Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Det brænder jeg for

Serie om kaldsoplevelser

Det brænder jeg for

Mit menneskesyn og mine holdninger afspejler, hvem jeg er, og det præger min eksistentielle og åndelige omsorg for andre. Mit primære kald kan jeg bedst beskrive ved at fortælle lidt om den åndelige omsorg, jeg yder som sygeplejerske.

Når livets afslutning nærmer sig, får sorg og angst ofte følgeskab af eksistentielle og religiøse overvejelser, som kan fylde rigtig meget for patienterne – og for de pårørende. Har jeg levet mit liv rigtigt? Har jeg været et godt menneske? Findes der noget liv efter døden?

Åndelig omsorg

Før i tiden var der ikke samme bevidsthed om den åndelige omsorg, og i hjemmeplejen var det om ikke forbudt – så i hvert fald ikke velset, at man talte med patienterne om eksistentielle og religiøse spørgsmål, med mindre de selv begyndte at tale om det.
Jeg oplevede, at mange havde behov for at tale om det, og at de fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

De fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

Jeg arbejder nu på Hospice Vendsyssel, hvor det er en helt naturlig del af plejen. Der er kommet fagligt fokus på det og accept af det, og I 2017 blev åndelig omsorg et forskningsområde på Syddansk Universitet med Niels Christian Hvidt som den første professor på området.
Dansk Kristelig Sygeplejeforening arbejder for at udbrede kendskab til, hvordan man varetager den åndelige og eksistentielle omsorg på sygehus, plejehjem, hjemmepleje, hospice osv. Vi har en hjemmeside der hedder www.aandeligomsorg.dk – Her kan man få hjælp bl.a. ved eksempler på, hvordan man kan tale med patienter om åndelige behov.

Mod til at være i angsten

Det er ofte i aften- og nattevagten, at patienter kan ligge søvnløse og tumle med tanker og svære spørgsmål, og så kan det ikke altid vente, til hospicepræsten kommer næste gang.
Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende. I det rum gælder det om at give patienten mulighed for at udfolde egen tro og livssyn, men også om uopfordret at tage de eksistentielle og religiøse emner op.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende.

Fælles nævner for livet

De rum betrædes på forskellig vis, men for mig handler det ofte om at gribe elementer fra patientens historie og finde fællesnævnere i vores liv som en dør til samtalen. Det kan være et kors om halsen eller en spejdersangbog. Andre gange må jeg sætte mig ind i andre trosretninger for at kunne finde fælles begreber, som kan åbne døren til den fredgivende samtale eller bøn.

Giv din mening til kende