Familie og fællesskab fylder hverdagen

16-årige Van kommer til Danmark ved familiesammenføring i september 2007. Med fra Burma er også hans lillebror. Efter ophold i et modtagecenter bliver de genforenet med forældrene og lillesøsteren.

Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget.

”Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget. Det var meget vanskeligt at lære dansk!”. Det har ikke været og er heller ikke nemt at få etnisk danske venner. Men som Van i dag beskriver det: ”Det er jo svært at få nære relationer med danskere, når man altid er tæt med familien, og man er mange fra hjemlandet, der arbejder sammen og altid mødes i fritiden i fællesskabet omkring kirken”. Van har dog oplevet at få en rigtig god ven, som kom fra Marokko, men det gled lige så stille ud efter folkeskolen.

Da Van kom til Danmark, fik han gode oplevelser med meget hjælpsomme og gavmilde danskere. Det betyder rigtig meget, når man skal falde til i det nye land. Dog oplever Van, at de fleste danskere er mere lukkede og mere private end udlændinge.

Autoritær skole

Van blev tidligt familiefar og har nu tvillinger i 4. klasse og et barn i 2. klasse, og det er blevet meget tydeligt for Van, at Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Da Van var barn, var der megen udenadslære i skolen i Burma. Bøgerne skulle nærmest læres udenad, og intet stod til diskussion. Man skulle referere teksterne korrekt, indlæringen foregik ved at terpe, og der var en stram disciplin. I 10. klasse skulle man bestå seks fag for at komme videre, og lykkedes det ikke, var der ingen mulighed for uddannelse. I Burma er der en anden autoritet og tugt fra lærerens og til dels også fra forældrenes side. Van mener dog, at der er sket ændringer til det bedre, siden han selv var barn.

Inddragende pædagogik

I Danmark oplever Van en anden tilgang til læring med sine børn. Børnene opdrages til at formulere sig og må bidrage med egne overvejelser, ligesom børn og lærere evaluerer og retter i fællesskab. Der er forældresamtaler og klassearrangementer, og Van oplever, at der er et samarbejde mellem lærerne og forældrene om børnenes trivsel. Det er utænkeligt i Burma.

Fordi uddannelsesmulighederne er begrænsede i Burma, og fordi relativt få rent faktisk får en uddannelse, uddanner mange chinner sig i Danmark, efter de er blevet voksne. I Burma lever de fleste af deres landbrug, men Van er glad for sin ansættelse på en møbelfabrik, hvor han arbejder sammen med flere fra menigheden.

Van trives i Danmark med sin familie og menigheden i Skjern, men må også indrømme, at han godt kan savne venner i hjemlandet, ligesom naturen dér ikke kan sammenlignes med Danmarks.