Billedtekst til billedet herover: Wenceslas sammen med sin advokat under retssagen. DR filmer alle vidneforklaringerne denne uge.
Mit humør stiger altid et par grader, når jeg flyver ind over de tusind højes land Rwanda og lægger an til landing i Kigali. Rwanda har haft en særlig plads i mit hjerte, siden BaptistKirken gav mig muligheden for som nyudklækket student at komme tæt på vores missionsarbejde tre måneder i foråret 1994.
Afrikas mørke hjerte
Men Rwanda er også et komplekst samfund, the heart of darkness, her midt i det smukkeste Afrika, hvor glade smil gemmer på hemmeligheder, løgne og fremtidshåb.
Denne gang er humøret mere tungt ved indflyvningen. Jeg har besøgt Wenceslas to gange i det rwandiske fængsel de seneste tre år, og her i april 2022 er jeg taget afsted igen med Wenceslas’ ældste søn, Heritier, for at følge retssagen, som endelig ser ud til at være på vej mod en afslutning.
Wenceslas har været et vellidt og aktivt medlem af Korskirken, siden han kom til Danmark i 2001 og fik asyl. Og han er vellidt i fængslet blandt medindsatte og fangevogtere her i Rwanda. Det er let at mærke, når vi er på besøg.
Gud kender sandheden
Wenceslas er efter fem års varetægtsfængsling fortsat ikke dømt for noget, og på trods af den vanskelige situation med afsavn fra venner og familie – især hans fire børn og hustru – samt det helt enorme pres, han er under med de tunge anklager og udsigten til en mulig livstidsdom, er han rolig. “Gud kender sandheden”, siger Wenceslas og smiler, hver gang jeg spørger, hvordan han kan undgå at være meget bitter. Han nægter sig skyldig.
Fængslet har 7000 indsatte, men Wenceslas er blandt de ca. 25 internationale fanger, der har deres egen afdeling med særlige forhold. Det er et blandet selskab, som næppe kunne strikkes mere fantasifuldt sammen i en roman. Her bor en blanding af de værste krigsforbrydere både fra Sierra Leone og Rwanda, nogle af folkemordets anonyme håndlangere og så en håndfuld varetægtsfængslede, der lige som Wenceslas er udleveret af Europa til Rwanda og afventer en dom.
Fange på 1. klasse
De almindelige fanger bor på store sovesale, to mand deler en madras, og maden er ikke den mest nærende, mens Wenceslas og de øvrige FN-fanger hver har et lille værelse med bord, stol og seng, et fællesareal med fjernsyn og telefon, og så får de almindelig mad. Men der er ikke internet, så det er svært at følge nyheder fra Danmark, og hverdagene er monotone og lange.
“Det betyder alt for mig, at jeg véd, at jeg stadig er med i menighedens tanker og forbøn,” siger han og holder om trækorset, som han fik af Ole Lundegaard i Korskirken, lige inden han blev udleveret. Sammen med den lyserøde fangedragt følger korset Wenceslas overalt.
Korset er med overalt
Korset er også med i retten, hvor vi over fem lange dage hører mange vidneforklaringer. I alt gransker 33 vidner hukommelsen og må genopleve de grusomme måneder for at give os et billede af, hvad der skete for 28 år siden netop i de her aprildage – og hvilken rolle Wenceslas spillede. Militsleder og folkemorder, der selv i rigelig mængde jagtede og dræbte tutsier, eller et uskyldigt offer for et kompliceret retsopgør, hvor hævn og retfærdighed ofte har været følgesvende.
Det er vigtigt, at de skyldige, som hidtil er sluppet fra at stå til ansvar for deres forbrydelser, straffes. Det skal Danmark selvfølgelig støtte op om, og det har vi også altid gjort som danske baptister.
Sandheden er dog en meget vanskelig størrelse i et land, der stadig heles efter folkemordet, og vi må som danske baptister bede for, at retssagen lykkes med at komme den nærmere de kommende uger, så de skyldige dømmes, de uskyldige går fri, og rwanderne kan samles om at bygge fremtiden sammen. Jeg véd, det også er Wenceslas’ største ønske.
Hvis du vil læse mere om sagen, kan du læse Politikens Kronik på lørdag den 23. april, hvor Rasmus Hylleberg har skrevet om folkemordet, retsopgøret og hvorfor Wenceslas efter hans opfattelse er uskyldig i anklagerne.
Giv din mening til kende