I år blev LK1 holdt over en enkelt dag, og med en masse på dagsordenen kunne det godt føles langt. Heldigvis betød det også, at der var god tid til at tale om de ting, der fylder i vores kirkesamfund. Fælleserklæring, to nyoptagne menigheder og en hilsen fra Elijah Brown, generalsekretær i Baptisternes Verdensalliance, var højdepunkterne, hvor tanker om fællesskab særligt kunne få en plads.
To nye menigheder
Det er altid en glæde, når vores fællesskab bliver større, og årets landskonference var ingen undtagelse. Bethany International Church og Matu Baptist Church blev begge optaget i Baptistkirken i Danmark. Begge menigheder fik mulighed for at præsentere dem selv, sige lidt om deres historie og deres arbejde, før de med stor opbakning blev optaget som medlemmer i BaptistKirken.
At kunne byde menighederne velkomne er i sig selv en god oplevelse, men også muligheden for at takke for menighederne, deres ledelser og aktive i bøn, og at bede om hjælp og vejledning gør en forskel. Så selvfølgelig fik menighederne også en bøn med på vejen, både en tak til Gud for, at der er mennesker, der vil vores nationale fællesskab, og et ønske om at menighederne må opleve fællesskabet som en velsignelse.
Fælleserklæringen skal ikke bare ligge i en skuffe
Arbejdet med den fælleserklæring, som blev vedtaget på mandagens landskonference, har stået på det sidste år. Men det betyder ikke, at arbejdet er færdigt. Det er faktisk først lige begyndt. For nu skal erklæringen ud og leve i menighederne
Fordi det godt kan være lidt af en mundfuld at gå i gang med det hele på én gang, er det blevet besluttet, at hvert af de fire temaer skal være hovedfokus i et år. Det starter i 2020, hvor vi som kirkesamfund i fællesskab vil have særligt fokus på arbejdet med mission i Danmark. Frem mod 2024, hvor fælleserklæringen igen skal gennemarbejdes, vil de øvrige tre punkter – at styrke fællesskabet mellem menighederne; at være i tjeneste for næsten lokalt, nationalt og globalt; og at forny vores måde at formidle det kristne budskab – hvert have et år i centrum.
En hilsen fra Baptisternes Verdensalliance
Elijah Brown, der er generalsekretær i Baptist World Alliance (BWA), og som også er en af talerne på årets stævne, brugte LK1 som en mulighed for at bringe en hilsen til danske baptister. Han mindede os om det globale fællesskab, vi som baptister er en del af igennem BWA, og at danske baptister faktisk var med til at grundlægge verdensalliancen i 1905.
Det verdensomspændende fællesskab, vi er en del af, har en virkelig betydning for mennesker på hele kloden. Brown kunne fortælle om flere mennesker og grupper, der gennem BWA har fået hjælp, hvad enten det har handlet om viden og uddannelse om deres rettigheder, materiel hjælp eller om de gennem en af verdens mange baptistkirker har fået lov at møde Gud. Det er et fællesskab, der giver mening, både på verdensplan og i vores lille smørhul her i Danmark. Og lade os tage Browns påmindelse til os, at vi kan og skal bruge vores fællesskab til at gøre en forskel.
Giv din mening til kende