Det poetiske sprog

Søren P. Grarup

• baptistpræst
• salmedigter
• medvirkede ved udgivelsen af Baptisternes Salmebog, 1989.

Det danske sprog er i virkeligheden mange forskellige sprog, som hvert især kan udtrykke noget ganske særligt. Læg fx en lovtekst ved siden af et kærestebrev og sammenlign sproget. Eller prøv at skrive et kærestebrev i medicinsk fagsprog – ikke godt!

Et af de danske sprog er det poetiske sprog. Slår man ordet poesi op i en ordbog, får man at vide, at sproget er følelsesladet, blomstrende og stemningsfuldt. Men det er meget mere end det. Ordet poesi kommer af der græske ord poiein, der betyder at gøre, at skabe. Da dette særlige sprog skulle have et navn, blev det altså opfattet som skabende – det gjorde noget ved nogen.

Forskellige udtryksmidler i stramme former

Umiddelbart forbindes poesiens sprog med rim. Det kan være enderim: ‘Pris Gud, fra hvem al nåden kom, pris Herren i hans helligdom’^[1] eller bogstavrim: ‘Vov at være hvad du i Kristus er’^[2] eller meningsrim, hvor det samme indhold gentages med andre ord: ‘Min sjæl, Pris Herren,/ alt i mig skal prise hans hellige navn’^[3].

Poesi er ordmusik.

Poesien benytter sig ofte af billeder eller lignelser. Det kan være hele teksten, der maler et billede – fx salmen ‘Den yndigste rose er funden’^[4], eller enkelte ord, der i sammenhængen får ny betydning: ‘Tænd nu kærlighedens bål’^[5].

Gentagelsen er et af poesiens ofte benyttede virkemidler. Et omkvæd i en sang eller et ord, der går igen i teksten for at bore dybere i emnet eller svinge sig højere i glæden: Se fx salmerne ‘Krist stod op af døde’ og ‘Herren Krist opstod i dag’^[6].

Det poetiske sprog er rytmisk – enten med versefod eller en underliggende puls – ofte begge dele. Men også rim og gentagelser giver en rytme. Poesien er altså beslægtet med musik, og derfor er det naturligt at synge poesi på melodi. Poesi er ordmusik.

Poesiens sprog er beslægtet med andre sprog

Poesien i de bibelske salmer er kendetegnet ved meningsrim. Analyserer man bønner i en bønnebog eller frit formulerede bønner, finder man ofte den samme opbygning som en spontan udtryksmåde. Det poetiske sprog er beslægtet med bønnens sprog. Og de fleste salmer er faktisk bønner.

I poesiens billeder gemmer sig ofte den samme underfundighed, som kendes fra humorens sprog.

I poesiens billeder gemmer sig ofte den samme underfundighed, som kendes fra humorens sprog. Både i bønnen og i humoren ligger den egentlige pointe ofte dybere, højere eller ved siden af det, der direkte siges. Således også i poesiens sprog. Det sprog kan tale om ting, der ikke kan tales om med almindelige snakkeord eller videnskabelige, eksakte gloser. Der tales mellem linjerne, i pauser og kommaer. Hvis man gør det i en almindelig samtale eller et foredrag, er man ude på at føre tilhøreren bag lyset. Men poesien bruger dette ‘kneb’ for at føre os til lyset – til den mening, der ikke kan siges direkte, fx når vi taler om Gud.

Mere end følelsesladet og stemningsfuldt

Poesiens sprog er kreativt, skabende – det gør noget både ved den, der taler, skriver eller synger det, og ved den, der hører det. Det kan åbne for perspektiver, vi ikke umiddelbart ser. Det kan udtrykke det, der ligger gemt dybt i et hjerte, og som ikke i daglig snak kan finde ord, der kan give indsigt, som vor tanke ellers er blind for – også for den, der formulerer det poetiske sprog, så poeten må undre sig: ‘Hvor vidste jeg det fra?’ Sådan bliver det poetiske sprog et erkendelsessprog.

Det kan udtrykke tro mere troværdigt end mange trosbekendelser. Det kan udtrykke håb hinsides drømme og ønsker. Det kan udtrykke kærlighed dybere, højere og mere ægte end roser og guldringe. Det kan sætte ord på den dybe sorg og den høje glæde. Det kan skabe et kighul ind til Guds evighed, som ellers er utilgængelig for vor tanke. – Det skaber nyt i os.

Læs mere om Sørens salmer og andre skriverier.

^[1]    Baptisternes Salmebog (BS), nr. 1

^[2]   BS nr. 527

^[3]    Salmernes Bog kap. 103, vers 1

^[4]    BS nr. 135

^[5]    BS nr. 540

^[6]    BS nr. 205 og nr. 206