Bedemanden! Brobygger – eller dødens købmand?

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Abildgaard:

• i tretten år ansat i baptist regi, først som spejderkonsulent og siden som præst
• herefter godt ti år med socialt arbejde i bl.a. Frelsens Hær og Blå Kors
• bedemand på fjerde år ved Baggesen Begravelsesforretning i Vendsyssel

For ikke så længe siden hjalp en kollega med en dødsannonce. I dén ønskede de efterladte, at der skulle skrives: ”Døden er som et skib, der sejler bort med én af vores kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde, det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, hvor himmel mødes med hav. Vi ser på hinanden og siger: ”Nu er han væk”, men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen, som siger: ”Se, der kommer han.”

Med det billede for øje kan bedemandens rolle bedst beskrives som den, der bygger en solid bådebro, som de pårørende kan stå på, når skibet skal sendes mod horisonten. Bedemandens opgave er at være facilitator og fagmand, når de nærmeste til afdøde står ved dødsvandets bred.

Bedemand ved et tilfælde!

Jeg blev bedemand, fordi muligheden kom til mig. Uden at vide ret meget om faget fornemmede jeg, at jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd. Det praktiske arbejde med at håndtere døde mennesker, rustvognskørsel, logistik, sagsbehandling, netværk, love osv. var nyt for mig. Jeg blev introduceret til det nye fra dag ét gennem sidemandsoplæring. Erfaringer med at møde mennesker i følelsesmættede situationer bar jeg med mig fra tidligere.

Jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd.

Karriere eller kald?

Enhver, der har et kørekort og adgang til et praktisk indrettet køretøj, kan i princippet kalde sig bedemand. Det er en ubeskyttet titel uden krav til uddannelse eller kvalifikationer. Det er et paradoks, når man skal ernære sig ved at sælge en vare, der ikke kan byttes. Gennem hele livet betjener et kompetent, faguddannet og skattebetalt sundhedsvæsen os i bestræbelsen på at udsætte døden, men når døden indtræder fx på sygehuset, efterlades de pårørende med en folder i hånden, hvor der står, at en bedemand må kontaktes – men nu altså på markedsvilkår.

Har døden i det moderne nyttesamfund fået en plads i skammekrogen? Det er i det perspektiv finurligt også at reflektere over, at når man skal have et barn, så udløser det et års betalt frihed fra arbejdspladsen. Men når man mister én af sine nærmeste, så har man ret til at få fri til at gå til begravelsen – uden løn!

Hvad kan en god bedemand hjælpe med?

Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse.

Bortset fra kremering kan man som pårørende ordne alt praktisk: Anmeldelse af dødsfaldet, dødsannonce, kiste, urne, blomster, askespredning over havet, bage boller til mindesamvær, søge om begravelseshjælp m.m. Man henvender sig til en bedemand for at få hjælp af en fagperson til noget, de fleste ikke har den store erfaring med eller mentalt overskud til. Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse. Hvor og hvornår skal jeg træde frem og være den, de pårørende læner sig op ad, og hvornår træder jeg et skridt tilbage og lader tiden stå stille?

’Min sidste vilje’ – en gave til mine efterlevende

Jeg har mødt og hørt om læger, kunstnere, præster, bedemænd og andre, som i bedste mening vil hjælpe med at ’afmystificere døden’. ’God arbejdslyst’, tænker jeg bare. I mødet med pårørende, som netop har mistet, erfarer jeg dog ofte en forskel i samtalens udtryk, nærvær og fred, når den afdødes efterladte medbringer en fortælling om et menneske, der har haft mod til i livet at tænke over sin egen død.

Når den lille folder – i papirformat eller digitalt^[1] – i forvejen er udfyldt af afdøde, oplever jeg det som en gave til familien, når de ventet eller uventet skal forholde sig til den realitet, at med sorgen og savnet følger også noget praktisk. Som fagfolk, der møder mennesker på dødslejet, og som medmennesker på vej derhen, kan vi hjælpe os selv og hinanden ved at tænke tanker og dele ord om mødet med den død, vi intet ved om.

Døden som proces eller tilstand – for mange er det et tabu!

’Landsforeningen Liv&Død’^[2] foretog sidste år en omfattende undersøgelse, hvor det blev tydeligt, at for mange mennesker er døden et tabu. De tre vigtigste grunde til denne tabuisering viste sig at være:

• døden er svær at tale om
• døden er ubehagelig at beskæftige sig med
• man er bange for at dø

Som præst blev jeg nu og da inviteret til at tage del i døden som en proces, hvor emner som ’Hvor kommer man fra?’ og ’Hvor skal man hen?’ blev vendt. Spørgsmål man aldrig bliver færdig med. Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Nogle gange møder jeg dyb sorg eller hård facade, nogle gange chok eller vrede og andre gange lettelse og taknemlighed. Midt i det bliver min opgave at lytte til behov og ønsker og at hjælpe med at afdække muligheder og begrænsninger. Denne faglige afgrænsning, hvor konturerne omkring det at være privat, personlig og professionel er mere tydelige, end da jeg var præst og socialarbejder, har været velgørende for mig.

Læs også

”Jeg har gjort død til liv for dig” – om døden og vores relation til Gud.

^[1] Se www.minsidstevilje.nu

^[2] Se www.livogdoed.dk