til at gennemføre.
Den nat sad min mand og jeg i en campingvogn i Nordjylland og lagde planer. Da vi kom hjem, lå der et dåbskort i postkassen fra vores præst til mig. Det henviste til 2. Peters brev kap. 1, vers 10: ”Derfor brødre – jeg læste søstre – skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. For så vil døren til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer.”
Det hele lykkedes
Lige efter påske satte min mand vores hus til salg. Det havde vi gjort et par år tidligere uden held, men denne gang lykkedes alting. Vi fik lov til at købe et hus i Tølløse, selvom ingen af os havde job på Sjælland. Jeg fik fire år på dagpenge, fordi Baptistkirkens Teologiske Seminarium stod på en liste på Arbejdsformidlingen, som jeg tilfældigvis fik fingre i.
Læs også det, Bent Hylleberg skrev tidligere i år om, at et indre kald følges af en ydre bekræftelse. Det står i baptist.dk nr.1: ”Det er dig, som jeg nu kalder! Vil du følge mig?”
Læs også interview med Lone i anledningen af, at hun stopper som BaptistKirkens generalsekretær: Guds kald til mig er altid: “Kom ud af båden, Lone!”
Giv din mening til kende