Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
En lille smule beroligelse

Anders Hviid

En lille smule beroligelse

Paradigmeskiftet er en realitet, men vi kan håbe på, at det ikke i første omgang rammer de migranter og flygtninge, som vi har i baptistkirkerne. Der var en smule beroligelse at finde hos nogle af dem, der deltog i orienteringsmøder med Udlændingestyrelsen.

En række baptister deltog i slutningen af marts og begyndelsen af april i et af de tre møder, som bliver holdt for det, der kaldes ”Det regionale netværk”. Det er møder, som Udlændingestyrelsen holder for at opdatere ikke mindst myndighedspersoner omkring den nyeste lovgivning på udlændinge-området.

Det er fakta, at der fremover er fokus på selvforsørgelse og hjemrejse i stedet for integration.

Alle, der får opholdstilladelse, får det med henblik på midlertidigt ophold og det samme gælder alle forlængelser.

Tag ikke på ferie i hjemlandet

Det, der kan være vigtigt at vide for de flygtninge, BaptistKirken har kontakt med og som måske endda er medlemmer af en baptistkirke, er, at hvis de tager ophold i udlandet mere end seks måneder, vil de miste deres opholdstilladelse.

Det er også vigtigt at fortælle flygtningene, at det kan være medvirkende til hjemsendelse, hvis man har været på ferie i hjemlandet. Det kan blive set som et tegn på, at det er sikkert at opholde sig dér.

Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis en flygtning begår alvorlig kriminalitet.

Større tilknytning

For familier med børn, som er over otte år og som har gået i skole i nogle år, betragtes hele familien for at have større tilknytning til Danmark end til hjemlandet.

Paradigmeskiftet fokuserer i første omgang på de flygtninge, som er kommet fra Syrien og primært fra Damaskus området, som betragtes som sikkert område.

Før denne lovgivning er der allerede ca. 1000 flygtninge fra Somalia, som ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse.

Loven er en stadfæstelse af tidligere lovgivning i 2015, hvor det slås fast, at flygtninge tilbydes midlertidigt ophold i Danmark, indtil der er fred i hjemlandet igen. I den periode man har midlertidig opholdstilladelse, der kan man arbejde og uddanne sig, men stadig med henblik på, at man skal tilbage til sit hjemland, når muligheden byder sig.

Beroligede

Efter at have deltaget i mødet med Udlændingestyrelsen i Odense siger både Moses Lal Peng, der er præst i Esbjerg og som har udtrykt mange burmeseres frygt, og Kio Awi, der er medlem af BaptistKirkens ledelse, at de er foreløbigt beroligede.

Men det ikke er til at vide, hvad der kan ske i fremtiden. Og der er ingen særlovgivning for kristne flygtninge i forhold til andre.

Læs også et interview med Moses Lal Bawi Peng i Alt er så usikkert nu samt Hans Henrik Lunds baggrundsartikel om paradigmeskiftet.

Giv din mening til kende